Jeg tog en beslutning

en svær en af slagsen!
Efter min barsel har jeg fået et tilbud om at starte i en ny stilling på min arbejdsplads. En meget udviklende stilling med øget ansvar og større arbejdsområde. Og jeg sagde ja. Men da jeg kørte hjem fra arbejde sidste tirsdag, kunne jeg mærke, at det var helt forkert. Og det kunne jeg også onsdag eftermidag. Fredag lagde jeg kortene på bordet og takkede nej. Eller det er lidt forkert, jeg hylede nej! Jeg var så ked af at skuffe min ledelse, min tætteste kollega og mig selv.
Men det var det rigtige at gøre. Jeg er bange for, at jobbet kunne have kostet mig alt det, som jeg har brugt de sidste måneder på at oparbejde igen efter fødslen. Og lige med ét var det bare klart for mig, at det ikke er det værd. At jeg har 3 derhjemme, som regner med mig. Som tror på mig, og som har brug for mig.
Heldigvis var ledelsen og kollegaen mere end forstående. De har givet mig en enorm opbakning og tiltro, og jeg er dem dybt taknemmelig. Jeg er stadig lidt vred på mig selv over, at jeg ikke så det komme. At jeg ikke fik mærket ordentligt efter, før jeg sagde ja. Men samtidig klapper jeg mig selv på skulderen over, at jeg fik sagt fra. Og er det en 'armene over hovedet'-fornemmelse at være glad for at tage på arbejde.