En nær veninde mistede sin mor i går. Vi vidste godt, at det gik den vej, men jeg tror ikke, at nogen havde troet, at det ville gå så stærkt. Jeg går paf og lidt modløs rundt her til morgen og tænker "hvorfor". Jeg har mest af alt lyst til at smide alt, hvad jeg har i hænderne og bare kramme løs på hende. Lade hende vide, at jeg er der, og at jeg vil gøre alt for hende. Men samtidig ved jeg jo godt, at hun lige nu har nok at gøre.
Men puh en mavepumper altså!
Puh ha, ja det er bestemt en af de svære - Da min veninde far nogle år siden mistede sin far meget pludseligt - der stod jeg straks på toget og var sammen med hende en hel dag, bare for at være sammen, og snakke når ordene ind imellem væltede ud af hende, og være stille når hun var stille - Hun har flere gange siden takket mig, bare for at være der - men hun kunne heller ikke rigtig gøre noget lige med det samme, da han opholdt sig i udlandet da det skete så politi og andet var inde over længe før han kom jem og kunne blive begravet :(
SvarSletHåber din veninde har nogen at være sammen med lige nu, hvor det er aller sværest, og at du er der lige så snart hun er klar - det lyder på mig som om du springer ud af døren ved hendes mindste kald - det er guld værd ;)
Sikke en dejlig veninde du er!
SvarSletJeg tror og håber på, at hun ved, at jeg er der. Anytime.