søndag den 7. august 2011

Tilbagekig

I morgen er en stor dag. I morgen runder jeg. I morgen bliver jeg voksen.






Næsten da! Ihvertfald bliver jeg 30 i morgen, og jeg kan godt mærke, at det sætter nogle tanker i gang. Ikke som for mange andre, der er lidt ubekvemme ved at ramme det store 3 tal. Nej, jeg er godt tilfreds med, hvor jeg er i livet nu. Men det sidste årti har budt på så mange store oplevelser, at jeg er spændt og nysgerrig på, hvad det næste bringer.
Da jeg var 20, mødte jeg Morten. Faktisk mødte jeg ham nogle år tidligere, men det var som 20 årig, at vi blev kærester.
Da jeg var 22, blev jeg uddannet.
Da jeg var 23, startede jeg på en uddannelse, som jeg troede var drømmen, men allerede efter et år fandt jeg ud af, at det slet ikke var mig.
Da jeg var 24, blev vi gift. En skøn fantastisk dag lige efter vores måde at være på. Vi blev gift unge - den kommentar har jeg hørt tit. Men som sangen fortæller: Og kærligheden er og blir - og hvad end hele verden si'r - så har den vore hjerter".

Da jeg var 24, købte vi hus. Kort tid forinden havde vi lejet et hus på landet, fordi NOGEN (læs: mig) havde påstået, at jeg bestemt ikke var klar til at købe noget som helst. Men bare en måned efter at vi var flyttet ind, måtte jeg krybe til korset og indrømme, at nu ville jeg sådan set gerne have mit eget. Og på vores 1 års bryllupsdag overtog vi huset på Bakken.
Da jeg var 25, blev jeg gravid med Karoline. Et ønskebarn! 1 år præcis tog det, før jeg stod med de famøse to streger og hoppede og dansede i sengen, mens Morten stirrede vantro på mig.
Da jeg var 26, fødte jeg jordens sødeste barn! Søde søde Karoline! Med det samme hun kiggede op på mig med sine store øjne, blev jeg MOR!

Da jeg var 28, blev jeg gravid igen! Skønt! Men også med en følelse af ambivalens. Kan vi nu klare det? Er det synd for Karoline? Graviditeten blev hård. Først en massiv omgang kvalme, og til sidst var mit bækken mere end klar til at føde. De sidste uger lå jeg mest på sofaen og havde ondt, hvilket ikke altid var lige let med en 3 årig.

Da jeg var 29, fik jeg familien fuldendt, da vi blev forældre til Luna Marie. Søde skønne lillesøster, som bare med det samme passede ind i vores familie, og det virkede som om, at hun bare hørte til der.


Sikke travlt jeg har haft de sidste 10 år! Det er mærkeligt at se det på skrift - tænk at der er sket SÅ meget! Nu funderer jeg så over, hvad de næste år vil bringe. Jeg tvivler på, at de vil bringe hverken bryllup, børn eller ny bolig. Men hvad kan det så være?
Mine ønsker for det kommende årti er, at jeg bliver ved med at udfordre mig selv; såvel jobmæssigt som privat. Jeg håber, at jeg om 10 år står et sted i livet, hvor jeg måske karriemæssigt set har rykket mig, og hvor jeg stadig bruger mig selv også privat. Og så håber jeg, at jeg sammen med min familie kommer ud og oplever en masse.
Og NU har jeg slet slet slet ikke tid til at være her - der er nok at gøre, når man snart får fødselsdagsgæster....

2 kommentarer:

  1. STORT tillykke med fødseldagen i dag! Håber du får en FANTELASTISK dag, fyldt med skønne oplevelser sammen med dem du holder allermest af. Kærlig hilsen mig

    SvarSlet
  2. Stort tillykke med fødselsdagen, sikke meget der er sket på 10 år, bliver helt forpustet. Håber de næste 10 og næste og næste og og og.... bliver lige så spændende, gode og oplevelse rige.

    SvarSlet

Tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig så absolut glad indeni :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...