Kan man strikke med den?

Det var min allerførste tanke, da jeg fik muligheden for at teste denne lille solcellelampe, Little Sun. For jeg - og sikkert alle jer, som læser med ude i blogland, er blevet så vant til bare at tænde for lyset og gerne mere lys, når vi har brug for det. Jeg indrømmer, at jeg sådan set ikke har brugt ret meget tid på at tænke over, hvor priviligeret det er. Og når jeg kigger omkring mig, mens jeg skriver indlægget, er lyset tændt i stuen, køkkenet, gangen og Karolines værelse - vel og mærke uden at vi er i rummene! Det er tankevækkende, at vi glemmer at sætte pris på noget, som er en luksus i andre verdensdele.

Så selvfølgelig sagde jeg ja, da jeg fik muligheden for at teste denne solcellelampe. Lampen er udviklet af de to danskere, Frederik Ottesen og Olafur Eliasson, og et samarbejde mellem EnergiNord og den ugandiske græsrodsbevægelse, JEEP,  sælger lamperne til familier i Uganda til en pris, hvor familierne kan være med. Det er familier, som hidtil har været nødsaget til at bruge brandfarlige petroleumslamper. Men med disse nye solcellelamper, som i opladet tilstand, kan lyse i op til fem timer, kan den ugandiske befolkning nu få lettere mulighed for at udnytte tiden, når solen er gået ned - til bl.a. håndarbejde, og det er noget, som jeg i den grad forstår mig på!

Så i går aftes satte jeg mig for at prøve. Lampen blev stablet op i sofaen, så lyset blev rettet direkte mod mig og garnet, og ja, det kan man faktisk godt! Altså strikke med den, og dagen derpå i dagslys ser resultatet fint ud - jeg har tilogmed ikke mistet en maske, hvilket i høj grad får mig til at nikke anerkendende til lampen. Pigerne herhjemme har også forelsket sig i den fine blomst, og det har givet god anledning til at snakke med især Karoline om forskellene i verden og om, hvilke muligheder vi har i forhold til andre.

Selvom jeg her til aften igen har tændt for lyset, så er jeg sikker på, at lampen bliver brugt igen og igen herhjemme. Særligt til sommer,  når vi igen skal ud i CampingDanmark, er jeg sikker på, at lampen kommer til sin ret. Og indtil da vil jeg bruge den og lige sende en tanke til Uganda og ikke mindst til EnergiNord for at søsætte lampen - dét er god stil! Skulle du selv få lyst til at købe en lampe, kan du gøre det lige her - hvor du for en lampes pris faktisk får 2, hvor den ene dog bliver sendt til Uganda. Og dét er også god stil:-)

Indlægget her er sponseret, men ord og holdninger er helt mine egne:-)

Julefryd

Så blev det hverdag - næsten dag! Endnu står den på halvanden uges ferie, og vi stornyder det. Jo vist vil børnene ikke sove om aftenen og jovist trænger de også en anelse til hverdag og faste rammer. Men hvor har vi bare allesammen trængt til familietid sammen.

Julen blev tilbragt i det nordlige, og vi havde den dejligste jul uden stress eller jag. Pigerne elskede juleaften og delte gaver ud med stor fryd. Da Karoline til sidst måtte kapitulere og gå i seng, krammede og krammede hun mig, fordi aftenen bare havde været lige som hun havde drømt om. Og Luna Marie nåede at blive rask efter en barsk omgang lungebetændelse

Julegudstjeneste i fantastisk julevejr

Mens vi venter

Familien Fantelastika anno 2012

Guletræet med sin pynt

Legetøjet blev taget i brug straks Karoline vågnede 1. juledag 

Nu nyder vi dagene hjemme med legeaftaler, besøg på bondegården, køb af ny bil og masser af hækleri. Jeg pønser på at sælge noget af min hæklede legemad - så kig ind på bloggen om nogle dage.

Håber, at I også har nydt julen?

Standby

Ja, det må man så sandeligt sige, at bloggen har været - på standby! September er fløjet afsted uden at jeg helt kan sige, hvad jeg har lavet. Altså udover ferien selvfølgelig, men mere om det senere!

Jeg fik bloglandforstoppelse i august og mistede lysten og tiden og pusten til at følge med og til selv at opdatere. Og kreativiteten gik fløjten, da bestilling nr. 5 kom ind på en Helge. Det er nu snart SLUT med at lave flere elge. En enkelt mangler stadig sine øjne, men ellers har de andre fået nye hjem, og jeg har så småt fået øjnene op for andre projekter. Så dem glæder jeg mig bare til at vise jer - når jeg altså får dem lavet.... For lige nu går tiden med arbejde, skole og unger og desværre ikke så pokkers meget andet. Men det kribler i hænderne og i hovedet for at komme i gang med noget mere og noget andet, så jeg håber på, at oktober bliver sådan en måned med en masse tada's. Men lige meget hvad så ved jeg, at oktober bliver super spændende, for der afholdes jo blogtræf i Lystrup. Skulle du have lyst til at komme med, men ikke har fået meldt dig til endnu, så kan du nå det endnu. Og hos Marianne kan du se en fin oversigt over, hvilke damer der allerede har sikret sig en plads.

Men september bød heldigvis på en fabelagtig uge i det græske. Vi havde en vidunderlig ferie på Kos med skønt vejr, dejlig mad og tid til at nyde poolen, naturen og hinanden ikke mindst. Og hæklenålen hjalp mig med at klare flyveturen - så nu har jeg mod på at drage op over skyerne igen.

Udsigt fra altanen

Tøser på stranden

Frokost i Tyrkiet

Ude og spise fint uden børn

Og så kom der lige et brudepar forbi

Brugte mest tiden på at kigge op i en parasol - eller en sol....

På vej hjem

En (jule)gave til mig selv

Jeg har givet mig selv en gave i dag! En skøn skøn gave, som jeg glæder mig til at tage i brug.

Jeg har længe været på jagt efter en arbejdstaske, nu hvor pusletasken skal lægges lidt på hylden. Men jeg har haft svært ved at finde en, som virkeligt levede op til min krav. Den skulle være halvstor, så jeg godt kunne have en ble eller 2 med, men ikke så stor som en pusletaske. Den skulle være let at bære, så jeg godt kan manøvre den og 2 børn afsted om morgenen. Og så skulle den være pæn og ikke for dyr!

Og nu har jeg så fundet den! Faktisk fandt jeg den på Facebook, hvor man lige pt. kan vinde den. MEN jeg kunne altså ikke vente så længe, så nu bor den hjemme hos mig. Den er fra AMUST, og på denne side kan du vinde den skønne taske.

Aaaaah!!!

Opladet batteri √
Svømmehud mellem tæerne √
Masser af kage spist √
Overskudstid med børn, hund og mand √
Gåtur ved stranden √
Hækletid √

Vi har tilbragt weekenden på Hvidbjerg Strand Feriepark i en westernhytte sammen med Mortens forældre, og det var bare lige, hvad vi trængte til. Campingpladsen har et skønt badeland, hvor vi boltrede os med ungerne. Og lørdag aften tog Morten og jeg til wellness, hvilket var mere end hvad jeg drømte om. Suk, det var lækkert! Der er udendørs bassiner med udsigt over Vesterhavet, og det gav et helt sæt i mig, så smukt var der. Vi skal HELT klart tilbage igen!

Billedet er lånt herfra

Så mandag morgen og ugens udfordringer kan bare komme an!

Mæt

Mæt af skøn brunch med alt, hvad hjertet kunne begære

Mæt af skønne omgivelser i det stille Friheden

Mæt af samvær med de dejligste mennesker i verden

Mæt af tid til at være sammen med familien 

En helt igennem dejlig dag!

Sensommersolskin - helt ned i maven!

SIKKE et skønt vejr, vi havde i formiddags. Vi greb muligheden og traskede ud i det blå, Luna Marie, Fimpe og jeg. Og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvem der nød det mest. Luna Marie kiggede forundret fra side til side, mens hun hoppede lidt af fryd. Fimpe derimod hoppede en del af fryd og løb udover de nu næsten bare marker. Og jeg? Jeg tog mig selv i at gå og synge og nyde sensommersolen helt og aldeles.

Og da vi kom hjem, måtte vi lige lure på græskarret, som gemmer sig under/imellem/bagved/foran en frygtelig masse ukrudt, som har sneget sig ind i køkkenhaven. WAUW, hvor bliver det stort! Det kan godt være, at jeg ikke er særlig god til det der med køkkenhave - men et græskar - dét kan jeg lave!

Rigtig god weekend til jer alle!

Det gode i livet

Det gode i livet vil jeg finde frem nu. De ting, som gør mig godt og som har betydning. Det betyder også, at andre ting må lade livet, og det skal jeg til at gøre op med.

En af de ting, som gør mig godt, er min familie. Min fantastiske mand og mine 2 underskønne børn (ja ja, nu ignorerer jeg det faktum, at Mindstlingen har været vågen et hav af gange i nat, og at den tre årige pt. kan drive mig til vanvid på 2 minutter, og at manden min har lavet aftaler 3 aftener i denne uge!) giver mig livsglæde og livsmod og får mig til at smile. Og det vil jeg have meget mere af.

Det er ikke det værste, når mor vinder en give-away!

Jeg er begyndt næsten at holde af at løbe. Jeg er jo kommet med i et løbeprojekt fra Dano-run, og det er fedt at være med. Men bare det at skulle finde 3 gange om ugen, hvor jeg kan tage løbeskoene på og komme afsted er svært. For der er altid et barn, et gøremål, et et-eller-andet, som presser sig på og tager tiden. Det virker fuldkommen tåbeligt, at det ikke kan lykkes. Og nu skal det være. Jeg vil ikke nøjes med en enkelt løbetur om ugen. Jeg vil afsted og få nogle flere kilometer i benene.

Nogle læsere af denne blog har muligvis oplevet, at jeg er virkelig glad for at hækle. Det er kommet lidt bag på mig, hvor bidt jeg er blevet af det, og hvor mange abstinenser jeg kan få, hvis jeg ikke har gang i noget. Og det SKAL der være tid til. Lige nu er der masser af det, fordi jeg er på barsel. Men når jobbet kalder, håber jeg, at jeg får prioriteret, at jeg skal have tid og lov til at nørkle. Ihvertfald har jeg denne blog til at huske mig på det.

Men det betyder jo også, at andre ting må skæres fra. Ting, som jeg er gået ind til med tanken om at ændre noget. Jeg må sande, at Rom ikke blev bygget på én dag, og at det måske ikke er min tid nu. At det er okay at erkende, at lige nu har jeg rigeligt at gøre med at passe på min familie, og at det som gjorde mit liv spændende og indholdsrigt før, ikke er det, som gør det nu. Men det er lidt et wake-up-call for mig, kan jeg mærke. Den her fødselsdepression, som jeg til dels stadig kæmper med, har gjort mig enormt klogere på mig selv. På hvad jeg vil og ikke vil. Og den puffer til mig en gang i mellem, hvis jeg går i en retning, som jeg inderst inde godt ved, ikke er god for mig. Men derfor er det stadig svært, når man skal sige fra. Eller det er det ihvertfald for mig. Jeg kan godt mærke, at jeg har en lille knude i maven, som nok først løsner sig, når jeg får sagt de magiske ord "jeg vil ikke mere......"

At tage lykken alvorligt

- det burde jeg!
Jeg hørte ovenstående sætning i et radioprogram på P4 om den nye serie på DR2, Pessimisterne, som starter i aften. Serien følger 8 danskere, som skal træne sig til lykke. Og dét vil jeg egentligt godt være en del af. For ja; kære damer og herrer - jeg er den fødte pessimist.
Jeg husker tydeligt, at min kørelærer sagde "Anna, du behøver ikke være så pessimistisk, hver gang du kører", og mine omgivelser vil nok nikke gentagende til følgende om mig:

Jeg ser ikke muligheder, men udfordringer. Hver ny ting bliver indledt med et "det der kan jeg ihvertfald  ikke". Jeg har alting mindst én bekymring. Og når den er borte (oftest fordi det jo slet ikke gik så galt, som jeg troede), finder jeg en ny.

Men nu kommer der den her serie, som jeg faktisk glæder mig rigtig meget til at følge. Serien tager udgangspunkt i den nyere retning indenfor psykolog, positiv psykologi, som jeg har snuset en lille bitte smule til, og en retning, som jeg om nogle år regner med at skulle skrive en opgave omkring.

Måske kan serien faktisk hjælpe mig en lille smule med at se lidt mere positivt og optimistisk på tilværelsen? Måske kan den hjælpe dig?

Billede lånt fra fastcompany.com