Symbolsk

I lørdags var en ganske særlig dag.

En dag, hvor vi fik overskuddet tilbage. Jeg ved godt, at jeg har skrevet om det før, men de sidste 3 år har været de hårdeste i mit liv. Først en graviditet, som tvang mig til en tilværelse med hovedet i en spand i 9 måneder. Så kom et år, hvor jeg forsøgte at vænne mig til at være mor til 2, hvilket for mig på ingen måde var let. Og det sidste år, hvor jeg er startet op på arbejde igen, har jeg konstant fulgt mig bagefter. HELE tiden! Altid var der noget, som jeg ikke nåede, og som jeg gerne ville, og hele tiden har jeg følt, at livet løb lidt stærkere end mig, og at det ikke altid var mig, som tog valgene. Men det var som om, at det hele vendte i lørdags. I 3 år har jeg sukket efter at få planter på trappen ved fordøren. Men hvert forår er kommet - og gået - uden planter! Men nu står de der, de fine stedmoderblomster. Og hver gang jeg går op ad trappen, minder de mig om, at nu har jeg taget valget og magten igen.
En anden ting, som vi også har udskudt i umindelige tider - er en plante til Luna Marie. Da vi fik Karoline, plantede vi et japansk kirsebærtræ i haven til minde om hende. Da Luna Marie kom til verden, var tankerne de samme. Men som med planten på trappen gik tiden, og jeg har haft kronisk dårlig samvittighed over det. Men i lørdags fik vi taget os sammen, og nu står et lille magnolietræ i haven og venter på at komme til at blomstre - så jeg kan få vist billeder af det!
Weekenden har været ualmindelig skøn. Med masser af udetid og tid med familien. Nu kalder hverdagen og opgaven igen, og jeg tæller dage til den 14. maj, hvor opgaven skal afleveres. Jeg glæder mig til at kunne hækle uden dårlig samvittighed og til at være i haven uden at tænke på analyse og fodnoter. Hvad glæder du dig til?