En, som jeg holder uendeligt meget af, har sagt lige siden, at jeg lærte at hækle, at hun godt kunne tænke sig en nålepude ligesom den Liselotte har lavet. Og jeg har tænkt så mange gange, at den ville jeg lave til hende. Og jeg kom faktisk også så langt, at jeg fik en lavet men andre sat en knap i, og så blev den væk! Sådan gik der flere år, og jeg havde lidt glemt hendes ønske.
Lige indtil den dag, hvor hun blev syg, og hvor jeg blev bange! Den dag gik jeg straks i gang med at hækle den til hende, og nu er den skippet afsted med posten til hende. Sammen med en sløjfe til hendes underskønne datter.
Det har givet mig et lille wake-up calle blandet sammen med en kold spand vand i hovedet. Man skal ALDRIG udsætte de ting, som er vigtige for en! Heller ikke selvom, at det bare er en lille hæklet nålepude.
Jeg har haft så travlt med at blive mor igen, blive medarbejder igen, blive kreativ igen, at jeg helt har glemt, at lige meget hvor stærkt jeg løber, og hvor godt jeg prøver at gøre det, så er det om at nyde hver eneste dag. Og nyde, hvor glad jeg kan gøre min familie og mine venner bare ved små ting.
Så nu vil jeg vende hovedet mod solen og trække vejret roligt en ekstra gang.
Hav det fabelagtigt!
