søndag den 29. januar 2012

Et skridt nærmere

Weekenden har budt på ufrivillig meget inde-tid. Både Morten og jeg er nedlagt med influenza, og alle planer er derfor blevet sat på standby.
Men det er nu også lidt hyggeligt sådan pludseligt at få masser af tid forærende - omend jeg hellere ville være frisk og mødes med søde venner og sende manden afsted til frivilligt arbejde.

Jeg har derfor haft tid til at kaste mig over mit første strikkeprojekt i over 20 (!) år. Valget er faldet på et projekt, som jeg lavede i folkeskolen, og som heldigvis bare er retstrikning; nemlig en elefant. Og "bare retstrikning" er nu ikke bare for mig, for hvis man kigger nærmere på benene, er det tydeligt, at jeg er nybegynder - ret ny endda! Men som jeg arbejder mig igennem opskriften, kan jeg også se, at det allerede går fremad, og at der ikke er så mange fejl mere. Og heldigvis skal dette stykke bare bruges som spjæld og bliver ikke så synlig - phew! Jeg har allerede set mig lun på endnu et strikkeprojekt; en vest også i retstrikning. Men mon ikke jeg burde gøre elefanten færdig først?



Der er også blevet tid til at lege lidt med papir og masking tape - skønt med lidt farver nu hvor alt omkring os er hvidt.





Og en anelse hækleri er det som altid blevet til - med Lis' DIY er det blevet til et hjertespænde - lavet på 3 minutter. Prøv den, det er en skøn DIY!


onsdag den 25. januar 2012

Orden



Orden kan vi nu få i vores hjem ved hjælp af disse fantastiske opbevaringskasser, som skulle smides ud. Heldigvis var vi en del, som fik fingrene i dem inden.
Æskerne stammer tilbage fra 1960'erne - nogle er endda flere årtier ældre. Jeg synes, at de er super smukke og fyldt med nostalgi. Og så passer de perfekt til at opbevare noget af alt (!) mit garn, som pt. flyder rundt i hele huset. Det er jeg sikker på, at resten af husstanden vil sætte pris på.

Der er lidt stille med de kreative udskejelser på bloggen pt. Jeg er i gang med endnu en dizzy owl og et par bestilte håndmadder, hvilket egentligt ikke er så spændende at vise frem. MEN når de er lavet, så LOVER jeg, at det igen bliver tid til at lave nye ting.

Hav en dejlig onsdag!

lørdag den 21. januar 2012

Findes det - findes det - HER!



Inspireret af andre steder i blogland efterlyser jeg endnu en gang søde damer, som har lyst til at være en del af en kreaklub (se evt. tidligere indlæg her).
Jeg forsøgte inden jul og fik også støvet nogle op, men det lykkedes aldrig at finde en dag, hvor alle kunne. Og nu ser det ud som om, at de, som på det tidspunkt var interesserede, har skiftet mening.

MEN altså - jeg har stadig lyst! Har du? Og kan du opfylde følgende kriterier:
* elsker at nørkle
* bor i Aarhus/Randers området (jeg bor selv midtimellem)
* godt kan lide kage
* gerne vil lære nye mennesker at kende

....så er det lige dig, som jeg mangler til min kreaklub! Fie med bloggen her har allerede meldt sig, men vi mangler ihvertfald 3 mere, før vi starter op.

Send mig en mail, hvis du har lyst!

onsdag den 18. januar 2012

Fine ting

I mandags besøgte jeg yndlingsbutik # 1: Decorate Shop i Aarhus.
Butikken er fyldt med ting, som jeg synes er smukke, og jeg bliver glad helt ned i maven, når jeg går derinde.
Denne gang var jeg så heldig at være udstyret med et gavekort, så disse 2 fine ting kom med hjem:

tirsdag den 17. januar 2012

Færdigt arbejde

Så blev min første hæklede beklædningsgenstand færdig - en sweater til Karoline. Opskriften har jeg fundet hos Jarbo. Dog gik der næsten dobbelt så meget garn, som der stod i opskriften.
Jeg valgte at hækle i lækkert Merinogold garn, som jeg har købt hos Strikkefeen i Thisted - en dejlig hyggelig butik med stort udvalg og søde damer til at hjælpe.



Jeg kan mærke, at modet til at lære at strikke - og dermed kunne lave endnu flere bluser - er vokset betragteligt, mens jeg har lavet sweateren. Så der skal lige afsluttes et par hækleopgaver, og så er jeg klar til strikkeriet.

mandag den 16. januar 2012

Kreative indslag i 2012

I 2010 lærte jeg at hækle. 2011 blev året, hvor jeg for alvor fandt min kreative side. Og nu håber jeg, at 2012 bliver året, hvor jeg får lavet en masse forskellige kreative ting. Mit arbejde er stillesiddende kontornusseri, og når jeg kommer hjem, har jeg brug for at bruge min hjerne og mig selv på en anden måde - gerne kreativt! Og heldigvis har jeg en masse i tankerne, som jeg gerne vil bruge tid på.

#1 Legehus
Som jeg tidligere har skrevet om på bloggen, har vi fået et dejligt legehus. Det ser bare ikke så dejligt ud udenpå. Så i år skulle gerne blive året, hvor det bliver malet - sort med lyserød dør og vindue. Og så skal huset også gerne pimpes lidt indeni. Jeg har fået hæklet en vimpelrække, men der skal meget mere til.

#2 Strikkede veste
Min søster strikkede nogle skønne veste til Luna Marie, da hun var lillebitte. Og de skulle gerne blive mit første vellykkede strikkeprojekt. Jeg havde egentligt købt garn til benvarmere til Karoline, men det er ligesom, at det ikke er dét, som jeg har lyst til at lave. Så nu prøver vi noget andet. Min søster har lovet at købe garn og pinde, og opskriften er klar til at blive afprøvet. Jeg laver dem i str. 2 år, for så har jeg ca. 1 år at lære det i....



#3 Dukkeseng
For et stykke tid siden købte jeg det fineste dukkesengetøj af Lisbeth  Men jeg har manglet den rigtige dukkeseng. Den er nu fundet, og nu skal den males og have nogle fine detaljer. Og så skulle den være klar til Luna Marie og hendes små dukker. Faktisk passer det super fine dukketøj ikke helt til sengen, men jeg HÅBER, at Lisbeth orker at sy endnu et sæt, for det er SÅ fint!





#4 Forhæng til kælderen
I vores kælder har vi et lille gæsteværelse. Men rummet bliver også brugt til at opbevare alle de ting, som vi har fået samlet sammen gennem årene, og som vi ikke helt kan beslutte os til, om vi skal smide ud.
Min drøm er at sy et enkelt forhæng, som kan skabe mere ro i rummet. Men jeg har INGEN evner ved en symaskine, så det er et stort projekt for mig....- og der må gerne grines!

#5 Hæklet hue
Som flere andre her i blogland er jeg blevet lidt forelsket i en hæklet hue fra Hjemmet. Først var opskriften taget af deres hjemmeside, men nu er den der igen, og jeg har fået købt garnet. Desværre synes jeg, at opskriften er svær at forstå, og jeg må indrømme, at jeg har kastet garnet ind i et hjørne og stirret vredt på det. Heldigvis har Lone fra Frøken Fiil sagt, at hun gerne vil hjælpe mig. Skønt med hjælp fra søde damer i blogland.

#6 Hæklet bluse
- Ja faktisk til mig selv! Jeg har fundet en opskrift på en cardigan, som jeg gerne i løbet af sommeren/efteråret skulle få lavet til mig selv, så den er klar til næste vinter. Den bliver lavet i Kauni, som jeg tidligere har hæklet i.

#7 Mere hækleri
Jeg elsker nye hækleprojekter, og jeg kan i særdeleshed godt lide hæklet legemad. Jeg har brugt en skøn muffinsopskrift. Men da denne ikke må bruges til videresalg, vil jeg arbejde på at udvikle min egen, da jeg i løbet af 2012 måske skal deltage i et marked eller 2.

søndag den 15. januar 2012

Fuldendt!

En dejlig weekend og 10 dage fyldt med fødselsdage, flag og gaver er ovre! Nu venter hverdagen, og den kan bare komme an - jeg er klar!
Vi har haft en sublim weekend i det nordvestjyske med al den ro, familiehygge og hækling man kunne ønske sig. Jeg er kampklar til arbejde, travlhed og træthed.

Vi mødte denne solnedgang, da vi kørte hjem fra fødselsdagen i lørdags, og jeg måtte bare se, om jeg kunne forevige det - og det må man sige, at jeg kunne. Luften, lugten og udsigten deroppe gør mig fuldkommen rolig, giver mig evnen til at slappe af og minder mig om, at jeg stadig ikke helt kan huske, hvorfor jeg flyttede derfra.....

tirsdag den 10. januar 2012

Hun kom, hun så, hun sejrede

For 1 år siden lige nu lå jeg med en fedtet klump på maven. En klump, som havde været ønsket SÅ længe, og som jeg var SÅ lykkelig for at møde. Klumpen var Luna Marie, og i dag fejrer vi hendes første fødselsdag.

Fødslen var helt anderledes end Karolines. Veerne mærkede jeg først, da presseveerne meldte sig, og efter fødslen var jeg lidt trist over aldrig mere at skulle have den oplevelse. For det var fantastisk og enormt stemningsfyldt. Og så var vi så heldige at få samme jordemoder som med Karoline, nemlig skønne Marie, som med sin autoritet og sit rolige væsen gjorde mig meget rolig.

Ankommet på Fødegangen - Nu er det nu!

51 cm. og 3.330 g.


Ud kom Luna Marie, og egentligt meget hurtigt viste hun, at hun på mange punkter slet ikke ligner sin søster. Sove ville hun helst hos sin mor eller sin far - indtil vi fik fingrene i en slyngevugge, for der kunne pigen godt acceptere at sove. Men generelt har sovning ikke været så let som med Karoline (men altså - hun har også sovet bedre end nogen turde drømme om). Nu hvor Luna Marie ikke længere er en baby, men et barn, sover hun stadig ikke igennem og skal helst krammes nogle gange hver nat.
Slyngevuggen var et hit fra dag 1
Luna Marie har altid været lidt mere tilbageholdende end Karoline - både motorisk og i forhold til fremmede. Hun skal lige se folk an, og fx. har Onkel Jakob med langt hår og skæg været en anelse farlig. Dog er hun tøet MEGET op over for ham, og han må godt få en krammer nu.
Motorisk er Skræmslet heller ikke den hurtigste - hvorfor dog gøre noget nyt, når man nu kan noget, som virker - synes hendes talemåde at være.

Men hun er tøet meget op, vores ellers så forsigtige datter. Dagplejestart gik uden et eneste kny. Fra første dag har hun elsket Lene, som er vores fantastiske dagplejer. Der er super kemi, og vi føler os utroligt heldige. Og temperament har Mindstlingen også fået. Foregår noget forkert efter hendes mening, lægger hun sig krompte ned på gulvet og brøler. Det er ret fantastisk at se, hvor klar hun er over, hvad hun vil og IKKE vil.

Super baby, som slet ikke er en baby længere....



mandag den 9. januar 2012

Skal/skal ikke?

Mens jeg ligger herhjemme og ynker mig selv (og passer Luna Marie, som også er syg...!), funderer jeg en hel del.

Jeg fandt disse 2 lamper hos mine forældre, og jeg tror næsten, at min far blev lidt lettet, da jeg tog dem med mig.....



De skal hænge i vores gennemgangsrum, som også er legerum og kontor. Men jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal male dem, eller om de faktisk er mest fantastiske som de er - i den bruneste brune? Hvis de bliver brune, får de følgeskab af en gul stof ledning, og ellers tænker jeg lilla med gul stofledning? Hvad tænker DU?

Sådan ser der ud i rummet, hvis det kan hjælpe (nogle af billederne er fra da rummet lige var blevet færdigt - deraf rodet):



søndag den 8. januar 2012

1 år + 4 år = fødselsdagsmekka



En rigtig cykel - MED pedaler!



Lagkage med tobleronecreme og hyldeblomstmousse
Smarte har vi ikke været - sådan at få to  piger, som har fødselsdag med 5 dages mellemrum. Eller måske har vi, for på den måde har vi slået 2 fødselsdage sammen til en - næsten da. For selvfølgelig skal de to søde piger fejres hver for sig på dagen, men festen for familien bliver slået sammen.
I dag var dagen. Karoline og Luna Marie inviterede til 5 års fødselsdagsbrunch, og vi har haft en dejlig dejlig dag med besøg af familien, gaver og tid til at nyde.
En dejlig dag havde vi også i torsdags på Karoline fødselsdag. Vi besøgte børnehaven med pasta, kødsovs og chokolademuffins, hvilket var et kæmpe hit. Og det var fantastisk at få et lille indblik i Karolines hverdag dernede.

Nu vil jeg hoppe ind under dynen, for  sammen med fødselsdagen blev jeg begavet med en omgang bihulebetændelse. Av! Pencilin og en frygtelig masse pamoler har holdt mig på benene i weekenden - for fødselsdagen SKULLE afholdes for børnenens skyld (og så har min mor gjort et kæmpe stykke arbejde for at fødselsdagen kunne afholdes - TAK!), men nu er jeg også bare klar til at sove.

Nintendo'en vakte glæde - og blev straks taget i brug

Endelig 4 år

onsdag den 4. januar 2012

Nostalgi

I morgen for 4 år siden fik jeg mit livs vildeste og smukkeste og mest fantastiske oplevelse:


*****




”Hov, hvad var det?” – en ve måske? Klokken er 23.30 fredag den 4. januar, og vi var gået i seng en halv time tidligere. Jeg slår det hen med, at det sikkert bare er en plukve, som driller, fordi jeg skal tisse. Så Flodhesten Anna savner endnu en gang en kran, men jeg får mig selv manøvret op af sengen og ud på toilettet. AH, det letter, og jeg hopper ind i seng igen. Men hov, få minutter senere kommer den samme følelse tilbage igen, og nu synes jeg faktisk, at det niver en lille smule i lænden. Men jeg tør ikke helt tro på, at det rent faktisk er nu. For sikke en skuffelse, hvis det hele bare går over igen. Problemet er bare, at de dersens smerter ligesom kommer med jævne mellemrum, så det er lidt svært at fornægte, at der er gang i noget. Jeg ligger og bander over, at jeg har fået lagt mobilen ovre på Mortens natbord, for jeg vil gerne tage tid på veerne, inden jeg vækker ham. Men over midnat får jeg alligevel hvislet ud mellem tænderne, imens en ve ruller ind over mig ”Stik mig min telefon”. Heldigvis er Morten så smadret efter en lang arbejdsuge, at han ikke rigtigt sanser, hvad jeg har gang i og bare sover videre. Så er det i gang med at tage tid. Men men men – længden og pausen imellem passer bare slet ikke med bøgerne. For de er alt for korte – 30/40 sekunder og med 4 minutter imellem. Hvad er det nu for noget svindel og humbug? Jeg tør ikke tro på, at det er ”noget”. 
Kl. 00.30 skal jeg igen igen på toilettet, og der smutter min slimprop, og for første gang i mange måneder må jeg finde et bind frem, fordi jeg samtidigt får tegnblødning. Nu tør jeg godt vække Morten og sige, at han nok skal indstille sig på, at 05.01.08 vil være en dato, som han aldrig vil glemme. Med lynets hast glemmer han alt om tømrertræthed, og hans øjne funkler på en måde, som kun en kommende fars øjne kan funkle. Vi bliver dog hurtigt enige om, at det nok er det klogeste, hvis Morten forsøger at få lidt mere søvn, og da han er en hurtig-sover, lykkes det ham på forbløffende vis meget hurtigt at falde i søvn. Jeg forsøger efterfølgende at blive venner med veerne, men det lykkes ligesom aldrig rigtigt;) I stedet vandrer jeg rundt i stuen, og indimellem er toilettet min bedste ven, for nøj hvor skal jeg hele tiden tisse! Af en eller anden mystifystisk grund beroliger det mig og mine veer at være på nettet.
Jeg sidder og rokker på stolen, og på et tidspunkt synes jeg faktisk, at det virker som om, at veerne er stilnet af. Skuffet lunter jeg i seng igen, men jeg når lige at lægge mig, før jeg ryger op igen, fordi veerne igen brager løs. Morten forsøger at berolige mig og overbevise mig om, at hvis nu jeg bliver liggende, bliver det nok bedre! Lad mig blot understrege, at det blev det ikke!! Jeg jamrer og smågræder lidt, for indrømmet – det er ret overvældende at vide, at om snart er man nogens mor. 
Morten foreslår, at jeg skal prøve at ringe til Fødegangen, hvilket jeg synes er jordens tåbeligste idé, eftersom veerne jo slet ikke er så slemme, som der står i bøgerne:D Der går dog ikke mere end 10 minutter, før jeg står med telefonen i hånden og skal til at ringe. Men så tør jeg alligevel ikke helt. For tænk, hvis de bare griner af mig og fortæller mig, at jeg bare har plukveer?  Jeg står længe og kigger på telefonen, men efter et par veer mere tager jeg mig sammen og ringer. Det er den JM-studerende, som var været med til nogle af mine konsultationer, som tager telefonen, og hun bliver hurtigt enig med en anden JM om, at jeg hellere må kigge forbi. Det er drøn surealistisk og skørt at gå og pakke de sidste ting. Morten er lettere forvirret, og da han ikke lige kan finde kameraet, spørger han, om det virkeligt er så vigtigt at få med!! Det mener jeg nok, at det er. Jeg bruger tiden til at hyle over, at hundene skal være alene – det er altså kun mig, som kan hyle over sådan noget, eftersom Hans & Birthe henter dem få timer senere! Afsted mod sygehuset det går og hvilken tur. Vi er begge ret overstadige og fnisende. Veerne kommer ofte, men varer ikke så længe, så jeg er overbevist om, at vi bliver sendt hjem igen.
Vi ankommer til Randers Sygehus kl. 03.30 og bliver modtaget af verdens roligste JM Hun er omkring de 60, har det smukkeste hvide hår og udstråler varme og autoritet. Hun kigger lidt på mig og siger ”De veer bider vist ikke helt nok” – ”HA”, tænker jeg, ”så får jeg alligevel ret og bliver sendt hjem”. Hun laver en undersøgelse og kan berette, at jeg er 2 cm. åben. Verdammt, runger det i mit hoved, så er der lang vej igen. Hun vil dog gerne lige køre en strimmel på mig, hvilket vi går i gang med. Da hun kommer tilbage efter ca. en halv time, forundres hun over, at der alligevel er så meget gang i veerne, og vi får lov til at blive! HURRA! Jeg får tilbudt klyx, som jeg takker ja til. Lige indtil jeg ser, hvor meget væske der ligesom skal op i mig. Men mystisfistisk nok mærker man det jo ikke, og efter 5 minutter er jeg klar til at indtage fødestuen. Et skønt syn må det have været at se mig vralte fra undersøgelsesrummet og til fødestuen med hvide stængler, sorte strømper og sorte sko – jeg takker Ham Deroppe for, at det er midt om natten, og at der ingen er på gangen. Vi bliver installeret på Fødestuen, og jeg går i gang med at bide lidt i en sækkestol, mens jeg overvejer, hvorfor det nu lige var, at det var en god idé at få et barn. På det tidspunkt kan jeg ikke helt komme i tanke om det! 
Kl. 05.15 synes jeg ikke længere, at det er særligt smertelindrende at tygge i sækkestolen, så jeg beder om at komme i karbad! Og hvilken lindring! Jeg er normalt ingen badesmølf, men det føles bare SÅ rigtigt at ligge der og skvulpe. Kl. 05.55 lyder der et ’blop’, og klart vand siver ud af mig. Det føles skørt og på samme tid mægtigt rart! Jeg får en fornemmelse af, at der er ved at ske noget og vil gerne op af badekaret, og JM har lidt den samme fornemmelse. Så kl. 06.45 laver hun en indvendig undersøgelse i vandet og vurderer, at jeg er mellem 7-8 cm. åben. ’Det er jo piece-of-cake’ det her’, tænker jeg, mens jeg vralter hen til fødebriksen. Den lettere naive opfattelse holder dog kort, da JM efter endnu en undersøgelse må konstatere, at jeg i den grad har taget r*ven på hende og hendes mange års erfaring, idet jeg kun er 4-5 cm. åben! Der braser alting for mig, og jeg må indrømme, at jeg tænkte, at hvis smerten ikke fluks forsvinder, gider jeg slet ikke mere, og de kan for min skyld godt bare skyde mig! JM fornemmer ret hurtigt, at jeg vist ikke har det alt for godt, og at der er behov for smertelindring – og det ret hurtigt! Hun fortæller mig om mulighederne, men jeg kan slet ikke overskue at tage en beslutning. Inden fødslen har Morten og jeg talt en del om smertelindring for, at han i en situation som denne kunne være mit talerør, og hvor er det bare skønt, at han tager ansvar og ’redder mig’. Vi bliver enige om, at der vist nok hellere må gøres klar til epiduralblokade. Jeg tænker, at der sikkert kommer til at gå flere timer, før narkoselægen kommer, men der går vist ikke mere end 20 minutter, før han er til stede på stuen. Imens får jeg lattergas til at lindre. Men da jeg aldrig før har fået lattergas, tør jeg ikke helt give mig hen, da jeg er bange for at blive syg af det! Så i starten tager jeg nogle usædvanligt tøsede sug. Det ændrer sig dog ret hurtigt, da smerterne tager magten. Epiduralblokaden bliver lagt, og på trods af at jeg normalt ikke bryder mig særligt meget om nåle (LÆS: Jeg RÅhader dem), gør det slet ikke ondt. Min eneste tanke er, at lige om snart har jeg ikke ondt mere. 
Imens dette står på, er der vagtskifte. Jeg når faktisk at tænke, at det er synd for min JM, at hun ikke får fri til tiden, og det får jeg vist også sagt et par gange! Den nye JM er yngre – midt i 30’erne og ganske sikkert fra Kjøwenhavnstrup! Men med det samme mærker jeg, at vi bare svinger, og jeg er helt tryg ved hende. 
Der går ikke længe, før epiduralblokaden virker, og jeg er i den 7. himmel. Eneste hage er, at det vitterligt føles som om, at jeg ligger og skider! JM forsøger at overbevise mig om, at sådan skal det føles, men jeg er ikke overbevist og synes, at det er pinligt at være mig.
Kl. 8.30 får jeg tiltagende pressefornemmelse, og JM laver en undersøgelse, som viser, at jeg er 8 cm. åben, men at der er en tynd og blød hinde, som ikke er helt væk. Vi bruger tiden på at snakke om alt mellem himmel og jord. Vi når igennem både JM-uddannelsen, hvornår vi skal have flere børn (så er man godt nok smertelindret, når man kan tale om det under fødslen!), og vi når også lige forbi emnet ’dødfødsler’ – som det i øvrigt føles fuldstændigt normalt at tale om! 
Kl. 9.30 siger JM med et smil ’Hvis vi skal undgå, at du ligger her og føder igen om 9 måneder, må du vist hellere få lidt flere smerter’, og epiduralblokaden bliver slukket. Jeg føler mig bare så total overskudsagtig og er slet ikke bange for smerterne ved presseveerne (man kan i den grad sige, at Nemesis senere bed mig i røven!). Kl. 10.00 begynder presseveerne for alvor, og jeg synes, at det er SÅ fedt at presse med. Det føles rart at kunne gøre noget i stedet for bare at ligge og vride mig. Jeg forsøger i kort tid at stå op, men mine ben ekser under mig, så jeg kaster mig op på briksen igen. Veerne er på det her tidspunkt ret korte, og min JM introducerer mig for ideen om akupunktur. Først må jeg indrømme, at jeg får hvislet ’NEJ!’ ud mellem fortænderne, men kort efter har jeg af en eller anden grund ændret mening, så jeg får en nål i hver fod. Det har ikke rigtigt nogen effekt, andet end at jeg ligger og er stolt over, at jeg turde. Veerne fortsætter med at være latterligt korte, og kl. 10.35 får jeg vedrop. Jeg mindes ikke rigtigt, at droppet giver mig noget, men det kan jeg af journalen læse, at det gør i en periode. Kl. 10.47 bliver stemningen på stuen lidt trygget, da hjertelyden dykker og ikke vil rette sig. Jeg kan godt se på JM, at hun ikke er helt tilfreds med situationen, men hun udstråler i den grad, at hun har styr på tingene, så jeg end ikke overvejer at blive hysterisk. Dette er noget utraditionelt for mig, da jeg plejer at udnytte enhver situation til at brøle og være ude af den! Morten og JM lyder på dette tidspunkt som et bedre Roligan-hold, og der bliver til den store guldmedalje heppet og råbt. 
Kl. 11.10 siger JM, at hun gerne vil have en læge/forvagt til at kigge ’down there’, fordi Linselusen ikke rigtigt vil komme ordentligt ned i bækkenet. Hun står og gynger ved halebenet og kan ikke komme forbi. Hun nævner ordet ’sugekop’, og jeg tænker, at nu skal jeg godt nok presse det barn ud, for ikke tale om at jeg har tænkt mig at flække (jeg skulle blive klogere!!!). Hun forsøger at berolige mig med, at man ikke behøver at briste mere end normalt med en sugekop, men jeg ruller indvendigt med øjnene og tænker, at så har hun da aldrig læst om det på nettet!
Kl. 11.15 er forvagten stadig ikke dukket op, og bagvagten tilkaldes. Jeg fornemmer,at det nok skal gå hurtigt nu, men samtidigt er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg er i de bedste hænder.
Kl. 11.20 ankommer bagvagten, og han ser bare SÅ rar ud. Selvom han har ret travlt med at komme i gang, har han alligevel tid og overskud til at præsentere sig og i det hele taget være der for Morten og mig.
Der bliver hurtigt taget beslutning om, at der skal anvendes blød sugekop, og de går i gang med at installere den. Vedroppet sættes op til max., og det store heppekor går i gang, samtidigt med at Fru Brøleko (læs: undertegnede) med ekstrem kraft fylder Randers Sygehus med larm. Jeg undskylder til de fødende, som måtte have hørt dette og håber ikke, at jeg har skræmt nogen væk! Jeg er efterfølgende ret glad for, at jeg fødte en lørdag, hvor der ikke var rundvisning, for hvis jeg selv havde hørt en brøler som mig, var jeg nok løbet skrigende bort og havde fortrudt! Der sættes gang i sugekoppen, og naive mig havde slet ikke forstået, at man faktisk bruger mere end lægens kræfter til at trække. Det kommer lidt bag på mig, da de tænder for kompressoren (eller hvad det nu var!). I næste ve fødes hovedet, og jeg når i vepausen at kigge ned og se det her lille væsen ligge der med sit fine hår.
Kl. 11.33 fødes skønne Karoline på 51. cm. og 3.300 g. og med et hoved a la dem fra Cybercity-reklamen pga. sugekoppen. 
Selve det at føde hende kan jeg ikke huske. Jeg tror, at smerterne på det tidspunkt er så kraftige, at kroppen simpelthen slår fra, hvilket egentligt er ret smart. Så da jeg får hende op på maven, er jeg faktisk allerede ’på den anden side’ og er ikke skræmt. Jeg ligger med mit vidunder på maven og føler mig som verdens heldigste dame, samtidigt med at jeg igen og igen takker lægen for, at han reddede mit skønne barn. 
JM går i gang med at presse mig lidt på maven for at få moderkagen ud, og ’plask’, så er rummet og hende fyldt med blod, da moderkagen meget spontant vælger at ankomme. Hun viser og fortæller, og Morten, som ellers inden fødslen havde sagt, at han nok gerne ville være fri for at se den, følger interesseret med. Derefter skal hun tjekke mit underliv, og hun når vel knap nok at komme i gang, før jeg brøler, at hun godt kan fjerne sine poter og give mig noget bedøvelse! Og bedøvelse, det får jeg. Jeg har fornemmelsen af, at de stikker mig overalt, men hvor er det rart bagefter. Jeg spørger straks til min endetarm (!), og hun siger, at det ser ud til at være en normal bristning, og at endetarmen klarede det. Hun når dog knap at få det sidste ord ud på tungen, før hun siger ’Nja, vent nu lige lidt – vi må vist hellere kalde på lægen’, og så kan jeg godt regne ud, hvad der er sket. Ind kommer lægen og kan konstatere, at jeg er bristet 6 cm., at min endetarm er bristet, og at jeg er bristet 3 cm. op i tarmen. AV! Men jeg tænker ret ulogisk bare på, at så kommer jeg sikkert ikke på patienthotel, og at Morten så ikke kan sove sammen med os. Det er jeg RET træt af. Lægen går i gang med at sy, og en anden læge tilkaldes for at hjælpe til (så er det ikke så godt, kan man godt regne ud!). Han syr i ca. 30 minutter, og jeg bliver efterfølgende hjulpet i seng. Det er ikke særligt fantelastisk at gå, så jeg bliver lykkelig, da jeg bliver puttet i seng. Karoline bliver tjekket, og alt er heldigvis som det skal være. 





Helt ny




1 år 
2 år


3 år


Næsten 4 og "smart" med nytårshat

tirsdag den 3. januar 2012

Et ord for 2012

Jeg læste dette indlæg hos Marolle, og det ramte mig lige i hjertet. For mig skal 2012  være et år, hvor noget sker, og hvor jeg rykker mig.

Jeg har valgt ordet "kan"

Jeg kan!
Jeg kan sige fra, når nogen går mig for nær.
Jeg kan lære nye kreative egenskaber
Jeg kan lære at elske livet
Jeg kan være mig selv og finde det smil frem, som jeg havde, da dette billede blev taget.

Sært billede... Men altså, jeg var glad!


Jeg kan.......

Ordet og indlægget har sat sig særligt hos mig i aften, hvor jeg for første gang (i år.....) har følt, at nogen har overskredet mine grænser. Ofte har jeg bare ladet folk gøre det, vendt den anden kind til og gået hjem og hylet ved Morten. Men denne gang kan jeg faktisk mærke, at nu er det nok. Nu er det på tide, at jeg får sagt, hvordan JEG har det, og hvad JEG vil finde mig i. Det er på tide, at jeg viser mine grænser frem og viser, at nu er nok nok!

søndag den 1. januar 2012

Ro

Sikke en ro alting emmer af i dag. Vores nytårsaften var helt stille; hygge med Karoline i et par timer og så ellers frem med hækleriet og Dirch på skærmen. Fantastisk film og en dejlig aften.

Hækleriet er denne bluse, som jeg er ved at lave til Karoline. Opskriften lød på et forbrug på 150 g. garn, men som den kloge nok kan se, var det ikke helt nok.... Ihvertfald har jeg en nu halv bluse og ikke mere garn. Suk! Må have ringet til garndamen i morgen og få skaffet noget mere.

Og ja, blusen ser skæv ud - men heldigvis kun på dette billede.....
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...