Det gode i livet

Det gode i livet vil jeg finde frem nu. De ting, som gør mig godt og som har betydning. Det betyder også, at andre ting må lade livet, og det skal jeg til at gøre op med.

En af de ting, som gør mig godt, er min familie. Min fantastiske mand og mine 2 underskønne børn (ja ja, nu ignorerer jeg det faktum, at Mindstlingen har været vågen et hav af gange i nat, og at den tre årige pt. kan drive mig til vanvid på 2 minutter, og at manden min har lavet aftaler 3 aftener i denne uge!) giver mig livsglæde og livsmod og får mig til at smile. Og det vil jeg have meget mere af.

Det er ikke det værste, når mor vinder en give-away!

Jeg er begyndt næsten at holde af at løbe. Jeg er jo kommet med i et løbeprojekt fra Dano-run, og det er fedt at være med. Men bare det at skulle finde 3 gange om ugen, hvor jeg kan tage løbeskoene på og komme afsted er svært. For der er altid et barn, et gøremål, et et-eller-andet, som presser sig på og tager tiden. Det virker fuldkommen tåbeligt, at det ikke kan lykkes. Og nu skal det være. Jeg vil ikke nøjes med en enkelt løbetur om ugen. Jeg vil afsted og få nogle flere kilometer i benene.

Nogle læsere af denne blog har muligvis oplevet, at jeg er virkelig glad for at hækle. Det er kommet lidt bag på mig, hvor bidt jeg er blevet af det, og hvor mange abstinenser jeg kan få, hvis jeg ikke har gang i noget. Og det SKAL der være tid til. Lige nu er der masser af det, fordi jeg er på barsel. Men når jobbet kalder, håber jeg, at jeg får prioriteret, at jeg skal have tid og lov til at nørkle. Ihvertfald har jeg denne blog til at huske mig på det.

Men det betyder jo også, at andre ting må skæres fra. Ting, som jeg er gået ind til med tanken om at ændre noget. Jeg må sande, at Rom ikke blev bygget på én dag, og at det måske ikke er min tid nu. At det er okay at erkende, at lige nu har jeg rigeligt at gøre med at passe på min familie, og at det som gjorde mit liv spændende og indholdsrigt før, ikke er det, som gør det nu. Men det er lidt et wake-up-call for mig, kan jeg mærke. Den her fødselsdepression, som jeg til dels stadig kæmper med, har gjort mig enormt klogere på mig selv. På hvad jeg vil og ikke vil. Og den puffer til mig en gang i mellem, hvis jeg går i en retning, som jeg inderst inde godt ved, ikke er god for mig. Men derfor er det stadig svært, når man skal sige fra. Eller det er det ihvertfald for mig. Jeg kan godt mærke, at jeg har en lille knude i maven, som nok først løsner sig, når jeg får sagt de magiske ord "jeg vil ikke mere......"