torsdag den 28. februar 2013

I sidste øjeblik

I sidste øjeblik sidder jeg nu ved symaskinen og håber at blive færdige med 2 lette nederdele til pigerne. Vi skal til familiefødselsdag i weekenden, og jeg har længe tænkt, at jeg da lige kunne sy lidt til pigerne. Men som det altid ender, så har jeg ikke fået gjort noget ved det, selvom symaskinen har stået klar. Og selvfølgelig sidder jeg nu og knurrer lidt over, at jeg ikke bare tog mig sammen.


I det hele taget vil jeg vildt gerne i gang med at sy mere. Når jeg kigger rundt i blogland, bliver jeg vildt inspireret af alle I dygtige damer og drømmer om at lære mere. Så jeg har planer om at lade symaskinen stå fremme, så jeg kan blive mindet om, at jeg gerne vil sy meget mere.





Jeg glæder mig til weekenden. Vi har haft store flyttedag på jobbet i dag, og jeg har forsøgt at bruge mine IT-færdigheder og hjælpe rundt omkring. Og det kan mærkes, at jeg har kravlet rundt under skriveborde bakset med ledninger og skærme, så jeg glæder mig mere end normalt til i morgen kl. 15. Måske også fordi weekenden skal tilbringes i det vindblæste med masser af familietid, og så har jeg besluttet, at jeg skal prøve kræfter med noget i køkkenet. More to come.....



tirsdag den 26. februar 2013

Forårsfornemmelser

Plusgrader og solskin appelerer til en eftermiddag i haven, og det var lige, hvad vi benyttede lejligheden til at gøre i dag.





Forårshuerne fra Smutti ankom i dag, og da pigerne så dem, var der ingen tvivl om, at de skulle på, da vi gik ud. 

Det var tiltrængt med lidt sol efter en lidt for lang vinter, efter min mening. Det var helt befriende bare at kunne gå ud i haven og sidde stille, uden at skulle være iført 3 lag tøj.

Nu glæder jeg mig bare til, at det bliver forår - sådan for alvor. For jeg har jo bebudet, at 2013 skal være mit haveår. Ikke at jeg har nogen grund til at tro, at vores have bliver særlig fin. Men på den anden side kan det kun gå fremad. For de sidste år har vi vist vadet rundt i babyboblen og ikke fået lavet ret meget udenfor. Så nu hvor sneen smelter og lader virkeligheden stå lidt for virkelig, får jeg næsten lyst til, at der kunne komme lidt mere sne, så det hele ikke var helt så synligt! 

Jeg glæder mig til at prøve kræfter med køkkenhaven, for det er ikke gået særligt godt de sidste mange år - ja faktisk alle de år, hvor vi har haft haven. Det er startet fint nok, men på et eller andet tidspunkt har ukrudtet vundet over min lyst til at slås med det, og så går der sjældent ret langt tid, før man ikke kan se, hvad der er grønsager, og hvad der bare er grønt. Men i år håber jeg, at vi kan få lidt bedre held med haven - ellers bliver det græs det hele!

Lidt nyt er der også sket herhjemme. Fra på fredag har jeg fået en ny titel på jobbet, en koordinerende rolle, som jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med. Jeg har efterhånden været 7 år det samme sted med mange af de samme opgaver, og jeg har trængt til at forny mig og få nye udfordringer. Men samtidigt har jeg jo været enorm glad for arbejdspladsen; for afstanden, for kollegerne og for den tiltro, som de har vist mig. Så det er med sommerfugle i maven, at jeg venter på, at det bliver fredag.





mandag den 25. februar 2013

Instasnaps


Jeg er som mange andre blevet bidt af Instagram og kigger nu derind, før jeg kobler mig på Facebook. Jeg elsker al den inspiration, som jeg får derinde - og så får mit snagegen nu også mine lyster opfyldt!

Følg mig gerne - jeg hedder (selvfølgelig) Fantelastika!



Strikket ræv # prints fra Boligmagasinet pynter på kontoret med lidt masking tape # har flyttet kontor, men hæklerierne følger med # lækkerier fra Kähler # slikfadet fra Liebe blev fyldt op # pigerne snuppede mulighed for at gemme sig i køleskabet, da jeg troede, at jeg skulle gøre det rent # snevejr over naboens hus 

fredag den 22. februar 2013

Hjertepude på vej





Lige siden at jeg så Lauras DIY på hjertetæppet, har jeg vidst, at den blev jeg nødt til at prøve. Og nu er jeg kommet i gang. Men altså - selvom Lauras DIY er nem og velskrevet, så havde jeg ikke helt regnet med, at hver omgang ville tage så lang tid. Det bliver så heller ikke bedre af, at jeg ikke kan huske mønstret fra aften til aften, så Lauras blog bliver flittigt besøgt. Heldigvis bliver resultatet godt - det er jeg sikker på, og så er det en god måde til at få brugt alle sine rester på. Det ender snart med, at jeg ligefrem mangler bomuldsgarn i pigefarver - det havde jeg aldrig regnet med, skulle ske. Men på det seneste har jeg fået lavet mange mindre ting, hvor jeg ikke har skullet ud og købe garn.

Der er stille herhjemme i aften. Jeg er helt alene og skal bruge tiden på mit afgangsprojekt. Jeg glæder mig ustyrligt til at blive færdig, for jeg synes, at det er svært at skulle balancere mellem arbejde, familie, hækling og projektskrivning. Håber, at de næste to måneder går rasende stærkt.

onsdag den 20. februar 2013

Rævestreger



I weekenden fik jeg også lavet denne skønne rævesag til Karoline. Jeg har kigget på den længe hos Trine og da også købt garnet. Men starten med bare 2 masker krævede lidt overvindelse hos en nybegynderstrikker hos mig. Men med hjælp fra superstrikkeren min mor kom jeg i gang, og så var det jo et overkommeligt projekt. Jeg brugte næsten 1 nøgle rødt Lima garn fra Drops og noget mindre af det sandfarvede. Perlerne er ældgamle og fundet i en krukke hos mine forældre. De er ikke helt ens, men det er vist nok netop charmen eller også gad jeg bare ikke bruge tid på 2 matchende.

Nu funderer jeg så lidt over næste strikkeprojekt, men det har I jo nok kunnet regne ud fra mine seneste strikkeindlæg. Jeg tør altså ikke helt give mig i kast med en mønsterstrikket sweater til mig selv, men på den anden side ved jeg heller ikke helt, hvad jeg skal lave til pigerne. Måske den fine strikkede kjole fra Knit for you kid? Men det er jo heller ikke den nemmeste opskrift for sådan en som mig vel? Måske skulle jeg bare springe ud i det? Sådan bare for at I ikke skal høre mere på mig?

tirsdag den 19. februar 2013

Insta-me

På instagram kører der en '5 facts om mig', og ligesom flere andre viderefører jeg nu den her i blogland - dog i en lidt udvidet form:



1. Jeg elsker boller i karry

2. Jeg drømmer - stadig - om at blive god til at løbe. Men det er ligesom, at motivationen gang på gang svigter....

3. Jeg har en lille drøm om at blive leder en gang, når jeg bliver voksen. Og jeg er startet i det små og har søgt en stilling som teamkoordinator - godt nok på min egen arbejdsplads - som jeg håber, at jeg får

4. Jeg bor i byen, som TV2 synger om

5. Jeg savner stadig min firbenedeogpelsede ven så meget, at jeg indimellem græder en lille bitte smule over, at han ikke er her mere

6. Jeg hader at flyve

7. Til gengæld elsker jeg at tømme opvaskemaskinen

8. Min yndlingsfilm er uden tvivl De urørlige

9. Vores hus trænger voldsomt til at blive malet, og jeg synes, at det er så kedeligt at skulle bruge sommeren på. Måske er plettet bare det nye sort?

10. Jeg gik med revnede bukser på arbejde den anden dag

Vil du være med?

mandag den 18. februar 2013

Ferielykke












#1 Prøvesmager? #2 Første forsøg med flutes i min Eva flutesform #3 Cupcakes #4 Hestefodring hos naboen #5 På gåtur med mormor #6 Små ting kan også være fine ting #7 Godt med røde kinder #8 Fastelavnsboller med marcipan # Starten på rævestreger


Har din vinterferie været lige så god som min?

fredag den 15. februar 2013

Hæklet sprutte



Endeligt blev mit bidrag til en sprutte til neonatal afdelingen i Skejby færdig. Josefines initiativ er hjertevarmt og noget, som jeg gerne ville være en del af. Nu mangler vi bare, at jeg får sendt sprutten afsted mod Josefine og mod babyerne på Skejby.


De seneste dage har vi været børnefri - sært! Det er en underlig fornemmelse ikke at skulle haste hjem fra arbejde og blive mødt med søde, men trætte, børn. Underligt bare at kunne smide sig i sofaen med en bog og noget garn. Underligt bare at kunne tage ud at spise og i biografen efter arbejde. Det har været skønt, og jeg har stornydt det. Men altså - nu glæder jeg mig sådan set bare til i eftermiddag, hvor vi får ungerne hjem. Nyder I ferien?

mandag den 11. februar 2013

På pindene - og noget om ideer


Det er blevet til endnu en vest med denne opskrift. Den mangler bare lige at blive presset, før Luna Marie kan tage den i brug. Opskriften er let og overskuelig og jeg fik lidt mere øvelse i mønsterstrik. Men nu leder jeg efter en ny udfordring, som kan bare vejen for, at jeg kan strikke en sweater til mig selv i 2013. Men hvad skal jeg strikke? Det skal være til børn, med farveskift og gerne lidt sværere end denne opskrift. Har du en god idé?

Weekenden er blevet brugt bl.a. til at hækle denne: 




Jeg er i gang med at lave hemmeligheder til en baby, som ser dagens lys i løbet af de næste par måneder, så det kan jeg jo ikke vise frem. Men sløjfen her var et godt afbræk i at skulle tælle og tælle, selvom hæftningen bagefter var lige ved at tage pippet fra mig....
Opskriften har jeg fundet hos Puk, og den er fantastisk nem at gå til, og det er et godt projekt til at få brugt alle resterne, som man jo hurtigt får samlet. Jeg skal ihvertfald prøve igen.

Hav en dejlig mandag - vi stornyder ferien og laver absolut ingenting!

søndag den 10. februar 2013

Forkähles.......

I går var jeg sammen med en hel flok søde blogdamer inviteret indenfor hos Kähler. Vi lagde ud på deres coofee station, hvor det blev til smagfuld dekoreret latte, prøver på syphon kaffe og ikke mindst de lækreste cookies. Jeg havde indtil i går aldrig været på coffee station, men der er afslappet stemning og god betjening, så mon ikke at jeg kigger indenfor igen?

Blog-love?






Bagefter gik vi over i butikken Kähler and Friends, hvor vi fik lov til at høre om butikkens opståen og ikke mindst se nogle af de lækre nyheder, som lander i butikkerne til foråret.

Lækre nyheder i en helt ny stil


Kig til nye varer


Rundforvirret og ellevild

Og det hele blev sluttet af med lækre goodies, som jeg jo nok aldrig bliver for gammel til at blive ellevild over. Man er jo ikke thybo for ingenting?



Skønne goodies

Vi havde en dejlig afslappet eftermiddag hos Kähler, som jeg i den grad nød. Men jeg nød lige så meget eftermiddagens andet arrangement, som opstod, da vi ligesom ikke helt var færdige med at sludre. Så der gik lige et par timer mere sammen med de sødeste blogdamer, og det var sjovt at møde endnu flere, som jeg indtil nu kun havde mødt på skærmen. 

En skøn weekend med kærestetur, Kähler og syntetisk fastelavnsfest er nu slut, men heldigvis venter 2 feriedage med pigerne forude, og jeg glæder mig! Vi skal lave alt og ingenting - og mest det sidste. Hvad med dig; hvad skal du lave i uge 7?

søndag den 3. februar 2013

Strik & asti - på en søndag!

Næsten 1 års jubilæum for kreaklubben har vi haft i dag. For i februar sidste år mødtes vi for aller første gang hos Marianne. Jeg tør godt tale for os allesammen, når jeg siger, at det er blevet en kæmpe succes. 8 forskellige damer - og så alligevel, for vi har de samme interesser, alle børn og alle et socialt behov og øje for et godt grin!

I dag mødtes vi til brunch hos Marie. Og i dagens anledning havde Marie virkeligt sørget for at forkæle os. En fin pose med gaver stod klar til os, og nu hvor jeg er kommet hjem, har jeg haft mulighed for at se nærmere på tingene. Det er virkeligt fint - alt lige fra chokoladen, masking tape, fødselsdagslysholdere, garnet til øreringene - tusind tak, fordi du sørgede for alle de fine ting, søde Marie! 

Vi havde en skøn dag med masser af snak og garn - jeg selv fik næsten færdiggjort endnu en vest til Luna Marie, men mere om det i et senere indlæg. Hvis du selv går derhjemme og drømmer om en kreaklub, kan jeg kun opfordre dig til at komme i gang. Det er fantastisk givende - og vanvittigt sjovt! Og møderne med damerne er blevet en af mine yndlings!














lørdag den 2. februar 2013

En farve

Inspireret af Line kom jeg til at kigge rundt hos os, og ligesom hos Line har den orange farve sneget sig mere og mere ind hos os.

Legetøjshylde på børneværelset

Gammel kaffedåse

Yndlingstæppe

Gammel Rostiskål, som vi reddede fra mandens forældres sommerhus

Plakaten 1025 farben

Montanareol

Cirkelranker på børneværelset

Navneranke lavet af dygtige Dorte

Vase fra Casalinga

Og så er pakkerne til i morgens pakkespil klar. Jeg glæder mig til at se de sødeste kreadamer igen! Hav en dejlig weekend!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...