En stjerne er steget til vejrs

Fredag forlod Fimpe min verden og fandt sin plads i hundehimlen. Så weekenden har været tårevædet og fuld af gode minder om min bedste ven gennem 7 år.

Fimpe gav os alt det, man kan drømme om med en hund. Han var altid med, altid ved min side og altid til at stole på.

Savner...

.... en blød pote, som sniger sig vej ind under dynen om natten
..... gøende jublen, når turen går til vandet
..... et hoved på skrå, når man snakker til ham
..... den luntende gang gennem huset
..... tiggen, når en dåse hakkede tomater bliver åbnet (han troede, at det var cocktailpølser hver gang)
.... skraben på havedøren for 20. gang på en aften, når han gerne ville ind eller ud
..... at give ham et kys lige på det allerblødeste sted mellem øjnene

Det har været 7 fantastiske år med en helt fantastisk hund, og jeg er stadig lidt i chok over, at han ikke kommer tilbage. Jeg sidder tilbage med en tomhed, som er helt ubeskrivelig. Karoline spurgte i går "hvornår skal vi have en ny hund?", og det var rædselsfuldt at sige, at det skal vi ikke. For vi har 2 små børn og ikke overskuddet til at byde en ny hund velkommen i vores liv. Fimpe fyldte meget - nok også for meget - og jeg kender mig selv nok til at vide, at en ny hund ville få lige så meget opmærksomhed. Men så takker jeg for, at det var netop os, som fik lov til at få Fimpe, selvom 7 år slet slet slet ikke var nok.Og giver mig selv et kram og husker på, at en skønne dag ses vi igen.

Om at være en hunde-Maude!

Kan de det? Være maude-agtige og gå i seng? Altså hundene!
For sådan er Fimpe øjensynligt. Det tåbelige hundedyr har formået at tricke mig big time! Vi sendte ham til Thy i tirsdag med henblik på at få ham undersøgt for at se, om hans halteri kunne ordnes, eller om han var på vej i hundehimlen. Men søreme om ikke at hans halteri forsvandt som dug for solen, så snart han så sin bedste ven, mine forældres meget tykke og meget gamle labrador!
Så føler man sig meget dum og meget snydt, når det møg kræ (som jeg virkeligt ikke kan lade være med at grine af) tager røven så meget på en!

Møg dyr!

Jeg krydser fingre......

..... og har følelserne uden på tøjet i dag. For verdens bedste hund, Fimpe, skal til dyrlæge. Hans knæskal hoppede ud for nogle uger siden, men hvis det er det, kan det klares med en mindre operation. Men der er desværre også den mulighed, at det er gigt i bagpartiet, og så kan der ikke gøres noget. Jeg har taget beslutningen, at min hund ikke skal lide for min skyld, og at det vigtigste er, at han har det godt, og så må mine hjerteskvaler komme i anden række. Men tanken om, at når dagen er omme, så er Fimpe muligvis kommet i hundehimlen, er slet slet slet ikke til at bære. Jeg savner ham allerede, og tårerne sidder yderst i øjenkrogen.
For Fimpe har altid været min bedste ven! Jeg fik ham tilbage i 2005, hvor vi troede, at vi havde købt en Cavalier King Charles Spaniel, og i starten lignede han da godt nok også sådan en.

Men tiden gik, og Fimpe blev lidt for stor og lidt for aktiv, og vi måtte sande, at vi nok i virkeligheden var blevet snydt. Men heldigvis viste det sig, at nok er Fimpe ikke verdens pæneste og mest ægte hund, men til gengæld er han verdens sødeste!  Han er en hund med markante meninger - han bliver virkelig vrissen og gnaven af udseende, hvis han ikke får sin daglige gåtur. Og hvis man tillader sig at sige, at han ikke må ligge i sofaen, så vralter han væk med et vrantens ansigtsudtryk. Men han er kær og rar - og faktisk også Hr. 2. Præmievinder, da vi gik til hundetræning.
Fimpe SKAL, MÅ og VIL klare dagen i dag. For jeg er ikke klar til at sige farvel.......