Og i tirsdags nåede jeg....

At fodre naboens heste med æbler

At få strikket kanten på cardiganen, så jeg nu kun mangler ærmerne

Hente bogen, som skal med på den kommende ferie - glæder mig!

Lave en enkel, god hverdagssalat

Hverdagen er over os. Den er kommet lidt snigende efter sommerferien, men har nu fuldkommen fået sit tag os. Phew, det tager lidt tid at vænne sig til. Men på den anden side er der nu også noget befriende ved hverdagen, hvor alting bare kører derudaf. Ungerne trives i institutionen, og eftermiddagene er skønne. Det giver tid til gode oplevelser. Vores naboer har masser af heste, så den anden dag samlede vi æbler i haven og tog på tur. Både pigerne, os og hestene nød det, og endnu en gang blev vi bekræftet i, at vi har fundet det rette sted at bo.

Jeg har først savnet inspiration til det grønne tilbehør til maden. Nu har jeg fundet denne side, hvor jeg har fundet en masse opskrifter, som skal afprøves. Vi prøvede den første, bønner med kikærter, og det var enkelt og lækkert.

På kreasiden strikkes der løs på cardiganen til Karoline. Nu mangler jeg kun begge ærmer og kanten, og den tegner til at blive en succes.

Om 14 dage er vi i Tyrkiet, og endeligt blev det min tur til at låne 'Kvinden, der forsvandt'. Jeg regner med, at det skal blive feriebogen, hvis jeg da vel og mærke kan vente med at gå i gang med den. Der har ihvertfald været en masse gode anmeldelser her i blogland, så jeg ser frem til at læse den.

Desværre bøvler jeg helt vildt med en irriterende tand lige nu, men jeg vælger ikke at skrive (ret) meget om den, for så kan det være, at den bare ligesom går væk?

Status

Den anden dag sad jeg og læste baglæns på bloggen. Og det slog mig, at jeg i flere indlæg har skrevet om at finde hverdagslykken, om at blive rigtig glad nede i maven og om at have den rigtige mavefornemmelsen om, hvor jeg er i livet.

Og så gik det op for mig, at det har jeg jo nu! Jo jo, det er hårdt til tider, og at starte op efter ferie kombineret med planerne om at få huset malet færdigt var muligvist en kende optimistisk. Men altså, sådan har alle det jo.

Jeg indrømmer også gerne, at det har været nogle hårde år, siden jeg blev gravid med Luna Marie. Graviditeten trak tænder ud i hele familien, og det samme gjorde den første tid efter fødslen. Jeg havde svært ved at finde mig til rette som mor til 2, og jeg følte i lange perioder ikke, at jeg kunne genkende mig selv.

Men nu føles det som om, at det hele er ved at falde på plads. Min hjertebanken over den mindste uforudsete ting er forsvundet. Som nu i går aftes for eksempel, hvor jeg under et frisørbesøg kom i tanke om, at Karoline skulle have en billedecollage om sin sommerferie med i børnehave, og at jeg havde en del ting at forberede inden min fødselsdag i dag. For et halvt år siden ville jeg have mærket, at hele kroppen trak sig sammen, og jeg ville miste overblikket og se mulighederne. Det er skræmmende at tænke tilbage på, for det tog jo kun en halv time, og så havde Morten fået den printet hos sine forældre. Men da jeg stod ude på trappen og nød denne smukke solnedgang, gik det også op for mig, at jeg er ved at finde mig selv igen. Jeg er glad, og jeg er tilfreds med, hvor jeg er i livet nu. Jeg har fjernet uroen og alle de dårlige tanker. Jeg har fået mod på at udfordre mig selv igen, og jeg har fundet ud af, at hverdagslykken gemmer sig lige bag hjørnet - hvis man kigger ordenligt efter:-)

Solnedgang i går aftes - hvordan skulle man andet end være lykkelig

Andet end gnavegrønt?

Jeg indrømmer det! Jeg er ikke særlig god i et køkken! Jeg indrømmer også gerne, at jeg faktisk ikke synes, at det er særligt skægt. Endnu mindre skægt synes min mand, at det er, så jeg har tabt kampen og må - efter min mening - bruge al for lang tid derude.

Men nu skal det være! Nu skal jeg lide at være i køkkenet. Pigerne er ved at være så store, så de ikke længere brøler mig ind i hovedet fra kl. 16.15 og til maden er på bordet. Og lige om lidt begynder min søde mand at komme tidligt hjem, så jeg kan overlade børnene til ham og selv forsøge at blive lidt bedre til at koge og brase.

En af mine første opgaver er: tilbehør/salat. Jeg indrømmer ikke uden at blive lidt rød i kinderne, at vi alt for ofte bare får gnavegrønt til maden eller endnu værre frostgrønt, fordi jeg virkeligt ikke aner, hvordan jeg laver en god og gerne hurtig salat eller andet grønt tilbehør til maden.

Og det er så her, at I, kære blogdamer, kommer ind i billedet. Vil I ikke dele jeres bedste hverdagssalat med mig, så vi kan blive lidt grønnere og lidt gladere herhjemme?

Jeg starter selvfølgelig legen og lægger ud med en salat, som min faster havde med, da de var på besøg hos os. Den er let og ligetil - lige noget for mig.

Valborgs super salat:
1/4 pose kogte kikærter
1/2 agurk i tern
1 advokado
1 rød peber
3 forårsløg eller 1/2 rødløg

Grønsagerne vendes i en dressing bestående af
1 spsk. olivenolie
1-1 1/2 spsk. citronsaft
Salt og peber


Vil du dele din super-opskrift?

Og så kiggede man lige ordentligt efter

Morten spurgte i går morges "Nå, hvad skal der så ske i dag?" "Ingenting usædvanligt" svarede jeg, for det var virkeligt sådan, at jeg havde tænkt dagen. På arbejde, hente børn, til gymnastik, spise og smide mig på sofaen med ærmestrikkeriet.

Jeg kørte hjemmefra i god tid på grund af sneen. Men jeg når ikke så langt, før jeg ser en bil, som er skredet ud og landet halvt på taget og halvt på siden. Det sker jo i det her vejr, så jeg kører frem mod bilen - ligesom resten af den bilrække der er på vejen. Da jeg nærmer mig, ser jeg pludseligt noget lyst hår stritte op i bilen og det slår mig, at der da er en derinde.

Og det var der skam. En ung pige lidt i chok og lidt forslået, som ikke kunne komme ud. Sammen med en anden tilløbende får vi hende ud, og alt er sådan set i orden. Hun er ikke kommet til skade, kæresten vil komme og klare det med bilen, alarmcentralen blev adviseret - dog uden at hun skulle der forbi, og jeg fik hende kørt hjem.

MEN ALTSÅ!!! Hvorfor var der ingen, der stoppede? Der kørte 5-6 biler forbi bilen, inden jeg kom derhen, og ingen af dem stoppede på trods af, at hvis man bare lige kiggede en ekstra gang, ville kunne se hende. Jeg ved godt, at vi allesammen har travlt, og at vi skal skyyynde os afsted. Men det gibber i mig, når en ung pige sidder fast, uden at nogen hjælper hende.

Jeg var lidt rystet i går, men glad for at opleve min egen reaktion. Det er jo så let at sige, at "hvis det sker, vil jeg da med sikkerhed...." - det er bare aldrig helt til at vide, hvordan man reagerer, når virkeligheden banker på.

Jeg fik ikke nummeret på pigen, og det ærgrer mig lidt i dag. For jeg ville jo vildt gerne vide, hvordan hun har det. Men jeg håber, at hun er helt OK, og så sænker jeg farten lidt mere og kører lidt pænere.

Magi i luften

Elsker elsker foråret! Efter en lang vinter får man masser af fornyet energi ved at indsnuse duften af forår, høre fuglene og mærke solen. 

Denne uge har været lidt anderledes, idet Luna Marie ikke har kunnet komme i pasning pga. vores mindre (*host*) uheld. Men held i uheld har vi nydt det fabelagtige vejr. I går nød jeg en solskinstime  fatboy'en på terrassen med kaffe og hækleri, mens Luna Marie tog sig en god lang lur efter en formiddag, som for hendes vedkommende nok ikke blive blive husket for en af de bedre. Hun skulle have stingene fjernet, og det var bestemt ikke noget, som hun var særlig interesseret i. Men af kom de, og nu mangler bare (forhåbentligt!) et sidste tjeck på tirsdag. 

Weekenden står i gymnastikkens tegn - i morgen skal Karoline lave opvisning og søndag er det kusinens tur. Men forhåbentligt bliver der også tid til lidt udeliv. 

Nyeste projekt skrider frem

Hr. Bøllebavian nyder også foråret

Nydningen

Plasterpigen uden helt så meget plaster

Jubi - far er på vej

Kaoskaskader

Shit, virkeligheden ramte med 180, og jeg fløj lige tilbage i uoverskuelighedens favn. Det føles som om, at en boomerang er landet i baghaven og ikke helt vil forlade scenen. Glæder mig til forår. Glæder mig til lys.

Men blomster skal der til

I hi

Vinteren har grebet fat i os med al sin pragt og vælde - og sygdom! Efter at Luna Marie er frisk igen, har jeg måttet række armene i vejret og give fortabt. Så min ugentlige fridag bliver i dag ikke brugt på at ordne hjemmet, men i stedet på at putte mig langt ned under dynen, knurre lidt over at kreaklubben er aflyst og bladre i denne bog, som kom ind af døren i går. Bogen er en skøn gave fra Lene med bloggen Filihunkat. Dejligt med sådanne mennesker i blogland.

Vinter-verden

Hjemme hos os er julepynten ikke bare til jul. Disse snefnug lavede jeg sidste år, og de blev vist i den grad til vinterpynt i stedet - eller de gik også over og blev forårspynt, for det blev påske, inden de røg ned.....

I baggrunden anes, hvad stormen bragte - en knækket flagstang!

Det siger vist noget om vores energiniveau herhjemme. Siden Luna Maries ankomst har jeg til stadighed haft en følelse af at være et skridt bagud konstant, og det er i den grad blev værre, siden jeg startede på arbejde. Jeg synes, at det er skønt at være ude blandt andre mennesker hver dag og blive anerkendt for, hvad jeg kan fagligt. Men jeg synes overhovedet ikke, at det er skønt at være så kvæstet og træt hver eneste dag. Luna Marie sover elendigt, og det kan efterhånden mærkes, nu hvor hun er 11 måneder. Jeg er træt med træt på, uden energi, uden tid og overskud til at lave noget som helst andet end det højst nødvendige, og jeg GLÆDER mig til at kunne være oppe efter kl. 20.30!!!

Dette skulle ikke være et klageindlæg, men jeg må indrømme, at jeg er en anelse træt af, at vores liv er så meget på standby pt. Jeg tæller ned til juleferien, hvor vi får tid til for alvor at arbejde med Luna Maries natsovevaner......

Snork

Så ramte hverdagen! Kaboom! Og jøsses, hvor er jeg fladmast! Jeg føler mig tæppebombet med informationer og har ondt i kæberne af at snakke (jeg havde slet ikke tænkt på, at når man er ude i virkeligheden, snakker man meget mere)!

Det er gået forbløffende let med at få alle ud af døren om morgenen og ind igen om eftermiddagen. Men jeg er så træt, at jeg ikke orker noget som helst - andet end at hækle selvfølgelig, for det kan jeg godt lige nå. Jeg ved, at det bliver bedre, men lige nu måtte det godt være snart, for jeg H.A.D.E.R den her omstillingstid, hvor babyen er gnaven fra hente-tid til sovetid, hvor moren savner at sidde i sofaen, og hvor faren finder ud af, hvor godt han har haft det det seneste år!

Tak for alle jeres kommentarer og for blogaward, som jeg har fået de sidste dage - jeg skal nok svare, men lige nu er der dømt familietid - og Annatid!

Billedet er fra da Karoline var lillebitte og ny, men sådan ser jeg også ud i det meste af min hjemmetid - og selvom barnet nu er 3, ligger hun stadig på samme plads.....

Nydningen

Jeg elsker rolige eftermiddage - jeg elsker eftermiddage, hvor der er tid og overskud.

Sådan en eftermiddag havde vi i går. Morten var tidlig hjemme, så vi greb muligheden og fik lavet Mr. Græskar. Han er hjemmedyrket lige ude i haven, hvilke de voksne synes er ret skægt. Og ungerne syntes vist bare, at det var skægt!

Og nu står han og (u)hygger på trappen.

Lige om lidt

Lige om lidt skal min baby starte i dagpleje...... Så lige om lidt burde jeg have et barnevognstæppe færdigt. Der går nok lige lidt, før hun får det med, så vi satser på, at efteråret bliver mildt og vinteren lige så.
Men jeg er kommet i gang og er nu i gang med 4. stribe. Tæppet hækles af Kauni garn, og det er mit første forsøg med dette. Det går egentligt noget stærkere, end jeg først havde forventet, da jeg gik i gang med tæppet. Men derfor skal der alligevel hækles mange omgange, og med en morsyg baby og en 3-årig, som har holdt fri i den her uge, så er det begrænset, hvor meget det bliver til.

Men lidt andet - udover hækling og børnepasning - bliver det dog til. Jeg fik kapret en pose æbler, mens jeg var i Thy. Så første portion æblemos er nu kogt og puttet i fryseren, så vi kan servere en skøn omgang gammeldags æblekage til vinter - slupr! Og så brugte Karoline og jeg eftermiddagen på at bage morgenboller (hvorfor de hedder det, er mig lidt ubegribeligt, men de er super lette, og det tæller meget i min verden!) - Jeg er dog lidt spændt på, hvor lang tid vi har boller, for det ser umiddelbart ud som om, at de er populære?!?!

Jeg ved ikke, hvor jeg har opskriften fra, men den er så fantastisk let, at jeg MÅ dele den med jer:

Morgenmadsboller

6 dl. lunken vand
50 g. gær
1 spsk. salt
1. spsk sukker
3 spsk. olie
250 g. groft mel
750 g. hvedemel

Gæret røres ud i det lunkne vand, og salt, sukker og olie tilsættes. Efterfølgende tilsættes først det grove mel og dernæst hvedemelet, og dejen æltes sammen.
Dejen sættes til hævning i 1 time, hvorefter man former bollerne (ca. 20 stk.), som efterhæver i 30 minutter. Bollerne pensles med vand, inden de bages i 20 minutter ved 225 g.
Nemt og lækkert!

Hverdag

Så er ferien slut - helt slut! Karoline er for første gang i snart en måned sendt i børnehave - iført ifølge hende sommerens største modehit; denne underskønne sag hjembragt af Farmor og Farfar

Lige nu er der ro fra Mindstemonsteret. Men ellers ynder hun nu at bruge tiden på en af de to følgende scenarier:

1) Ligger på ryggen -> Ruller om på maven -> Brøler fordi hun har fortrudt, men ikke selv forstår, hvordan hun kommer tilbage til udgangspunktet.

2) Ligger på ryggen -> Ruller om på maven -> Prøver at nå noget legetøj foran hende -> Møver bagud og ender ved en forhindring såsom en væg, en stol, en sofa -> Brøler fordi hun sidder fast

Altså bliver der brølet en del i det lille hjem. Jeg må indrømme, at jeg efterhånden GLÆDER mig til, at hun enten sidder noget mere stabilt eller selv lærer at komme frem. Jeg ved godt, at når hun så kan det, så  bider jeg mig selv i tungen, fordi hun så kan nå alt det, som hun ikke skal.

Men når jeg så glæder mig allermest og synes, at hun en en lillebittebitte smule krævende lige nu, så giver hun mig som regel et af de der åbenmundskys, og så smelter moderhjertet, som er så let at imponere! Og så tænker jeg på, at dagplejetilbuddene er begyndt at komme, og at så længe varer det ikke, før hverdagen for alvor banker på, og så må hun som egentligt brøle alt det, hun vil - bare jeg får lov at være sammen med hende.

Stille stunder....

Karoline holder en ekstra uges sommerferie sammen med mig, nu hvor Morten er startet på arbejde. Vi er kørt helt ned i gear; laver puslespil, perler, ser film (ville dog ønske, at barnet snart voksede sig fra sin fascination af Barbie film!) og bager brød med min nye bedste ven; Fru KA. Det er så skønt bare at gå lige så stille rundt og lave så lidt som muligt. Og selvom jeg godt ved, hvor meget Karoline glæder sig til at komme i børnehave igen, så savner jeg hende allerede - sådan lidt på forhånd!

Når hjernen vil mere, end hvad fingrene kan nå!

Min store to-do liste smuldrer lidt mellem hænderne på mig. Jeg havde nok ikke lige medregnet, at nogle gang kræver børn bare mere end andre. Lige nu er det svært for Karoline at være 3 år, svært at være storesøster, svært at mor er derhjemme, mens hun er i børnehave - bare svært! Så jeg når mindre end lidt på min stort anlagte to-do liste. Citronmelissen er dog hængt op, og de første 12 omgange på tæppet er lavet. Og malingen til amagerhylden er købt, men det er så også det!

I stedet er tiden gået med massiv familiehygge incl. en skøn tur i Djurs Sommerland og hyldeblomstplukning, så vi sammen kan lave saft i eftermiddag. Men er det ikke også det, det hele handler om? Nærvær, samvær og samhørighed? Jeg har ihvertfald svært ved at være sådan rigtig træt af det, når vi har masser af familietid.

Men altså - min tada liste bliver nok mest en beretning om vaskeægte tøsetid!

Ugens to-do

Inspireret af Westmose og hendes to-do indlæg kaster jeg mig hermed ind i kampen og melder mig klar. Iden næste torsdag VIL jeg have nået følgende:

1) Malet kommoden færdig
Jeg har jo malet en kommode til Luna Marie, men da jeg fik den på plads på værelset, kunne jeg tydeligt se, at færdig var jeg ihvertfald ikke. Den skal have en enkelt gang eller to mere foran, og skufferne skal også lige kæles for. Og så skal jeg have købt knopper, så den kan blive fin og fiks og klar til at få alt Luna Maries skønne tøj på plads.

2. Malet amagerhylde
I gemmerne på loftet hos mine forældre fandt jeg denne amagerhylde. Min mor har indtil for nyligt haft den hængende i stuen, men nu er den havnet helt alene deroppe. Haps haps haps sagde det, og amagerhylden bor nu hos os. Jeg ser tydeligt muligheder hos den, og farven skal ihvertfald ændres. Jeg grubler over, om den skal være lilla, orange eller måske blå? Den skal senere bo på Luna Maries værelse.

3. Fået styr på hækken
Vores næsten nye hæk ude ved carporten er forsvundet! Ganz og helt! Den er blevet gemt væk under og bag ukrudt og andre finurligheden lever den sit stille liv! Men frem i lyset skal den, og jeg skal nok hjælpe den lidt.... - eller meget, for det er vist nødvendigt!

4. Fået hæklet min. 30 baner på mit runde tæppe
Mit første forsøg på at efterligne Westmoses tæppe gik ikke så godt. Det lærte mig dog, at det faktisk er vigtigt at følge en opskrift og gøre, som der bliver sagt, når der står, at man skal tage ud der og der! Ihverfald ligger første forsøg og griner hånligt af mig og ser helt rynket ud! ØV! Men men men - jeg giver ikke op og er allerede igen i gang med 2. omgang.

5. Hængt citronmelisse til tørring
Min søster har lært mig, at man let og elegant kan lave the af tørret citronmelisse. Så nu skal bunken i haven i stedet flytte ind i viktualierummet og hængetørre. Og eftersom jeg ikke tror, at det selv kan gå hele vejen, må jeg hellere hjælpe lidt til.

6. Nydt livet
Efter en lidt hård uge og ikke mindst weekend ser jeg frem til nogle skønne (solskins)dage med verdens sødeste tøser. Vi skal gynge i haven, læse fjollede historier og grine sammen!

Uhm altså!

Må jeg præsentere....



Tram-tra-tra-traaaaaaaaaaaaaam!

Min aller-aller-aller første saft-succes! Den skønneste hyldeblomstdrik bor nu i min mave. Det er fuldkommen fantastisk, at jeg - damen uden evner i et køkken og i stedet med evnen til at ødelægge ethvert måltid bar med sin karma - har kreeret dette. Jeg er ret så stolt og lidt målløs over, at det virkeligt er så let! Så pas på derude, hyldeblomster! Næste år skal der meget meget meget mere til!

Duften af sommer

Kan I gætte, hvad jeg lavede i går aftes?

Jeps! For første gang nogensinde har jeg begivet mig ud i at lave hyldeblomstsaft. Jeg er SÅÅÅÅÅÅ spændt på, hvordan det smager. Og om noget så let kan blive så godt, som jeg håber på. Fimpe og jeg gik på hyldeblomstjagt og nød samtidig en skøn stille aften. Og nu står drikken i mit køleskab og gør sig lækker. Og jeg kan ikke helt lade være med at sniffe til det, når jeg går forbi.

Og så har jeg fået gang i hækleriet igen. Jeg har læææænge villet lære at hækle et rundt tæppe, men nu er tålmodighed ikke min stærke side, så..... Men heldigvis er stædighed noget af det, som jeg er virkelig god til, så i går aftes gennemlæste jeg Westmose's DIY og så hæklevideoer på nettet. Og altså, jeg tror nok, at jeg har forstået det.

Så nu ved jeg, hvad jeg skal lave resten af sommeren....

Den helt rigtige mavefornemmelse!

Aaaaah! Ovenpå en morgen, som bare var alt andet end idylisk (mumler noget om en fortravlet, stresset, svedende, snerrende underskudsmor) er det bare skønt med skønt på at sidde her i det stille hus med 2 sovende børn, en forspist hund, en mand som ikke er hjemme (fordi han tror, at han kan ramme et rådyr?!?!?!) og bare vide, at det har været en GOD dag!

Luna Marie og jeg besøgte sundhedsplejersken i dag. Jeg var som sædvanligt ret sikker på, at udover at babyen sikkert ikke havde taget et gram på, så ville hun også efterfølgende tage navneforandring til Sinke Puma, fordi hun hverken magter at ligge på maven, rulle eller gå - og pigebarnet er jo 4 måneder forstås! Men altså, sundhedsplejersken delte ikke ligefrem min bekymring, for barnet er både tyk, lang og dygtig til at ligge på maven! Sikke en mavepuster at få - på den fede måde altså! Jeg har bare gået og set irriterende glad ud resten af dagen og følt, at det her mor-noget det er da overhovedet ikke så svært!! Og resten af dagen har bare været hyggelig og bestået af 1 stk. snakkende 3-årig (hvor mange ord kan der være inde i det lille bitte hoved), en baby som har ligget og trommet sig selv på maven og set ganske veltilfreds ud og så en mail fra søde Anne om, at hun gerne vil lave endnu en skøn kreation til Karoline.

Og nu har jeg huset for mig selv, kaffe i kruset, cookies i maven og Greys i fjernsynet. Så kan man næsten ikke finde noget at være gnaven over - næsten!