Noget om ikke at mestre alting

I går var en god dag. Pigerne have en af de dage, hvor de helst bare ville lege selv, hvilket betød usædvanlig meget "mig-tid" på sådan en helt almindelig eftermiddag. Det er vi overhovedet ikke vant til, for eftermiddagene plejer at være ensbetydende med ulvetime, lettere kaos og en lidt forsvedt mor, som drøner rundt.

MEN ikke i går, så jeg tænkte, at jeg da lige ville udnytte tiden og bare lige sy et par ballonbukser til Luna Marie. For hvor svært kunne det mon være? Ikke særligt svært, troede jeg, og jeg nåede da også at tænke, at måske ville det endeligt lykkedes mig at sy noget, hvor jeg ikke skulle sprætte op. Den tanke kom jeg dog hurtigt fra igen, da det åbenbart ikke er særligt logisk for mig at sy ballonbukser! Ihvertfald ligger stoffet nu krøllet sammen i et hjørne, og symaskinen blev pakket sammen i lettere hysteri! Jeg har grublet over det hele aftenen, natten og morgenen, og jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan jeg kunne sy så meget forkert, og jeg forstår overhovedet ikke, hvordan jeg, hvis jeg vel og mærke fik syet stoffet rigtigt sammen, kan få foeret ind i bukserne.

Heldigvis er der da lidt, som lykkes. I mandags havde jeg besøg af en veninde, som jeg har lavet en syklub sammen med. Denne gang ville vi begge gerne have udryddet lidt af stoflagret, så vi syede begge en stofslange. Heldigvis et ganske harmløst projekt, som lykkedes *armene over hovedet* Og slangen har skabt stor glæde hos begge piger, så nu må der vist syes endnu en.

Men hvordan er I blevet bedre til at sy? Jeg HADER at sprætte op og mister hurtigt gejsten, når det mislykkedes.....