Viser opslag med etiketten Syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Syning. Vis alle opslag

lørdag den 4. januar 2014

10 ting, som jeg vil nå i 2014

Så er året skudt i gang, og dermed muligheden for at lave lister over kommende projekter i årets løb.

Da jeg læste om Cecilies udfordring, var jeg lige ved at springe med på den. Tænk dig 12 skønne strikkerier, når uret slår 2015. Men jeg kender alligevel mig selv godt nok til at vide, at jeg ville stresse over projekterne, og om jeg ville nå at få dem færdige i tide.

I stedet har jeg fundet 10 projekter, som jeg gerne vil prøve kræfter med i 2014. Nogle af dem er lidt ambitiøse og andre er lige til at overkomme. Men det er alle ting, som jeg gerne vil kunne sætte flueben ved, når året er omme.

#1: Strikke tempelblomst

#2: Sy ballonbukserne om færdige

#3: Strikke vanter til mig og pigerne

#4: Lære at hækle bogstaver

#5: Sy nederdel med sløjfe

#6: Hækle juleelg

#7: Sy nederdel i str. mig

#8: Strikke cardigan i vendestrik

#9: Lære at strikke pænt med 2 farver

#10: Strikke pude i vendestrik

Garnet til pkt. 1 er allerede på vej i posten, og jeg glæder mig til at se, om jeg bliver lige så begejsret over at strikke den som så mange andre. Den er ihvertfald utrolig smuk, og måske kan jeg nå at få glæde af den i den sidste del af vinteren, hvis jeg er hurtig vel og mærke. For der ligger stadig et par projekter herhjemme i kurven, som også skal færdiggøres. Luna Maries fødselsdagsgave til næste uge er jeg slet ikke begyndt på endnu, og der er også en cardigan med mønster, som jeg mangler at blive gode venner med. Ellers må ponchoen blive brugt til efteråret.

Hvad har I planer om i det nye år?

tirsdag den 29. oktober 2013

Sig pænt goddag til min gode ven



Min helt egne meget gamle og lige nu lettere støvede overlocker! Men altså - det er min!!!

I søndags sad jeg sammen med kreaklubben og snakkede overlockere og beklagede mig en lille smule over, at jeg ikke syntes, at jeg havde 6.000,- at bruge på en overlocker, når jeg egentligt ikke helt ved, om jeg nogensinde vil få den brugt.

Pludseligt siger Christina ud af det blå, at hun har fået tilbudt at overtage en ældre  overlocker gratis, og da hun ikke manglede en, måtte jeg gerne få den. Så generøst et tilbud kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, og i går hentede jeg så vidunderet hjem. Og satte det. Og gjorde ikke mere, for det ser ret svært ud, og jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg tænker, at maskinen trænger til lidt kærlighed og rengøring. Men jeg er lidt blank på, hvordan jeg skal gribe det an. Har I gode ideer? Jeg har fundet brugsanvisningen på nettet, og manden min får opgaven i at tråde maskinen første gang.

Og så mangler jeg ideer til, hvad mit første overlock-projekt skal være? Hvad er nemt at gå i gang med, og hvordan får jeg lettest en succesoplevelse?

Men lige meget hvad er jeg bare SÅ glad for maskinen og for, at Christina tænkte på mig. Jeg glæder mig til at kunne sy alle de sjove ting, og forhåbentligt får jeg meget fornøjelse ud af både overlockeren og symaskinen. Eneste problem er, at pigerne rent faktisk ikke mangler tøj:-)


torsdag den 17. oktober 2013

Kodeknækker

Det er mig! Fornemmer I, at armene er over hovedet, og at jeg er rimeligt stolt? Det er nemligt endeligt lykkedes mig at forstå, hvordan man syr ballonbukser. Det tog lidt tid, det indrømmer jeg, og der ligger stadig et par halvfærdige bukser i hjørnet, som blev kastet fra mig i raseri og irritation over, at jeg ikke kunne finde ud af det. Men ved hjælp af en masse hjælpsomme bloggere lykkedes det endeligt at få lavet disse bukser til Luna Marie. Farverne snyder ret meget på billedet, men yderstoffet er lækkert babyfløjl i den fineste lilla farve.



En ballonnederdel til Karoline blev det også til, selvom det ikke helt er til at se det - men altså, pigen nægtede at stå stille og nægtede at tage nederdelen af igen! Den er lavet lidt på slump, men heldigvis passede målene, og Luna Marie har stillet sig i kø til også at få en, så jeg må i gang igen.
Nu kunne jeg så godt tænke mig at udfordre mine syevner igen og se, om jeg mon kan sy leggins. Men udfordringen ligger mest i, at jeg ikke har nogen overlocker. Så kan man det? Min symaskine har mulighed for at sy 'overlocker-søm', men er det nok? Eller skal jeg virkeligt ud og investere i en dyr maskine, som jeg måske ikke kommer til at bruge vildt meget?


onsdag den 9. oktober 2013

Noget om ikke at mestre alting

I går var en god dag. Pigerne have en af de dage, hvor de helst bare ville lege selv, hvilket betød usædvanlig meget "mig-tid" på sådan en helt almindelig eftermiddag. Det er vi overhovedet ikke vant til, for eftermiddagene plejer at være ensbetydende med ulvetime, lettere kaos og en lidt forsvedt mor, som drøner rundt.

MEN ikke i går, så jeg tænkte, at jeg da lige ville udnytte tiden og bare lige sy et par ballonbukser til Luna Marie. For hvor svært kunne det mon være? Ikke særligt svært, troede jeg, og jeg nåede da også at tænke, at måske ville det endeligt lykkedes mig at sy noget, hvor jeg ikke skulle sprætte op. Den tanke kom jeg dog hurtigt fra igen, da det åbenbart ikke er særligt logisk for mig at sy ballonbukser! Ihvertfald ligger stoffet nu krøllet sammen i et hjørne, og symaskinen blev pakket sammen i lettere hysteri! Jeg har grublet over det hele aftenen, natten og morgenen, og jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan jeg kunne sy så meget forkert, og jeg forstår overhovedet ikke, hvordan jeg, hvis jeg vel og mærke fik syet stoffet rigtigt sammen, kan få foeret ind i bukserne.

Heldigvis er der da lidt, som lykkes. I mandags havde jeg besøg af en veninde, som jeg har lavet en syklub sammen med. Denne gang ville vi begge gerne have udryddet lidt af stoflagret, så vi syede begge en stofslange. Heldigvis et ganske harmløst projekt, som lykkedes *armene over hovedet* Og slangen har skabt stor glæde hos begge piger, så nu må der vist syes endnu en.



Men hvordan er I blevet bedre til at sy? Jeg HADER at sprætte op og mister hurtigt gejsten, når det mislykkedes.....

tirsdag den 13. august 2013

Sytid

Da jeg købte min symaskine sidste forår, var jeg sikker på, at jeg lynhurtigt ville kunne sy de mest fantastiske ting. Jeg havde store planer om alt det, som jeg skulle teste, og i begyndelsen gik det også fint med at komme i gang.
Men jeg må indrømme, at jeg stadig synes, at det er lettere at fiske garnet frem om aftenen end at få fundet alt mit sylir frem. Derfor var det rart, da min veninde og jeg blev enige om at lave vores egen lille syklub, hvor vi mødes ca. en gang om måneden og hjælper hinanden med at lære at sy.

I går var første aften i den nystiftede klub. På forhånd havde jeg besluttet, at jeg gerne ville gentage succesen med at sy en nederdel med lommer efter denne DIY, men denne gang skulle det være til Karoline.

Og efter en enkelt opsprætning lykkedes det faktisk at få denne fine nederdel lavet færdigt. Og bagefter nåede jeg en lynhurtig simpel nederdel til Luna Marie.



Det er skønt at have fået en syveninde. Og særligt fordi vi er lige langt (eller kort)i forhold til, hvad vi kan med en symaskine. Der er ingen dumme spørgsmål, men derimod en frygtelig masse grin, når vi tager den lidt på gefühl og sjusser os frem, hvilket ikke altid ender heldigt, når man syr.

I dag har jeg så hentet bogen 'Vild med nederdele' på biblioteket og lige bladret den hurtigt igennem. Og jeg har ret store forventninger til bogen - faktisk ligner det en bog, som jeg er nødt til at eje. Min drøm er at kunne sy til mig selv - ikke balkjoler eller habitjakker, men bare en enkel nederdel eller et par sommerbukser. Og et sted skal man jo starte, og jeg er startet med at låne bogen:-) Hav en dejlig tirsdag aften!


søndag den 14. juli 2013

Juni mdr. tada - nederdel med lommer endda!

Så fik jeg endeligt taget billeder af den sidste juni måneds ta-da - projekt nederdel med lommer til Luna Marie. 

Jeg fulgte DIYen fra Groovy baby and mama, og den var super nem at forstå. Og derfor kan det jo egentligt undre, at jeg alligevel var nødt til at pille op et par gange, fordi det lykkedes mig at få vendt stoffet forkert:-)

Men færdig blev nederdelen, og jeg er rigtig godt tilfreds. Så tilfreds, at jeg har været ude og købe mere stof, så jeg kan sy nogle flere af dem. Men det gode sommervejr og feriestemningen giver ikke ligefrem sy-tid, men mon ikke at jeg finder nogle timer i løbet af ferien? 




søndag den 19. maj 2013

Noget om pinse




Jeg elsker forårets små ekstralange weekender. Det giver lige lidt ekstra energi til hverdagen, og så giver det ikke mindst mulighed for at få ordnet nogle af de mange ting, som godt kan komme til at halte lidt i hverdagen. Vi har brugt lørdagen i haven, mens pigerne har været på pinseferie med farmor og farfar. Haven har de seneste år været nedprioriteret en del, og fx lå der i et hjørne brænde fra et nedsavet træ, som havde ligget der i 2 vintre! Nu kom det væk, og Hr. og Fru Frø må finde et nyt hjem fik jeg sagt, at jeg sådan set ikke er ret vild med frøer? Der blev også tid til at nyde alle de smukke træer, som lige er i fuldt flor. Både vores æbletræ, kirsebærtræ og det japanske kirsebærtræ står nu aller smukkest. Men desværre har mælkebøtterne i år særligt fundet plads til vores have. Og selvom de jo sådan set er ret smukke, har en del af dem måttet lade livet i denne weekend. 


Aftensmaden blev spist på udsigtpladsen lige over for vores hus. Der går heste og køer lige ved siden af, så hegnet gør pladsen mindre børnevenlig - ihverfald hvis man også selv vil slappe lidt af. Men når nu ungerne var sendt på ferie, var det oplagt at gå derover. Der er en fantastisk udsigt og masser af ro.


Men al tiden er ikke gået i haven. Der er også blevet tid til at sy en nederdel og hækle en pude - begge dele lavet af kun ting, som jeg havde i forvejen. Det er en ret god fornemmelse at få brugt sine rester. Så det må bestemt betyde, at jeg må ud og købe mere garn og mere stof, så jeg kan få flere rester!



Dagen i dag skal igen tilbringes i sommerland. Pigerne skal hentes, og jeg glæder mig! Hvad har du brugt din pinse på?

torsdag den 28. februar 2013

I sidste øjeblik

I sidste øjeblik sidder jeg nu ved symaskinen og håber at blive færdige med 2 lette nederdele til pigerne. Vi skal til familiefødselsdag i weekenden, og jeg har længe tænkt, at jeg da lige kunne sy lidt til pigerne. Men som det altid ender, så har jeg ikke fået gjort noget ved det, selvom symaskinen har stået klar. Og selvfølgelig sidder jeg nu og knurrer lidt over, at jeg ikke bare tog mig sammen.


I det hele taget vil jeg vildt gerne i gang med at sy mere. Når jeg kigger rundt i blogland, bliver jeg vildt inspireret af alle I dygtige damer og drømmer om at lære mere. Så jeg har planer om at lade symaskinen stå fremme, så jeg kan blive mindet om, at jeg gerne vil sy meget mere.





Jeg glæder mig til weekenden. Vi har haft store flyttedag på jobbet i dag, og jeg har forsøgt at bruge mine IT-færdigheder og hjælpe rundt omkring. Og det kan mærkes, at jeg har kravlet rundt under skriveborde bakset med ledninger og skærme, så jeg glæder mig mere end normalt til i morgen kl. 15. Måske også fordi weekenden skal tilbringes i det vindblæste med masser af familietid, og så har jeg besluttet, at jeg skal prøve kræfter med noget i køkkenet. More to come.....



mandag den 17. december 2012

Så er symaskinen i gang igen

Og første projekt i lang tid blev denne nederdel til Karoline, som hun skal have på juleaften. Jeg spurgte hende en anden dag, hvad hun helt ville - have en købe-nederdel eller en, som jeg syede til hende. Og det varmede mit moderhjerte en ekstra gang, da hun helst ville have, at jeg syede en til hende. Så ned i bunken med stof og op kom disse.


Nederdelen er syet i 6 baner i 21x39 cm. Stoffet er nok en anelse sommerligt, men Karoline valgte selv, og det minder mig også om, at før vi får set os om, så skinner solen igen.








mandag den 11. juni 2012

Og jeg lover aldrig mere at kaste med nederdele.....

I går var det endelig blevet tid til kreaklubbens første heldagsarrangememt.

Vi mødtes hos Fie Og nød en dag fyldt med kreative indfald, snak og kage. Dog tror jeg mange af os havde regnet med at få lavet lidt mere, end hvad det blev til. For mit vedkommende havde jeg jo nærmest regnet med at slippe op for projekter, og jeg havde derfor medbragt mit hækleri. Men grunden til, at jeg til sidst sad og skumlede over hæklenålen, havde jeg ikke forudset. For at sy en nederdel måtte da være piece of cake. Sådan var det ikke helt for mig, og på trods af de andres opmuntrende ord endte jeg med at kyle nederdelen fra mig i raseri. Jeg anede simpelthen ikke, at en nederdel kunne gære det ved mig:-)

Men på trods af at jeg tog hjem uden at have fået produceret noget som helst, kan jeg alligevel fremvise lidt. For at se de andre og være sammen om kreativiteten fik jeg til at sidde ved symaskinen hele aftenen. Så nu er både nederdel og buksernes snydelommer Klar til brug.

å

Jeg har verdens allerbedste kreaklub og er enormt taknemmelig for, at de er kommet ind i mit liv.

mandag den 4. juni 2012

Forberedelser vol I

Så er forberedelserne til kreaklubbens første heldags arrangement gået i gang.
Vi skal sy og sy (og snakke, grine og drikke kaffe) en hel dag, og nui, hvor jeg altså glæder mig. Det er muligvis de skæggeste damer, jeg er kommet i selskab med, og hver eneste gang vi mødes, får jeg brugt samtlige mavemusklerne i et forsøg på ikke at sprutte alt for meget af grin. Samtidig er de allesammen fyldt med kreative påfund, og derfor er det så fedt! Jeg bliver virkeligt udfordret på mine evner, og på søndag er det så sykundskaben, der skal stå sin prøve. Nu har jeg jo ikke syet ret meget (3 par bukser, 2 nederdele og 1 kjole, men hvem tæller?), så det er med tungen lige i munden og lidt klamme håndflader, at jeg sådan offentligt skal sidde bag maskinen. For jeg tvivler altså på, at de andre på mærkværdigvis også nogle gange bliver viklet ind i ledningen, eller at de har så lidt logisk sans som mig i forhold til at få delene til at passe sammen. MEN muligvis kan de lære mig en masse, hvilket jeg sådan set satser ret meget på! Og så satser jeg på at komme hjem med ihvertfald 1 færdigt projekt......






En nederdel i baner til Karoline

Bukser til Luna Marie - og planen er klar; der skal lommer til.


Så de næste aftener kommer muligvis også i klipningens tegn. Og hvis jeg ikke når så meget som forventet på søndag, er det jo bare fantelastisk at have klippet så, så det 'bare' er at sætte sig ved maskinen.


Fik jeg sagt, at jeg glæder mig?

lørdag den 7. april 2012

P for påske

Hjemvendt efter nogle dejlige påskedage i det nordvestjyske. Dog stadig tappet en anelse for energi efter en uge med sygdom hos familien. Kun Karoline slap fri, mens vi andre har brugt mere tid, end vi kunne have ønsket os, vandret.

Men heldigvis blev er også tid til kreative udfoldelser, strandbesøg, garnshopping, udetid og masser af tid til familiehygge.







Nu nyder vi de resterende påskedage herhjemme - forhåbentligt med den nye iPad:-)

onsdag den 21. marts 2012

Med stædighed kommer man langt!

Et af mine mål for 2012 har været at lære at sy nederdele til tøserne. Med en pige, som permanent nægter at vedkende sig bukser og en anden, som sikkert bliver smittet af den største, kan jeg godt regne ud, at forbruget af kjoler og nederdele nok ikke bliver mindre de kommende år.

Så ved hjælp af endnu et dejligt mønster fra Minikrea gik jeg i gang i aften. Der måtte nogle hjernevridninger til for at regne ud, hvordan jeg syede ribben på og ikke mindst, hvordan man får kantbåndet på. Faktisk havde jeg ikke de store bekymringer om kantbånd, men så kom jeg til at google det, og det skulle jeg da aldrig have gjort. Op kom flere hits med folk, som bandede det langt væk. Heldigvis fandt jeg også denne DIY, som helt sikkert reddede mig fra vanviddet.
Jeg lover at skåne jer for nærbilleder, for det er let at se, at det er min første nederdel og mit første forsøg med kantbånd. Men ellers synes jeg selv (pral pral), at farvesammensætningen er lækker og giver vinteren baghjul og byder foråret velkommen. Så mangler vi bare, at Luna Marie lærer at gå, så hun kan stavre rundt i nederdelen. Det må vel også snart være på tide, selvom barnet på ingen måde deler sin mors utålmodighed.


Og så ser jeg frem til 1. maj, hvor jeg går ned på 34 timer på jobbet, så fremover har jeg tidligt fri mandag, tirsdag og onsdag. Jeg glæder mig som en gal, fordi jeg tror på, at det kan give noget luft til familielivet i modsætning til nu, hvor jeg tit føler, at hverdagene er en stor omgang stress. Tidligere har jeg elsket at arbejde fuldtid, fordi jeg så altid var med, når beslutningerne skulle træffes. Men nu skal det prøves, og vi glæder os alle, selvom det bare er 3 timer, bliver det gode 3 timer.

søndag den 18. marts 2012

Man skal jo starte et sted

Med sin stofsamling.

Jeg har meget længe kigget forelsket på alt det smukke stof, som befandt sig her i blogland, men aldrig helt kunnet retfærdiggøre, at jeg selv købte noget af det. Men NU! NU må jeg! Og den seneste uge har jeg startet min stofsamling op.

Jeg har igen besøgt min yndlingstofbutik, hvor jeg fandt disse 2 stoffer. De er så fine og retroagtige, at jeg bestemt må gemme noget af det til små projekter.


Og så har jeg været så heldig at få lov til at købe lidt stof af Didde-Louise. 2 fine stykker stof, som jeg glæder mig til at bruge af.



Og så har jeg så heldig at få fingrene i et helt dynebetræk herfra. Jeg vil gerne bytte noget af dette betræk til noget andet retrostof, hvis der er nogen, som har lyst? Smid en kommentar eller send  mig en mail.

Luna Marie har det meget bedre i dag - og det samme for mig. Tusind tak for alle de søde kommentarer - det har varmet helt utroligt!

søndag den 11. marts 2012

Når et mål nåes, åbnes nye døre

Eftermiddagen i går blev brugt på endnu et par bukser. Jeg er VILD med stoffet og har gemt nogle store stykker til fremtidige projekter.


For sådan går det nemlig. Nu har jeg nået målet om at kunne sy bukser til pigerne og straks så finder jeg en ny drøm, et nyt projekt. Jeg har lovet Karoline at lave en nederdel til hende, for bukser vil pigebarnet overhovedet ikke i. I første omgang bliver det vist en ganske enkel nederdel, for her i starten har jeg mest brug for armene-over-hovedet oplevelser, men jeg drømmer om at lave nederdele i baner ligesom disse. Men altså - jeg har ingen idé om, hvordan jeg griber det an, om jeg skal bruge et mønster eller tænke selv.
Og jeg drømmer om at sy lette sommerkjoler til begge børn, og igen er jeg lidt i vildrede, for jeg har ikke set det perfekte symønster. De skal være lette og luftige og uden ærmer og fåes i str. 86 og 104/4 år.

Jeg elsker, hvordan blogverdenen har skubbet til mig og givet mig lyst til at udfordre mig selv.

Hav en fabelagtig søndag!

lørdag den 10. marts 2012

Jeg ku' (sgu)

Hænderne over hovedet! Jeg ville slå en flik-flak (hvis jeg ku'!)

Mit første syprojekt i mange år er lykkedes.




Jeg indrømmer, at det ikke var uden kamp (eller køb af nyt stof, fordi NOGEN ikke vidste, hvordan man klipper det ud.....). Og det var heller ikke uden karrighed og frustrationer. Eller uden lysten til at smide det hele i skraldespanden og bare købe et par hos nogle af de søde dygtige blogdamer. Men min stædighed kom mig endnu en gang til gavn, og jeg er så stolt, at jeg faktisk er helt irriterende. Men det føles bare så fedt at kunne selv! Og jeg har mod på mange flere par. Og også lyst til at kunne gøre det hele lidt pænere næste gang.....

onsdag den 7. marts 2012

Starten på en ny æra?

Så er det klar, parat, start!
Symaskinen ankom i går som aftalt. Super service og hurtig levering! Nu skal maskinen så stå sin prøve. Eller er det mig?
Jeg har brugt formiddagen på at besøge den lokale stofbutik, Stof & Stuff, som har lækre stoffer og en sød ekspedient, som ikke grinede af, at jeg overhovedet ingen anelse har om, hvad jeg skal gøre. Det er genialt for sådan en krea-nød som mig, at der i kort afstand fra mig både ligger en god garn- og en god stofbutik.



Nu er stoffet så i maskinen, og imens sidder jeg så og tygger på, om jeg tør. Altså bare det at klippe stoffet volder mig store spekulationer.... Kan jeg bare lægge stoffet dobbelt og så klippe 2 på én gang? Kommer det ene ikke til at være spejlvendt? Går det? Og kan jeg overhovedet finde ud af, at sætte sytråden i? Bør jeg i virkeligheden bare lave en Maude og glemme alt om stof?

To be continued.........

lørdag den 3. marts 2012

Beslutning taget

og på tirsdag skulle denne fine begyndersag gerne lande hjemme hos mig.

Billede lånt herfra
Ikke særlig dyr, men forhåbentlig snart min nye bedste ven. Jeg glæder mig rigtigt meget til at få tid til at øve mig og til at gå i gang med mit første projekt, som enten skal være bukser til Luna Marie eller en nederdel også til Luna Marie. Men begge dele skal helt sikkert pimpes med noget hækleri.

Bare det snart var tirsdag......

søndag den 26. februar 2012

Om fastelavnsboller og symaskiner


Vi har  været til endnu en fastelavnsfest i dag - denne gang i det lokale forsamlingshus. En stor succes for Karoline og mine fastelavnsboller, som blev spist rub og stub, hvilket man godt kan forstå efter at have smagt dem. De er lavet ud fra denne opskrift, og efter at jeg snød fyldet og puttede bollerne i muffinsforme, så fyldet blev inde i dem, blev de lige som fastelavnsboller skal være. Fyldet består af æble, sukkermasse og marcipan, og herhjemme glæder vi os allerede til næste år, så vi kan få flere af den slags. Selve fastelavnsfesten bestod dog mest af bestyrelsen for forsamlingshuset, og det er bare SÅ ærgerligt. Jeg havde håbet, at mange børnefamilier havde tænkt det som en god mulighed for at lære andre at kende, men desværre. Heldigvis tog det ikke glæden fra vores egen Snehvide, som hyggede sig hele eftermiddagen med veninde, tøndeslagning og lakridsspisning.



Jeg selv er stadig i symaskinedrømmeland. Efter at have skrevet indlægget i går har jeg gået og spekuleret på, om jeg virkeligt kan vente til efter påske, før jeg får min egen maskine. Skal/skal ikke? Jeg har kigget på en masse maskiner, uden egentligt at blive synderligt mere klog. For jeg aner ikke, hvad jeg skal kigge efter. Om den er pæn? For det er de jo sjældent. Om den vil passe godt ind i vores stue? Ah mon dog. Det er vist godt, at jeg skal bruge de næste dage på kursus, så jeg får noget andet at tænke på....

lørdag den 25. februar 2012

En ny afhængighed kommer sjældent alene

Velour, rib, bomuld, nål og tråd - jeg kan ikke tænke på andet. Når Morten snakker til mig, skal jeg først forsøge at fjerne tankestrømmen af drømme om bukser, bluser og kjoler, før jeg kan svare. Jeg er fanget.

Ét besøg hos Stof og Stil skulle der til. Ét!! Bedre blev det ikke af, at jeg ikke en gang skulle bruge overbevisende ord for at forklare, at jeg da er nødt til at have min egen symaskine. Hvis jeg da bare skulle have plaget og pleaset, havde min reaktion måske ikke været så irriterende. Men nu er hjernen bare fyldt med stof og mønstre og drømme.

Sagen er bare den, at jeg ikke kan sy! Og det er muligvis et mindre problem i denne sammenhæng. Jeg har ikke rørt ved en symaskine, siden jeg gik i folkeskole. Jeg aner ikke, hvordan jeg gør, men jeg tror på, at jeg kan lære det. Så nu har jeg sat min mor på sagen. I dag købte vi mønster og stof til et par bukser til Karoline. Så skal hun teste og sy, indtil vi kommer på påskeferie, hvor jeg skal i lære. Og hvis jeg lærer bare lidt, skal der investeres i en maskine. Og her kommer I ind i billedet, for hvad skal jeg købe? Hvilken symaskine kan anbefales til en nybegynder? Jeg vil gerne kunne sy simple bukser, nederdele, kjoler og toppe til pigerne. Ikke noget fancy, bare lidt til husbehov.



Udover stoffet til bukserne fik jeg også købt stof til selv at kunne betrække knapper. Jeg har bare ingen maskine til at gøre det med - igen mindre problem! Men hjemvendt læser jeg i bladet fra butikken, at de har udstyr til at betrække knapper med - til 34,95?!?! Kan det passe? Koster det virkeligt ikke mere end det? Er det sandt, må jeg vist afsted igen. Ikke at det egentligt ville gøre noget, for så kunne jeg jo lige kigge lidt på farver, mønstre og garn ikke mindst.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...