torsdag den 30. juni 2011

To-Do vol. II

Første omgang to-do gik ikke helt som ventet, så denne gang sætter jeg lige forhåbningerne lidt ned. Ydermere går vi en lidt travl uge i møde med vennehygge i weekenden, vaccination af Mindstlingen, hudlægebesøg med størstebarnet, besøg i Bazaren med veninder og en omgang mødregruppe hos mig. Men lidt har også ret, så her er min liste for denne uge:

1. Hækle min mors tæppe færdigt
I påsken startede jeg på et tæppe til min mor med granny stripes. Jeg løb så tør for garn og kom i stedet til at kaste mig over Westmoses DIY på det hæklede tæppe. Men nu SKAL tæppet altså være færdigt, og jeg har 6 nøgler garn tilbage. Det burde altså kunne lade sig gøre! Tæppet hækles jo med en nål nr. 5, så det tager ikke så lang tid at lave en række.



2. Lave ribs- og rabarbersaft
Vi har både ribs og rabarber i haven, og efter min succes med hyldeblomstdrikken må det prøves, om det også kan lykkes med andre frugter. Først skal jeg nok lige have opsporet, hvor man kan købe nononxal. Anyone?



3. Male den gule kommode
Ja sidste uges projekt videreføres til denne, men nu SKAL det være! For lige pt. er Luna Maries tøj i hendes vugge, og den skal hjem på den fædrene gård i næste weekend, så ergo skal jeg altså være færdig med kommoden. Jeg håber, at deadlinen gør, at jeg kommer i omdrejninger. Så her skulle jeg gerne bruge en del timer den næste uge:


4. Forsøge at opstøve træknopper til kommoden
Jeg har fået den idé, at jeg vil have sorte træknopper på kommoden, men det er åbenbart mærkeligt. Ihvertfald kan jeg ikke finde knopperne nogen steder, og det kan da ikke passe?!?!?! Så den kommende uge vil jeg bruge på at lede efter dem, og hvis det ikke er lykkedes inden næste torsdag, må jeg opgive og finde på noget andet i stedet for.

Og egentligt har jeg mange flere projekter, som jeg sådan set meget gerne ville starte op i denne uge også, men jeg har LOVET mig selv, at jeg ikke gør det (muligvis set i lyset af sidste uges ikke særlige succesfulde ta-da!) igen. Men ÅÅÅÅH altså, hvor har jeg mange ting i hovedet, som jeg glæder mig til at få ud. Jeg har måttet lave en liste for ikke at glemme alle de ting, som jeg gerne vil prøve (lave plakat til stuen, male rammer til stuen, lave stjerner til vinduet, lære at hækle oldemorfirkanter, hækle bolde til Luna Marie, lave marmelade, dots til Karolines værelse, lære at sy, male legehus, male låge, lære at hækle flagranker, lære at hækle vimpler osv. osv. osv.). Men heldigvis er der jo masser af uger at tage bruge, så jeg ser frem til de næste mange ugers to-do.
Og nu vil jeg slænge mig i sofaen med min hæklenål efter at have indtaget et SKØNT måltid sammen med min familie - Karoline var meget stolt over at være på restaurant!

Ta-daaaaaaaaaaaaaaaaa!

Nå ja, muligvis mit ta-da indlæg ikke bliver helt, som jeg troede sidste torsdag. Men lidt har også ret, ikke?

Den sorte amagerhylde er nu slet ikke sort mere, men istedet blågrønish. Jeg er rigtig glad for resultatet og synes, at det bryder noget af alt det tøsede på værelset.



Og så fik jeg hæklet de første 30 baner på det runde tæppe. Indrømmet, det holdt hårdt, men jeg ville bare lykkes med mere end 1 ting. I går aftes sad jeg godt nok og bandede det meget langt væk, da jeg opdagede en fejl, som gjorde, at jeg måtte trevle rigtig meget op. Men men men - med stædighed kommer man langt, og jeg er lidt stolt over, at jeg nu kan vise jer tæppet:



Kommoden og hækken lever sit eget liv, men Morten har ud af det blå sagt, at han ordner hækken - fantastisk! Kommoden kommer vist med på næste uges to-do, og så bliver jeg ligesom nødt til at få gjort noget ved det! Citronmelissen hænger til tørre i kælderen, men billeder må I tænkte jer til - så spændende er det jo sådan set heller ikke.

Jeg har funderet lidt over det her to-do ta-da noget. Altså, om det var godt eller skidt for mig. Om jeg fik noget ud af det, eller egentligt bare blev stresset? Og så var det, at jeg kom frem til, at det nok vil være sært at stresse over at vise ting på en blok, som ret få folk kender til. Og at jeg jo faktisk synes, at det er SUPER hyggeligt og lidt skægt at skulle stå til regning, om ikke andet så for mig selv. Så jeg fortsætter ufortrødent i næste uge - dog muligvis med et lidt mindre ambitionsniveau!

tirsdag den 28. juni 2011

Rundt og rundt og rundt og rundt......

...... sådan tænker jeg lige pt. Tæppet vokser stødt derudad, men der må kæmpes, hvis jeg skal nå de 30 baner inden torsdag.

mandag den 27. juni 2011

Øv altså!

Øv for en aflevering i børnehaven altså!
Karoline er ikke særlig imponeret over sin børnehave i tiden. Vi tror, at det skyldes en kombination af en del fridage, mor som går hjemme og en næsten nylig lillesøster. Hun kan slet ikke kapere afleveringsstunden, og i dag blev den toppet med en omgang brøl og gråd og en lille pige, som hiksende vinkede lidt modvilligt farvel til sin mor.
Jeg HADER det! HADER HADER HADER det og har allermest lyst til at proppe min lille pige under armen og tage hende med hjem. Men jeg ved jo også godt, at det ikke holder, og at det ikke er det, som hjælper hende. Jeg forstår hende egentligt godt. Hvorfor skal hun være i børnehave, mens jeg jo er herhjemme sammen med Luna Marie? Hvorfor kan hun ikke bare være hjemme sammen med os? Men det kan hun ikke hele tiden, for jeg kan ikke give hende de udfordringer og de sociale ting, som børnehaven kan. Jeg kan ikke give hende venner og jævnaldrende ballademagere.
Men øj, hvor jeg bare hader det.

Gode input modtages med kyshånd! Nu vil jeg have en date med min malerpensel og min amagerhylde, som btw bliver virkelig fin!

søndag den 26. juni 2011

Når hjernen vil mere, end hvad fingrene kan nå!

Min store to-do liste smuldrer lidt mellem hænderne på mig. Jeg havde nok ikke lige medregnet, at nogle gang kræver børn bare mere end andre. Lige nu er det svært for Karoline at være 3 år, svært at være storesøster, svært at mor er derhjemme, mens hun er i børnehave - bare svært! Så jeg når mindre end lidt på min stort anlagte to-do liste. Citronmelissen er dog hængt op, og de første 12 omgange på tæppet er lavet. Og malingen til amagerhylden er købt, men det er så også det!

I stedet er tiden gået med massiv familiehygge incl. en skøn tur i Djurs Sommerland og hyldeblomstplukning, så vi sammen kan lave saft i eftermiddag. Men er det ikke også det, det hele handler om? Nærvær, samvær og samhørighed? Jeg har ihvertfald svært ved at være sådan rigtig træt af det, når vi har masser af familietid.

Men altså - min tada liste bliver nok mest en beretning om vaskeægte tøsetid!

fredag den 24. juni 2011

Ugens to-do

Inspireret af Westmose og hendes to-do indlæg kaster jeg mig hermed ind i kampen og melder mig klar. Iden næste torsdag VIL jeg have nået følgende:

1) Malet kommoden færdig
Jeg har jo malet en kommode til Luna Marie, men da jeg fik den på plads på værelset, kunne jeg tydeligt se, at færdig var jeg ihvertfald ikke. Den skal have en enkelt gang eller to mere foran, og skufferne skal også lige kæles for. Og så skal jeg have købt knopper, så den kan blive fin og fiks og klar til at få alt Luna Maries skønne tøj på plads.



2. Malet amagerhylde
I gemmerne på loftet hos mine forældre fandt jeg denne amagerhylde. Min mor har indtil for nyligt haft den hængende i stuen, men nu er den havnet helt alene deroppe. Haps haps haps sagde det, og amagerhylden bor nu hos os. Jeg ser tydeligt muligheder hos den, og farven skal ihvertfald ændres. Jeg grubler over, om den skal være lilla, orange eller måske blå? Den skal senere bo på Luna Maries værelse.

3. Fået styr på hækken
Vores næsten nye hæk ude ved carporten er forsvundet! Ganz og helt! Den er blevet gemt væk under og bag ukrudt og andre finurligheden lever den sit stille liv! Men frem i lyset skal den, og jeg skal nok hjælpe den lidt.... - eller meget, for det er vist nødvendigt!

4. Fået hæklet min. 30 baner på mit runde tæppe
Mit første forsøg på at efterligne Westmoses tæppe gik ikke så godt. Det lærte mig dog, at det faktisk er vigtigt at følge en opskrift og gøre, som der bliver sagt, når der står, at man skal tage ud der og der! Ihverfald ligger første forsøg og griner hånligt af mig og ser helt rynket ud! ØV! Men men men - jeg giver ikke op og er allerede igen i gang med 2. omgang.



5. Hængt citronmelisse til tørring
Min søster har lært mig, at man let og elegant kan lave the af tørret citronmelisse. Så nu skal bunken i haven i stedet flytte ind i viktualierummet og hængetørre. Og eftersom jeg ikke tror, at det selv kan gå hele vejen, må jeg hellere hjælpe lidt til.



6. Nydt livet
Efter en lidt hård uge og ikke mindst weekend ser jeg frem til nogle skønne (solskins)dage med verdens sødeste tøser. Vi skal gynge i haven, læse fjollede historier og grine sammen!

tirsdag den 21. juni 2011

Uhm altså!

Må jeg præsentere....



Tram-tra-tra-traaaaaaaaaaaaaam!







Min aller-aller-aller første saft-succes! Den skønneste hyldeblomstdrik bor nu i min mave. Det er fuldkommen fantastisk, at jeg - damen uden evner i et køkken og i stedet med evnen til at ødelægge ethvert måltid bar med sin karma - har kreeret dette. Jeg er ret så stolt og lidt målløs over, at det virkeligt er så let! Så pas på derude, hyldeblomster! Næste år skal der meget meget meget mere til!

torsdag den 16. juni 2011

Duften af sommer

Kan I gætte, hvad jeg lavede i går aftes?

Jeps! For første gang nogensinde har jeg begivet mig ud i at lave hyldeblomstsaft. Jeg er SÅÅÅÅÅÅ spændt på, hvordan det smager. Og om noget så let kan blive så godt, som jeg håber på. Fimpe og jeg gik på hyldeblomstjagt og nød samtidig en skøn stille aften. Og nu står drikken i mit køleskab og gør sig lækker. Og jeg kan ikke helt lade være med at sniffe til det, når jeg går forbi.

Og så har jeg fået gang i hækleriet igen. Jeg har læææænge villet lære at hækle et rundt tæppe, men nu er tålmodighed ikke min stærke side, så..... Men heldigvis er stædighed noget af det, som jeg er virkelig god til, så i går aftes gennemlæste jeg Westmose's DIY og så hæklevideoer på nettet. Og altså, jeg tror nok, at jeg har forstået det.


Så nu ved jeg, hvad jeg skal lave resten af sommeren....

onsdag den 15. juni 2011

Udfoldelser i en stille stund

MIndstebarnet har ondt! Jeg mistænker, at det er tænder, som driller. Jeg kan se hvide pletter for neden og 2 tænder foroven, som stædigt maser sig ned - ud mod friheden. Hun græder og skælder ud og vil helst være hos sin mor. Hvilket hun selvfølgelig får lov til, men derfor bliver moren nu stadig lidt træt og en anelse "jeg-trænger-til-at-være-alene-i-mere-end-10-sekunder"-agtig! Kender du det?

Men nu er det lykkedes mig at få hende til sove! E.N.D.E.L.I.G.T!!!!! Og fluks skulle tiden udnyttes.

Jeg blev inspireret hos Over Plankeværket hos Ane, som er blevet inspireret hos Marolle, og udstyret med en lille skotøjsæske gik jeg i krig. Og det var faktisk slet ikke så svært, som jeg havde frygtet. Så jeg skal vist i gang med at hamstre æsker og papir og så ellers producere, producere, producere....


Og så kaldte køkkenhaven, hvor en række salat blev sået. Jeg havde troet, at det ville være virkeligt let, når frøene lå i et bånd. Men vinden drillede, og jeg blev gnaven. Men det lykkedes - til sidst! Køkkenhaven er skøøøn tiden. Kartofler vokser og vokser, og det samme gør ærter, gulerødder, rucola, rødbeder og græskar. Jeg tvivler på, at nogen havde troet, at jeg havde det i mig, men jeg kan faktisk næsten godt lide at være ude og ordne haven.

Jeg sluttede af med at give den berømte Ikea-skammel den sidste omgang lilla maling. Den har stået grim og umalet og grinet af mig i laaaang tid, men nu har jeg fået gjort kål på den, og jeg glæder mig til, at den tørrer , så den kan komme ind og pynte og sprede lidt farveglæde!


Og så har jeg vist fundet endnu en æske, som liiiige skal have lidt papir senere i dag. Og så er der vist nok noget om, at jeg skal ud og plukke hyldeblomster i aften....Glæder mig!

tirsdag den 14. juni 2011

Ideer, tanker, farver, garn, papir - jeg ELSKER blogland!

Jeg er sådan generelt ret ukreativ! Faktisk plejer jeg som regel at ty til den dyre løsning og købe tingene færdige. Men blogland inspirerer mig - giver mig tro på, at jeg godt kan, giver mig ideer til, hvad jeg vil lave, giver mig lyst og blod på tanden.

Tak kære Blogland! I er grunden til, at der suser ideer rundt, som jeg glæder mig til at lukke ud....

søndag den 12. juni 2011

Malerglæde i alle regnbuens farver!

Der var engang en kommode, som i sandhed ikke var særlig pæn! Den var faktisk på det nærmeste rigtig grim! Men tilbage i 2001, hvor min far malede den, var den altså ret hip! Nu skal den så bruges på Mindstlingens værelse, og det er som om, at den brune farve på en eller anden måde ikke har harmonerer med resten af børneværelsesstilen - døm selv!


Men så var det, at jeg ENDELIGT fik taget mig sammen til at gøre lidt for den stakkels, gamle kommode. Så nu er den blevet glad og gul og venter bare på nogle nye knopper!



Og så var der også lige en Tripp Trapp stol, som stod for skud. Vi syntes ikke lige, at vi havde 1.000,- + til en ny Tripp Trapp stol, så i stedet købte vi en brugt til 300,- og malede den med en rest maling, som vi alligevel havde stående. Karoline er LYKKELIG for sin nye lilla stol, og jeg tror såmænd, at Luna Marie er komplet ligeglad med, at hun sidder i endnu en omgang arvegods!

Sommermad gør mig glad

- og får overskrifterne til at rime! 

Men altså *slubr* Hvem bliver ikke bare glad over skønne salater og kød med duften af grill? Godt nok burde det være indtaget udendørs, men det spolerede en sommerbyge. Men lige meget hvad - er det nu ikke så ringe endda!

torsdag den 9. juni 2011

S.T.R.E.S.S.

Oh skræk oh ve! Jeg er i krise - dyb og inderlig krise! Sygehusopholdet gjorde alt for meget kål på mit hæklegarn, så nu har jeg kun en halv (!!!!!!!!!!) nøgle tilbage, og jeg kan først få noget nyt i næste (endnu mere !!!!!!!!!) weekend! Jeg er lettere manisk og hysterisk og virkelig i krise! Hvad skal jeg dog lave om aftenen, når jeg falder i staver over Mc-lidt-for-kær-og-lige-til-at-spise i Greys Hvide Verden?
Projektet er et tæppe til min mor i granny stripes. Det bliver hæklet på en nr. 5-pind, så det går lynendes stærkt.

Da vi var til landbrugsmesse på Gl. Estrup, faldt jeg over nedenstående sjal. Det er virkeligt fint, og min mor påstår, at det kan jeg godt lære at strikke. Så ved I hvad? Det er næste projekt - som dog - hyl - også først kan iværksættes i næste weekend. Det bliver en laaaaaang uge!

tirsdag den 7. juni 2011

Hjemme....

24 timer blev det til bag lås og slå. Og nu er vi hjemme igen. Dejligt! Desværre er der risiko for, at vi skal indlægges igen i morgen med udsigt til at tilbringe resten af ugen indendørs. Så kryds venligst fingre for, at vi slipper......!

Bag lås og slå....

Ja, det var sådan set ikke helt sådan, at jeg havde regnet med, at vi skulle bruge Mortens barsel. Men faktum er, at Luna Marie og jeg er indlagt i isolation, fordi de mistænker hende for at have stafylikokker. ØV! Det er hårdt, at ens baby er syg, og det er ret hårdt at være spærret inde på en lille bitte stue. Men heldigvis er der de sødeste sygeplejersker, som passer os op.

fredag den 3. juni 2011

Fantastiske fredag!

Det er nu ikke så ringe endda! Manden har barsel, solen skinner, og der er rødvin i glasset og kage parat. Så bliver det sådan set næsten ikke bedre.....





Baby-lykke

I går aftes kl. sent blev jeg tante igen. Eller næsten næsten tante, for det er egentligt min veninde, som fødte, så helt tante er jeg nok ikke. Men ihvertfald fødte hun en lille dreng, som gør hendes store dreng til storebror. Og jeg er helt ør i hele kroppen, fordi jeg er så glad for, at det er overstået.
Og samtidig sender det bare alle minderne tilbage til januar, hvor lille Luna Marie så dagens lys. Jeg FATTER IKKE, at der allerede er gået snart 5 måneder, og at min lille bitte baby nu snart skal have grød og alt muligt. Tiden er bare gået SÅ stærkt, og jeg kan godt blive en anelse grådlabil over, at min sidste baby vokser så hurtigt. Se nu bare her - her er Luna Marie som lille bitte og kun nogle få timer gammel:

Ja ja - muligvis ligner hun en tjetjensk mavedanserinde, men kær er hun da alligevel - og lille!

Og nu er hun stor og tyk og trivelig - og trommer veltilfreds på maven, så hun ligner en bedre bagermester Jensen:


Jeg glæææææææder mig til at skulle inhalere den lille ny verdensborger og ønske verdens sødeste dame tillykke med titlen 'Mor til 2' - for så bliver det ikke meget bedre

onsdag den 1. juni 2011

På væggene

- hænger der ofte ting! Men hjemme i min stue er mine vægge desværre stadig tomme og bare. Og det er egenligt ikke fordi, at vi mangler noget at hænge op på dem. Faktisk har vi begge plakater klar, mens rammerne bare liiiige mangler lidt (at den ene plakat slet ikke pt. har nogen ramme, og at Morten først skal bytte den er en helt anden sag.....). Men tiden løber, og 1.000 projekter kommer foran i køen, underligt nok.

Men nu har vi heldigvis fået sat en wallie op i vores gennemgangsrum aka kontor, og resultatet ser således ud:


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...