Nostalgi

I morgen for 4 år siden fik jeg mit livs vildeste og smukkeste og mest fantastiske oplevelse:


*****

”Hov, hvad var det?” – en ve måske? Klokken er 23.30 fredag den 4. januar, og vi var gået i seng en halv time tidligere. Jeg slår det hen med, at det sikkert bare er en plukve, som driller, fordi jeg skal tisse. Så Flodhesten Anna savner endnu en gang en kran, men jeg får mig selv manøvret op af sengen og ud på toilettet. AH, det letter, og jeg hopper ind i seng igen. Men hov, få minutter senere kommer den samme følelse tilbage igen, og nu synes jeg faktisk, at det niver en lille smule i lænden. Men jeg tør ikke helt tro på, at det rent faktisk er nu. For sikke en skuffelse, hvis det hele bare går over igen. Problemet er bare, at de dersens smerter ligesom kommer med jævne mellemrum, så det er lidt svært at fornægte, at der er gang i noget. Jeg ligger og bander over, at jeg har fået lagt mobilen ovre på Mortens natbord, for jeg vil gerne tage tid på veerne, inden jeg vækker ham. Men over midnat får jeg alligevel hvislet ud mellem tænderne, imens en ve ruller ind over mig ”Stik mig min telefon”. Heldigvis er Morten så smadret efter en lang arbejdsuge, at han ikke rigtigt sanser, hvad jeg har gang i og bare sover videre. Så er det i gang med at tage tid. Men men men – længden og pausen imellem passer bare slet ikke med bøgerne. For de er alt for korte – 30/40 sekunder og med 4 minutter imellem. Hvad er det nu for noget svindel og humbug? Jeg tør ikke tro på, at det er ”noget”. 

Kl. 00.30 skal jeg igen igen på toilettet, og der smutter min slimprop, og for første gang i mange måneder må jeg finde et bind frem, fordi jeg samtidigt får tegnblødning. Nu tør jeg godt vække Morten og sige, at han nok skal indstille sig på, at 05.01.08 vil være en dato, som han aldrig vil glemme. Med lynets hast glemmer han alt om tømrertræthed, og hans øjne funkler på en måde, som kun en kommende fars øjne kan funkle. Vi bliver dog hurtigt enige om, at det nok er det klogeste, hvis Morten forsøger at få lidt mere søvn, og da han er en hurtig-sover, lykkes det ham på forbløffende vis meget hurtigt at falde i søvn. Jeg forsøger efterfølgende at blive venner med veerne, men det lykkes ligesom aldrig rigtigt;) I stedet vandrer jeg rundt i stuen, og indimellem er toilettet min bedste ven, for nøj hvor skal jeg hele tiden tisse! Af en eller anden mystifystisk grund beroliger det mig og mine veer at være på nettet.

Jeg sidder og rokker på stolen, og på et tidspunkt synes jeg faktisk, at det virker som om, at veerne er stilnet af. Skuffet lunter jeg i seng igen, men jeg når lige at lægge mig, før jeg ryger op igen, fordi veerne igen brager løs. Morten forsøger at berolige mig og overbevise mig om, at hvis nu jeg bliver liggende, bliver det nok bedre! Lad mig blot understrege, at det blev det ikke!! Jeg jamrer og smågræder lidt, for indrømmet – det er ret overvældende at vide, at om snart er man nogens mor. 

Morten foreslår, at jeg skal prøve at ringe til Fødegangen, hvilket jeg synes er jordens tåbeligste idé, eftersom veerne jo slet ikke er så slemme, som der står i bøgerne:D Der går dog ikke mere end 10 minutter, før jeg står med telefonen i hånden og skal til at ringe. Men så tør jeg alligevel ikke helt. For tænk, hvis de bare griner af mig og fortæller mig, at jeg bare har plukveer?  Jeg står længe og kigger på telefonen, men efter et par veer mere tager jeg mig sammen og ringer. Det er den JM-studerende, som var været med til nogle af mine konsultationer, som tager telefonen, og hun bliver hurtigt enig med en anden JM om, at jeg hellere må kigge forbi. Det er drøn surealistisk og skørt at gå og pakke de sidste ting. Morten er lettere forvirret, og da han ikke lige kan finde kameraet, spørger han, om det virkeligt er så vigtigt at få med!! Det mener jeg nok, at det er. Jeg bruger tiden til at hyle over, at hundene skal være alene – det er altså kun mig, som kan hyle over sådan noget, eftersom Hans & Birthe henter dem få timer senere! Afsted mod sygehuset det går og hvilken tur. Vi er begge ret overstadige og fnisende. Veerne kommer ofte, men varer ikke så længe, så jeg er overbevist om, at vi bliver sendt hjem igen.

Vi ankommer til Randers Sygehus kl. 03.30 og bliver modtaget af verdens roligste JM Hun er omkring de 60, har det smukkeste hvide hår og udstråler varme og autoritet. Hun kigger lidt på mig og siger ”De veer bider vist ikke helt nok” – ”HA”, tænker jeg, ”så får jeg alligevel ret og bliver sendt hjem”. Hun laver en undersøgelse og kan berette, at jeg er 2 cm. åben. Verdammt, runger det i mit hoved, så er der lang vej igen. Hun vil dog gerne lige køre en strimmel på mig, hvilket vi går i gang med. Da hun kommer tilbage efter ca. en halv time, forundres hun over, at der alligevel er så meget gang i veerne, og vi får lov til at blive! HURRA! Jeg får tilbudt klyx, som jeg takker ja til. Lige indtil jeg ser, hvor meget væske der ligesom skal op i mig. Men mystisfistisk nok mærker man det jo ikke, og efter 5 minutter er jeg klar til at indtage fødestuen. Et skønt syn må det have været at se mig vralte fra undersøgelsesrummet og til fødestuen med hvide stængler, sorte strømper og sorte sko – jeg takker Ham Deroppe for, at det er midt om natten, og at der ingen er på gangen. Vi bliver installeret på Fødestuen, og jeg går i gang med at bide lidt i en sækkestol, mens jeg overvejer, hvorfor det nu lige var, at det var en god idé at få et barn. På det tidspunkt kan jeg ikke helt komme i tanke om det! 

Kl. 05.15 synes jeg ikke længere, at det er særligt smertelindrende at tygge i sækkestolen, så jeg beder om at komme i karbad! Og hvilken lindring! Jeg er normalt ingen badesmølf, men det føles bare SÅ rigtigt at ligge der og skvulpe. Kl. 05.55 lyder der et ’blop’, og klart vand siver ud af mig. Det føles skørt og på samme tid mægtigt rart! Jeg får en fornemmelse af, at der er ved at ske noget og vil gerne op af badekaret, og JM har lidt den samme fornemmelse. Så kl. 06.45 laver hun en indvendig undersøgelse i vandet og vurderer, at jeg er mellem 7-8 cm. åben. ’Det er jo piece-of-cake’ det her’, tænker jeg, mens jeg vralter hen til fødebriksen. Den lettere naive opfattelse holder dog kort, da JM efter endnu en undersøgelse må konstatere, at jeg i den grad har taget r*ven på hende og hendes mange års erfaring, idet jeg kun er 4-5 cm. åben! Der braser alting for mig, og jeg må indrømme, at jeg tænkte, at hvis smerten ikke fluks forsvinder, gider jeg slet ikke mere, og de kan for min skyld godt bare skyde mig! JM fornemmer ret hurtigt, at jeg vist ikke har det alt for godt, og at der er behov for smertelindring – og det ret hurtigt! Hun fortæller mig om mulighederne, men jeg kan slet ikke overskue at tage en beslutning. Inden fødslen har Morten og jeg talt en del om smertelindring for, at han i en situation som denne kunne være mit talerør, og hvor er det bare skønt, at han tager ansvar og ’redder mig’. Vi bliver enige om, at der vist nok hellere må gøres klar til epiduralblokade. Jeg tænker, at der sikkert kommer til at gå flere timer, før narkoselægen kommer, men der går vist ikke mere end 20 minutter, før han er til stede på stuen. Imens får jeg lattergas til at lindre. Men da jeg aldrig før har fået lattergas, tør jeg ikke helt give mig hen, da jeg er bange for at blive syg af det! Så i starten tager jeg nogle usædvanligt tøsede sug. Det ændrer sig dog ret hurtigt, da smerterne tager magten. Epiduralblokaden bliver lagt, og på trods af at jeg normalt ikke bryder mig særligt meget om nåle (LÆS: Jeg RÅhader dem), gør det slet ikke ondt. Min eneste tanke er, at lige om snart har jeg ikke ondt mere. 

Imens dette står på, er der vagtskifte. Jeg når faktisk at tænke, at det er synd for min JM, at hun ikke får fri til tiden, og det får jeg vist også sagt et par gange! Den nye JM er yngre – midt i 30’erne og ganske sikkert fra Kjøwenhavnstrup! Men med det samme mærker jeg, at vi bare svinger, og jeg er helt tryg ved hende. 

Der går ikke længe, før epiduralblokaden virker, og jeg er i den 7. himmel. Eneste hage er, at det vitterligt føles som om, at jeg ligger og skider! JM forsøger at overbevise mig om, at sådan skal det føles, men jeg er ikke overbevist og synes, at det er pinligt at være mig.

Kl. 8.30 får jeg tiltagende pressefornemmelse, og JM laver en undersøgelse, som viser, at jeg er 8 cm. åben, men at der er en tynd og blød hinde, som ikke er helt væk. Vi bruger tiden på at snakke om alt mellem himmel og jord. Vi når igennem både JM-uddannelsen, hvornår vi skal have flere børn (så er man godt nok smertelindret, når man kan tale om det under fødslen!), og vi når også lige forbi emnet ’dødfødsler’ – som det i øvrigt føles fuldstændigt normalt at tale om! 

Kl. 9.30 siger JM med et smil ’Hvis vi skal undgå, at du ligger her og føder igen om 9 måneder, må du vist hellere få lidt flere smerter’, og epiduralblokaden bliver slukket. Jeg føler mig bare så total overskudsagtig og er slet ikke bange for smerterne ved presseveerne (man kan i den grad sige, at Nemesis senere bed mig i røven!). Kl. 10.00 begynder presseveerne for alvor, og jeg synes, at det er SÅ fedt at presse med. Det føles rart at kunne gøre noget i stedet for bare at ligge og vride mig. Jeg forsøger i kort tid at stå op, men mine ben ekser under mig, så jeg kaster mig op på briksen igen. Veerne er på det her tidspunkt ret korte, og min JM introducerer mig for ideen om akupunktur. Først må jeg indrømme, at jeg får hvislet ’NEJ!’ ud mellem fortænderne, men kort efter har jeg af en eller anden grund ændret mening, så jeg får en nål i hver fod. Det har ikke rigtigt nogen effekt, andet end at jeg ligger og er stolt over, at jeg turde. Veerne fortsætter med at være latterligt korte, og kl. 10.35 får jeg vedrop. Jeg mindes ikke rigtigt, at droppet giver mig noget, men det kan jeg af journalen læse, at det gør i en periode. Kl. 10.47 bliver stemningen på stuen lidt trygget, da hjertelyden dykker og ikke vil rette sig. Jeg kan godt se på JM, at hun ikke er helt tilfreds med situationen, men hun udstråler i den grad, at hun har styr på tingene, så jeg end ikke overvejer at blive hysterisk. Dette er noget utraditionelt for mig, da jeg plejer at udnytte enhver situation til at brøle og være ude af den! Morten og JM lyder på dette tidspunkt som et bedre Roligan-hold, og der bliver til den store guldmedalje heppet og råbt. 

Kl. 11.10 siger JM, at hun gerne vil have en læge/forvagt til at kigge ’down there’, fordi Linselusen ikke rigtigt vil komme ordentligt ned i bækkenet. Hun står og gynger ved halebenet og kan ikke komme forbi. Hun nævner ordet ’sugekop’, og jeg tænker, at nu skal jeg godt nok presse det barn ud, for ikke tale om at jeg har tænkt mig at flække (jeg skulle blive klogere!!!). Hun forsøger at berolige mig med, at man ikke behøver at briste mere end normalt med en sugekop, men jeg ruller indvendigt med øjnene og tænker, at så har hun da aldrig læst om det på nettet!

Kl. 11.15 er forvagten stadig ikke dukket op, og bagvagten tilkaldes. Jeg fornemmer,at det nok skal gå hurtigt nu, men samtidigt er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg er i de bedste hænder.

Kl. 11.20 ankommer bagvagten, og han ser bare SÅ rar ud. Selvom han har ret travlt med at komme i gang, har han alligevel tid og overskud til at præsentere sig og i det hele taget være der for Morten og mig.

Der bliver hurtigt taget beslutning om, at der skal anvendes blød sugekop, og de går i gang med at installere den. Vedroppet sættes op til max., og det store heppekor går i gang, samtidigt med at Fru Brøleko (læs: undertegnede) med ekstrem kraft fylder Randers Sygehus med larm. Jeg undskylder til de fødende, som måtte have hørt dette og håber ikke, at jeg har skræmt nogen væk! Jeg er efterfølgende ret glad for, at jeg fødte en lørdag, hvor der ikke var rundvisning, for hvis jeg selv havde hørt en brøler som mig, var jeg nok løbet skrigende bort og havde fortrudt! Der sættes gang i sugekoppen, og naive mig havde slet ikke forstået, at man faktisk bruger mere end lægens kræfter til at trække. Det kommer lidt bag på mig, da de tænder for kompressoren (eller hvad det nu var!). I næste ve fødes hovedet, og jeg når i vepausen at kigge ned og se det her lille væsen ligge der med sit fine hår.

Kl. 11.33 fødes skønne Karoline på 51. cm. og 3.300 g. og med et hoved a la dem fra Cybercity-reklamen pga. sugekoppen. 

Selve det at føde hende kan jeg ikke huske. Jeg tror, at smerterne på det tidspunkt er så kraftige, at kroppen simpelthen slår fra, hvilket egentligt er ret smart. Så da jeg får hende op på maven, er jeg faktisk allerede ’på den anden side’ og er ikke skræmt. Jeg ligger med mit vidunder på maven og føler mig som verdens heldigste dame, samtidigt med at jeg igen og igen takker lægen for, at han reddede mit skønne barn. 

JM går i gang med at presse mig lidt på maven for at få moderkagen ud, og ’plask’, så er rummet og hende fyldt med blod, da moderkagen meget spontant vælger at ankomme. Hun viser og fortæller, og Morten, som ellers inden fødslen havde sagt, at han nok gerne ville være fri for at se den, følger interesseret med. Derefter skal hun tjekke mit underliv, og hun når vel knap nok at komme i gang, før jeg brøler, at hun godt kan fjerne sine poter og give mig noget bedøvelse! Og bedøvelse, det får jeg. Jeg har fornemmelsen af, at de stikker mig overalt, men hvor er det rart bagefter. Jeg spørger straks til min endetarm (!), og hun siger, at det ser ud til at være en normal bristning, og at endetarmen klarede det. Hun når dog knap at få det sidste ord ud på tungen, før hun siger ’Nja, vent nu lige lidt – vi må vist hellere kalde på lægen’, og så kan jeg godt regne ud, hvad der er sket. Ind kommer lægen og kan konstatere, at jeg er bristet 6 cm., at min endetarm er bristet, og at jeg er bristet 3 cm. op i tarmen. AV! Men jeg tænker ret ulogisk bare på, at så kommer jeg sikkert ikke på patienthotel, og at Morten så ikke kan sove sammen med os. Det er jeg RET træt af. Lægen går i gang med at sy, og en anden læge tilkaldes for at hjælpe til (så er det ikke så godt, kan man godt regne ud!). Han syr i ca. 30 minutter, og jeg bliver efterfølgende hjulpet i seng. Det er ikke særligt fantelastisk at gå, så jeg bliver lykkelig, da jeg bliver puttet i seng. Karoline bliver tjekket, og alt er heldigvis som det skal være. 

Helt ny

1 år 

2 år

3 år

Næsten 4 og "smart" med nytårshat