Lige om lidt

Lige om lidt skal min baby starte i dagpleje...... Så lige om lidt burde jeg have et barnevognstæppe færdigt. Der går nok lige lidt, før hun får det med, så vi satser på, at efteråret bliver mildt og vinteren lige så.
Men jeg er kommet i gang og er nu i gang med 4. stribe. Tæppet hækles af Kauni garn, og det er mit første forsøg med dette. Det går egentligt noget stærkere, end jeg først havde forventet, da jeg gik i gang med tæppet. Men derfor skal der alligevel hækles mange omgange, og med en morsyg baby og en 3-årig, som har holdt fri i den her uge, så er det begrænset, hvor meget det bliver til.

Men lidt andet - udover hækling og børnepasning - bliver det dog til. Jeg fik kapret en pose æbler, mens jeg var i Thy. Så første portion æblemos er nu kogt og puttet i fryseren, så vi kan servere en skøn omgang gammeldags æblekage til vinter - slupr! Og så brugte Karoline og jeg eftermiddagen på at bage morgenboller (hvorfor de hedder det, er mig lidt ubegribeligt, men de er super lette, og det tæller meget i min verden!) - Jeg er dog lidt spændt på, hvor lang tid vi har boller, for det ser umiddelbart ud som om, at de er populære?!?!

Jeg ved ikke, hvor jeg har opskriften fra, men den er så fantastisk let, at jeg MÅ dele den med jer:

Morgenmadsboller

6 dl. lunken vand
50 g. gær
1 spsk. salt
1. spsk sukker
3 spsk. olie
250 g. groft mel
750 g. hvedemel

Gæret røres ud i det lunkne vand, og salt, sukker og olie tilsættes. Efterfølgende tilsættes først det grove mel og dernæst hvedemelet, og dejen æltes sammen.
Dejen sættes til hævning i 1 time, hvorefter man former bollerne (ca. 20 stk.), som efterhæver i 30 minutter. Bollerne pensles med vand, inden de bages i 20 minutter ved 225 g.
Nemt og lækkert!

Min allerførste Helge

Jeg er flere gang stødt på Helge her i blogland, og efter et par tilløb gik jeg i gang. Jeg troede, at det ville tage super lang tid for mig at hækle ham. Men det viste sig, at bare 14 dage, og så var han færdig. Han har været skøn at lave, og nu har jeg meldt mig til en Helge Hækl-a-long. Skal DU være med?

Av, øv og en anelse træls!

Jeg er i live! Jeg er bare lidt gnaven i disse dage.
Mandag fik vi bulet bilen. Jeg var ude og handle med tøserne, og en ældre mand overså (hvilket man må sige er lidt af en bedrift, eftersom vi kører i en kæmpe skude af en Mondeo stationcar!) vores bil og bakkede lige ind i den. Kofangeren er kaput, og selvom det jo bare er døde ting, er det træls! Men jeg er SÅ taknemmelig for, at det bare var bilen. Kort forinden gik jeg jo rundt med mine 2 børn, og tænk, hvis det var dem, som var blevet ramt. Tanken kan jeg slet ikke klare.

Ydermere er jeg blevet den heldige vinder af ondt i ryggen. I går aftes gik jeg som om, at jeg havde noget meget meget tungt på ryggen. Sådan føles det egentligt også. Det er bare ikke så praktisk at have ondt i ryggen, når man samtidig har en 10 kg. baby at slæbe rundt på. Og det kan da også godt være, at selvsamme 10 kg.'s baby er skyld i rygsmerterne. Men jeg råber hurra for smertestillende og glæder mig til, at Morten kommer hjem!

Sensommersolskin - helt ned i maven!

SIKKE et skønt vejr, vi havde i formiddags. Vi greb muligheden og traskede ud i det blå, Luna Marie, Fimpe og jeg. Og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvem der nød det mest. Luna Marie kiggede forundret fra side til side, mens hun hoppede lidt af fryd. Fimpe derimod hoppede en del af fryd og løb udover de nu næsten bare marker. Og jeg? Jeg tog mig selv i at gå og synge og nyde sensommersolen helt og aldeles.

Og da vi kom hjem, måtte vi lige lure på græskarret, som gemmer sig under/imellem/bagved/foran en frygtelig masse ukrudt, som har sneget sig ind i køkkenhaven. WAUW, hvor bliver det stort! Det kan godt være, at jeg ikke er særlig god til det der med køkkenhave - men et græskar - dét kan jeg lave!

Rigtig god weekend til jer alle!

Det gode i livet

Det gode i livet vil jeg finde frem nu. De ting, som gør mig godt og som har betydning. Det betyder også, at andre ting må lade livet, og det skal jeg til at gøre op med.

En af de ting, som gør mig godt, er min familie. Min fantastiske mand og mine 2 underskønne børn (ja ja, nu ignorerer jeg det faktum, at Mindstlingen har været vågen et hav af gange i nat, og at den tre årige pt. kan drive mig til vanvid på 2 minutter, og at manden min har lavet aftaler 3 aftener i denne uge!) giver mig livsglæde og livsmod og får mig til at smile. Og det vil jeg have meget mere af.

Det er ikke det værste, når mor vinder en give-away!

Jeg er begyndt næsten at holde af at løbe. Jeg er jo kommet med i et løbeprojekt fra Dano-run, og det er fedt at være med. Men bare det at skulle finde 3 gange om ugen, hvor jeg kan tage løbeskoene på og komme afsted er svært. For der er altid et barn, et gøremål, et et-eller-andet, som presser sig på og tager tiden. Det virker fuldkommen tåbeligt, at det ikke kan lykkes. Og nu skal det være. Jeg vil ikke nøjes med en enkelt løbetur om ugen. Jeg vil afsted og få nogle flere kilometer i benene.

Nogle læsere af denne blog har muligvis oplevet, at jeg er virkelig glad for at hækle. Det er kommet lidt bag på mig, hvor bidt jeg er blevet af det, og hvor mange abstinenser jeg kan få, hvis jeg ikke har gang i noget. Og det SKAL der være tid til. Lige nu er der masser af det, fordi jeg er på barsel. Men når jobbet kalder, håber jeg, at jeg får prioriteret, at jeg skal have tid og lov til at nørkle. Ihvertfald har jeg denne blog til at huske mig på det.

Men det betyder jo også, at andre ting må skæres fra. Ting, som jeg er gået ind til med tanken om at ændre noget. Jeg må sande, at Rom ikke blev bygget på én dag, og at det måske ikke er min tid nu. At det er okay at erkende, at lige nu har jeg rigeligt at gøre med at passe på min familie, og at det som gjorde mit liv spændende og indholdsrigt før, ikke er det, som gør det nu. Men det er lidt et wake-up-call for mig, kan jeg mærke. Den her fødselsdepression, som jeg til dels stadig kæmper med, har gjort mig enormt klogere på mig selv. På hvad jeg vil og ikke vil. Og den puffer til mig en gang i mellem, hvis jeg går i en retning, som jeg inderst inde godt ved, ikke er god for mig. Men derfor er det stadig svært, når man skal sige fra. Eller det er det ihvertfald for mig. Jeg kan godt mærke, at jeg har en lille knude i maven, som nok først løsner sig, når jeg får sagt de magiske ord "jeg vil ikke mere......"