søndag den 19. maj 2013

Noget om pinse




Jeg elsker forårets små ekstralange weekender. Det giver lige lidt ekstra energi til hverdagen, og så giver det ikke mindst mulighed for at få ordnet nogle af de mange ting, som godt kan komme til at halte lidt i hverdagen. Vi har brugt lørdagen i haven, mens pigerne har været på pinseferie med farmor og farfar. Haven har de seneste år været nedprioriteret en del, og fx lå der i et hjørne brænde fra et nedsavet træ, som havde ligget der i 2 vintre! Nu kom det væk, og Hr. og Fru Frø må finde et nyt hjem fik jeg sagt, at jeg sådan set ikke er ret vild med frøer? Der blev også tid til at nyde alle de smukke træer, som lige er i fuldt flor. Både vores æbletræ, kirsebærtræ og det japanske kirsebærtræ står nu aller smukkest. Men desværre har mælkebøtterne i år særligt fundet plads til vores have. Og selvom de jo sådan set er ret smukke, har en del af dem måttet lade livet i denne weekend. 


Aftensmaden blev spist på udsigtpladsen lige over for vores hus. Der går heste og køer lige ved siden af, så hegnet gør pladsen mindre børnevenlig - ihverfald hvis man også selv vil slappe lidt af. Men når nu ungerne var sendt på ferie, var det oplagt at gå derover. Der er en fantastisk udsigt og masser af ro.


Men al tiden er ikke gået i haven. Der er også blevet tid til at sy en nederdel og hækle en pude - begge dele lavet af kun ting, som jeg havde i forvejen. Det er en ret god fornemmelse at få brugt sine rester. Så det må bestemt betyde, at jeg må ud og købe mere garn og mere stof, så jeg kan få flere rester!



Dagen i dag skal igen tilbringes i sommerland. Pigerne skal hentes, og jeg glæder mig! Hvad har du brugt din pinse på?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig så absolut glad indeni :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...