onsdag den 13. juli 2011

3 ting i mit hjem, jeg holder særligt af....

..... Jeg lovede jer i min to-do, at jeg i denne uge ville lave nogle indlæg, som ville give jer mulighed for at lære mig lidt bedre at kende.
Hermed en af slagsen! Herunder kommer 3 ting fra mit hjem, som jeg holder særligt af. Hop gerne med på legen og vis 3 ting fra dit hjem, som du har et særligt forhold til. Skriv en kommentar og kom med et link.


#1: Den gamle lænestol
Stolen er en af de ting, som Morten har bragt ind i vores hjem. Da vi for snart 9 år siden flyttede sammen, fik vi lov til at gå på 'rov' i familiens gamle "sommergård". Her stod lænestolen i en stuen med en fabelagtig udsigt over søen. Stolen stammer fra en gård, som i den grad emmede af ro, uendelig god tid og nærvær. Så nu, hvor den står i min stue, giver den mit liv de selvsamme tre ting. Den minder mig om, at livet skal leves, at man godt må sidde ned og slappe af, og at det er vigtigt at være bevidst om, hvad man vil. Det ses tydeligt, at stolen har været brugt i mange mange år, for desværre er læderet nu så slidt, at det er gået i stykker flere steder. Vi har talt om at få den ombetrukket, men så er det jo ikke 'stolen' mere.

#2: Hay stolen
Siste år på vores bryllupsdag tog Morten røven fusen på mig. Vi fejrer normalt ikke bryllupsdage - andet end et ekstra kys og måske et glas rødvin. Men sidste år var han særlig hemmelighedsfuld, hvilket jeg dog troede var med henblik på min fødselsdag. I stedet var jeg ved at tabe både næse og mund, da Hay stolen pludselig stod i min stue. Morten HADER den stol. Han synes virkeligt, at den er grim og ubrugelig. Men jeg elsker designet. Og når man så faktisk også sidder godt i den - måtte man jo næsten eje den.

#3: Karolines julegave
Karoline startede i børnehave i november sidste år, og en måned senere begyndte hemmelighedskræmmeriet dernede. Vi var begge godt spændte på, hvad de mon havde fundet på. Og jeg må indrømme, at mit hjerte næsten slog et ekstra slag, da jeg så dette billede! Man skal nok være mor for at kunne se det. Men jeg blev simpelthen SÅ stolt over, at min lille pige, som blot få måneder før kun slog tilfældige streger på et stykke papir, nu havde rykket sig så meget. Så stolt, at billedet nu hænger og pryder i stuen, og hver gang jeg kigger på det, tænker jeg på, hvor hurtigt tiden går, og hvor meget jeg skal huske at nyde hvert øjeblik med hende.

1 kommentar:

Tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig så absolut glad indeni :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...