Vi snyder foran

Og er så småt gået i gang med juleriet herhjemme. I dag sprang hyacinterne ud, og stjernen måtte op i vinduet og give lys til de mørke eftermiddage og aftener.

Jeg tænker meget over det at nyde. At huske at nyde de små ting. Pigerne strålede, da de så og duftede til hyacinterne. Og da de så stjernen, funklede øjnene og de brølede "Er det så virkeligt snart jul".

Da Knæk Cancer kampagnen ramte Danmark, blev jeg i den grad ramt over dokumentaren om Ella. En skøn 4-årig, som har været alt for meget igennem i sit korte liv. Jeg hulkede mig igennem udsendelsen og hulkede endnu mere, da jeg opdagede, at Ellas mor har en blog. Men efter at have læste med i nogle uger er den også livsbekræftende og hjertevarm, samtidigt med at jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke har Ellas mors liv. For det burde være forbudt. At børn bliver syge. Det burde simpelthen ikke kunne ske, og jeg får altid lyst til at holde mig for ørene, når jeg hører om syge børn. Men sådan er virkeligheden jo ikke, og at blive mindet om det gør, at jeg endnu en gang kommer i tanke om at nyde nuet.

På samme måde, som da jeg den anden dag fandt ud af, at en blogger er syg. Jeg fik en mavepuster af den anden ende, og jeg blev gal og havde lyst til at stampe i jorden. Det var jo ikke det, som var meningen. At nogle skal kæmpe så meget. At livet skal være så svært for nogle. Jeg sender en kæmpe tanke til ham deroppe og takker for, at vi indtil nu har været skånet. Og så kysser jeg børnene en ekstra gang og husker på, hvor heldige vi er.