Viser opslag med etiketten 12monthsofknitting. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 12monthsofknitting. Vis alle opslag

torsdag den 23. januar 2014

Næsten klar




Jeg er næsten klar til at vise januar-projektet frem i udfordringen 12 months of knitting. Næsten altså. Jeg afsluttede sweateren i sidste uge, men en prøvning viste, at der var noget galt. Halsen sad mærkværdigt på trods af at jeg på ingen måde havde lavet ændringer. Jeg må indrømme, at jeg stampede lidt i gulvet og havde lyst til at smide projektet hen i et hjørne. Men her hjalp det faktisk, at jeg har givet mig selv udfordringen, så færdig skulle sweateren være. Heldigvis kunne min mor komme mig til hjælp, og i lørdags blev sidste pind strikket færdig. Nu mangler jeg så bare at få fæstnet ender, hvilket bestemt heller ikke er min yndlingsopgave. Men jeg har lovet mig selv, at den er klar til fremvisning i weekenden.


Ellers går det i susende fart herhjemme. Luna Marie er startet i børnehave, og det mærkes. Hun trives rigtigt godt dernede, men middagslurene skippes nogle dage, og så er eftermiddagene lange med en træt pige, som bare har brug for sine forældre. Men heldigvis har vi jo prøvet det samme med Karoline, og jeg kan mærke, at det hjælper mig at vide, at det er en periode, og at vi nok skal få vores friske pige tilbage igen. I går eftermiddag var dog en af de dage, hvor vi bare hyggede. Karoline havde besøg af en veninde, og Luna Marie elsker at have store piger i huset. Og billedet viser vist meget godt, hvor meget hun nød det:-)

mandag den 13. januar 2014

12 months of knitting

Da Cecilie præsenterede strikkekalenderen for 2014, var jeg meget sikker på, at det skulle jeg ihvertfald ikke være en del af!

Men som alle ved, har man et standpunkt, til man ta'r et nyt. Og efter at have fulgt en masse strikkedamer på instagram, som er med i legen, må jeg erkende, at jeg vist også bliver nødt til at prøve legen af.

Som Cecilie har jeg også kun lagt mig fast på de første tre strikkeudfordringer. I januar vil jeg gerne strikke denne sweater til mig selv - dog kun med en stjernerække øverst. Det går hurtigt fremad, og jeg tror, at jeg kan få den afsluttet i denne uge. Men det er nu også meget godt, for de næste 2 udfordringer kommer nok til at volde lidt besvær. Som skrevet i min års-to-do vil jeg gerne lære at strikke vendestrik og har været på bibliotetet efter bøger og har fået indkøbt garn til projektet. Men selvom alle siger, at det er lige til, synes jeg nu altså, at det ser lidt svært ud.... Jeg forstår simpelthen ikke opskriften, så jeg må have hjælp fra jer bloggere, hvis det skal lykkes. Men opskrift og garn bliver pakket til weekendtur til Thy og håber på hjælpere deroppe.

I marts skulle 'Tempelblomst' gerne komme på pindene hos mig. Jeg har været vild med at strikke mønstre, og opskriften ser egentligt meget ligetil ud. Men det er alligevel noget af en mundfuld at skulle strikke så stort et projekt til mig selv. Min mor går i gang cirka samtidigt med mig, så vi må 'støtte' hinanden i processen.

Herunder kan I se nogle af de andre projekter, som jeg gerne vil have på og af pindene i år, men jeg venter et par måneder med at beslutte mig helt.

Er der andre, som vil være med?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...