Dagen blir ikke altid, som man troede

Scenen var sat: Weekend forude, en aften forude med en sovende mand, som havde været på messe, 1 stk. symaskine og masser af fint stof, smukt forårsvejr, 2 søde piger og 1 glad mor, som nød eftermiddagen i haven. Karoline legede med sand og blomster, og jeg gik rundt og nød den lune vind med en grinende Lune Marie på skuldrene.

Pludselig faldt jeg. Over hvad? Jeg aner det ikke, men måske mig selv, en sten ellert hul i græsset?Det gik så uendeligt stærkt og alligevel i slow-motion, så jeg når at få mig drejet i et forsøg på at få Luna Marie væk fra fliserne. Det lykkedes desværre ikke helt, og hun rammer med hovedet ned i dem. Hun stikker i et vræl, og jeg tænker bare "det sker ikke, det sker ikke". Men jo, det gjorde det. Hun har hul i hovedet, og jeg tænker tusind tanker. Får kontaktet skadestuen, som sender os afsted mod dem. 3 timer senere er vi på vej hjem igen - nu beriget med 2 balloner, en mor, som har grædt og grædt og en lille pige med 4 sting og med en oplevelse, som vi alle egentligt gerne ville have været foruden.

Siden har jeg været plaget af dårlig samvittighed. Jeg ved jo godt, at jeg ikke gjorde det med vilje, og det var et hændeligt uheld. Men vi kommer ikke udenom, at det jo var min skyld, lige meget hvor meget vi vender og drejer det.

Luna Marie er på toppen igen - griner og snakker og skælder ud, som hun plejer. Hun virker som om, at hun helt har glemt det, og at hun ikke har ondt. Det har jeg derimod. I aftes kørte min krop uden tvivl på adrenalinen, men i dag er mine knæ dobbelt størrelse, og jeg har ondt i arm, ryg og knæ.

Men vi priser os alle lykkelige for, at det ikke gik værre, og at det kunne klares med blot 4 sting. Jeg tror, at der var en, som holdt hånden over os i går.