onsdag den 29. februar 2012

And the winner is.....

..... den søde søde dame!



Stort tillykke & send mig en mail, så giver jeg YarnFreak besked.

Og tusind tak til alle jer, som har deltaget. Mon ikke at jeg snart igen finder på noget?

Om at opfinde sit eget mønster

Jeg strikker. Og elsker det. Og kan overhovedet ikke slippe det. Men jeg gør det vist forkert. Min mor kiggede på den vest, jeg er i gang med og sagde smilede "Det ser rigtigt fint ud, men er det rib?" Og jeg kan da muligvis også godt selv se, at det ikke helt ligner de veste, som jeg har fået foræret. Heldigvis synes jeg, at mønstret er fint og strikker bare videre. Men jeg kunne egntligt godt tænke mig at vide, at hvad min fejl er. Jeg burde strikke dobbelt rib - 2 ret og 2 vrang. Kan du se, hvad jeg gør galt?



Og Luna Marie har sovet HELT til kl 04.55 i dag! Tænk, at man kan være glad for det.... Hav en fabelagtig onsdag

tirsdag den 28. februar 2012

3.48

er meget tidligt om morgenen.

3.48!

!!!

Tidspunktet, hvor Luna Marie valgte at starte dagen i dag. Jeg forudser, at det bliver en lang dag....

søndag den 26. februar 2012

Om fastelavnsboller og symaskiner


Vi har  været til endnu en fastelavnsfest i dag - denne gang i det lokale forsamlingshus. En stor succes for Karoline og mine fastelavnsboller, som blev spist rub og stub, hvilket man godt kan forstå efter at have smagt dem. De er lavet ud fra denne opskrift, og efter at jeg snød fyldet og puttede bollerne i muffinsforme, så fyldet blev inde i dem, blev de lige som fastelavnsboller skal være. Fyldet består af æble, sukkermasse og marcipan, og herhjemme glæder vi os allerede til næste år, så vi kan få flere af den slags. Selve fastelavnsfesten bestod dog mest af bestyrelsen for forsamlingshuset, og det er bare SÅ ærgerligt. Jeg havde håbet, at mange børnefamilier havde tænkt det som en god mulighed for at lære andre at kende, men desværre. Heldigvis tog det ikke glæden fra vores egen Snehvide, som hyggede sig hele eftermiddagen med veninde, tøndeslagning og lakridsspisning.



Jeg selv er stadig i symaskinedrømmeland. Efter at have skrevet indlægget i går har jeg gået og spekuleret på, om jeg virkeligt kan vente til efter påske, før jeg får min egen maskine. Skal/skal ikke? Jeg har kigget på en masse maskiner, uden egentligt at blive synderligt mere klog. For jeg aner ikke, hvad jeg skal kigge efter. Om den er pæn? For det er de jo sjældent. Om den vil passe godt ind i vores stue? Ah mon dog. Det er vist godt, at jeg skal bruge de næste dage på kursus, så jeg får noget andet at tænke på....

lørdag den 25. februar 2012

En ny afhængighed kommer sjældent alene

Velour, rib, bomuld, nål og tråd - jeg kan ikke tænke på andet. Når Morten snakker til mig, skal jeg først forsøge at fjerne tankestrømmen af drømme om bukser, bluser og kjoler, før jeg kan svare. Jeg er fanget.

Ét besøg hos Stof og Stil skulle der til. Ét!! Bedre blev det ikke af, at jeg ikke en gang skulle bruge overbevisende ord for at forklare, at jeg da er nødt til at have min egen symaskine. Hvis jeg da bare skulle have plaget og pleaset, havde min reaktion måske ikke været så irriterende. Men nu er hjernen bare fyldt med stof og mønstre og drømme.

Sagen er bare den, at jeg ikke kan sy! Og det er muligvis et mindre problem i denne sammenhæng. Jeg har ikke rørt ved en symaskine, siden jeg gik i folkeskole. Jeg aner ikke, hvordan jeg gør, men jeg tror på, at jeg kan lære det. Så nu har jeg sat min mor på sagen. I dag købte vi mønster og stof til et par bukser til Karoline. Så skal hun teste og sy, indtil vi kommer på påskeferie, hvor jeg skal i lære. Og hvis jeg lærer bare lidt, skal der investeres i en maskine. Og her kommer I ind i billedet, for hvad skal jeg købe? Hvilken symaskine kan anbefales til en nybegynder? Jeg vil gerne kunne sy simple bukser, nederdele, kjoler og toppe til pigerne. Ikke noget fancy, bare lidt til husbehov.



Udover stoffet til bukserne fik jeg også købt stof til selv at kunne betrække knapper. Jeg har bare ingen maskine til at gøre det med - igen mindre problem! Men hjemvendt læser jeg i bladet fra butikken, at de har udstyr til at betrække knapper med - til 34,95?!?! Kan det passe? Koster det virkeligt ikke mere end det? Er det sandt, må jeg vist afsted igen. Ikke at det egentligt ville gøre noget, for så kunne jeg jo lige kigge lidt på farver, mønstre og garn ikke mindst.

fredag den 24. februar 2012

Jeg vil godt klage....

... for det var vel ikke meningen, at man skulle hygge sig så meget i en krea-klub, at man ikke får lavet noget?!

Jeg var til første kreaklubsmøde onsdags hos Marianne sammen med Tanja, Gitte, Christina og Fie. Som skrevet i onsdags var jeg ved at dø af skræk, men ret hurtigt blev den angstfyldte frygt byttet ud med en rigtig god boblende fornemmelse. Det er længe siden, at jeg har været i så behageligt selskab med damer, som jeg ikke kendte i forvejen, og sjældent er jeg nået om så forskellige emner. Det var bare rart og har efterfølgende givet blod på tanden. Så jeg pønser på noget i mit lokalsamfund. Men mere om det senere.

Som navnet antyder skulle det være en kreaklub. Men for mit vedkommende blev det mere til en kagespisendeogikkemindstsnakkendeklub - og nå ja, så en del optrævling, fordi jeg ikke kan både snakke og strikke rib!!! Så allerede da jeg kørte hjem onsdag, gik jeg i gang med at spekulere på, hvad jeg skal have med næste gang, så jeg også får lavet lidt. Og i dag har jeg købt ind til kreaklubsprojektet, som indebærer Kauni og en hæklenål nr. 6.....

Skræmmende, men sandt - jeg var nået længere, da jeg kom, end da jeg gik....



Men det var en stor succes for mig, og jeg glæder mig allerede vildt til næste gang. Blogland er nu et fantelastisk sted....

onsdag den 22. februar 2012

Spændt

I aften skal jeg for første gang møde en flok blogdamer og alt deres kreative habbengut. Jeg er super spændt - og nok også en anelse nervøs, for udover at være frygtelig fjollet, så er jeg også frygtelig genert.... Så det er faktisk helt grænseoverskridende for mig at skulle afsted i aften.

Marianne har lovet at overtage værtsskabet, da mit overskud skred i svinget. Det sætter jeg pris på, og jeg håber, at jeg med masser af kage kan gøre det gøre det godt igen?


Og så glæder jeg mig til at se, hvad de andre krea-damer vil bruge aftenen på. Jeg selv har flere ting, jeg gerne vil nørkle med.

mandag den 20. februar 2012

Kaoskaskader

Shit, virkeligheden ramte med 180, og jeg fløj lige tilbage i uoverskuelighedens favn. Det føles som om, at en boomerang er landet i baghaven og ikke helt vil forlade scenen. Glæder mig til forår. Glæder mig til lys.

Men blomster skal der til

søndag den 19. februar 2012

I børnehøjde

En lang skøn vinterferie er ved at nærme sig sin afslutning.
Vi har prioriteret at have så planer som muligt ovenpå en vinter fyldt med alt for meget at lave, alt for meget sygdom og alt for lidt overskud. Og det har hjulpet og givet pote. Jeg føler mig (næsten) klar til at møde virkeligheden i morgen, selvom jeg allermest havde lyst til at nikke, da Karoline spurgte, om vi ikke bare skulle holde vinterferie hver dag?

Dog er det blevet til masser af oplevelser - både ude og hjemme. Der har været cirkus besøg i Gellerup, fastelavnsbollebagning (med marcipan og æble indeni - uhm!), besøg hos gode venner, brevskrivning til Rosa (Karoline vil SÅ gerne bage en kage til sin mormor), og karsepindsvinet har fået pigge.

Elsker elsker ferie!






lørdag den 18. februar 2012

Kommer tid

Jeg er gået i gang med et nyt strikkeprojekt; en ribstrikket vest til Luna Marie. Jeg har fanget, hvordan man strikker vrang, men jeg har måttet sande, at jeg på ingen måde kan trævle et stykke op og fange maskerne. Så efter at være startet forfra har jeg nu besluttet, at fejl er okay og forsøger at acceptere dem (og ja, det er korrekt opfattet, at jeg kigger vredt på fejlene og bander af mig selv!).


Og så tager det jo bare laaaaaaaaang tid at strikke, fordi det er skiftevis ret og vrang. Og fordi jeg hele tiden glemmer, hvad jeg sidst har strikket og må tælle og kigge. Så lige nu skal jeg virkeligt holde mig selv i snor for ikke at starte et nyt projekt op. Hurra for stædighed!

tirsdag den 14. februar 2012

Strikket vest til frøkenen

Så blev første beklædningstrikkeprojekt færdiggjort og ikke mindst accepteret af vestens ejermand, som har danset rundt i den

Vesten er strikket efter denne opskrift med Drops Nepal (65% uld og 35% alpaca) på pind 5, og efterfølgende er der hæklet fastmasker og muslingemasker med gråt garn. Det har været et rigtigt godt begynderprojekt, fordi vesten er strikket i retmasker, hvilket er lige til at finde ud af for en begynder som mig.








Næste projekt er allerede søsat, og denne gang skal jeg lære at strikke både ret OG vrang - *bævre bævre*

mandag den 13. februar 2012

Noget om stædighed

Jeg er stædig - eller kan være det.
Hvis jeg bestemmer mig for noget, så bliver jeg ved, indtil jeg har nået det. Som da jeg tabte 25 kg., fordi jeg ikke ville være så tyk til mit bryllup , eller da jeg besluttede, at jeg ville lære at hækle og derfor camperede foran YouTube, indtil jeg havde forstået termerne.

Så da jeg fandt ud af, at jeg gerne ville lære at strikke, virkede det egentligt ikke så uoverskueligt. Med hjælp fra Askeladen er det lykkedes mig at komme godt fra start, og nu er jeg i gang med at sy vesten sammen og hækle muslingemasker i kanten. Jeg indrømmer, at der er en del fejl i strikkeriet, men jeg kæmper ufornødent videre og glæder mig til at kunne vise det færdige projekt frem - og at komme i gang med næste garnprojekt.

søndag den 12. februar 2012

Boller op boller ned

 - og masser af kage i min mave!

Vi har tilbragt eftermiddagen i hyggeligt (og lettere larmende) selskab til børnehavens fastelavnsfest med alt det, der hører sådan en fest til; sammenskudsfrokost, tøndeslagning og enorme mængder kage! En skøn måde at starte vinterferien på.

Begge tøser var naturligvis klædt ud. Karoline er i den alder, hvor selv den mest overtalende mor ikke kan få hende til at vælge en Disney-rædsel ud. Så jeg nyder, at det stadig er let at indfri hendes ønsker. Og mindstebarnet 'lider' under, at hun kan arve Karolines kostumer, så hun blev proppet i kattedragten med ører og hale og så lige et par knurhår til at fuldende udtrykket:-)




lørdag den 11. februar 2012

Noget om knapper

Først var det garn, jeg blev besat af.

Sidste weekend var det stof. Jeg sniffede næsten stofmagasinet og så for mig alle de fine ting, jeg kunne lave til pigerne - hvis jeg vel og mærke kunne sy. Det.kan.jeg.ikke.og.det.ærgrer.mig.gul.og.grøn.

Strikke derimod - det kan jeg lidt! Eller... jeg kan strikke ret, og næste mål er at fange vrangen. I dag sad jeg længselsfuldt og læste opskriften hos yndlingsstrikkebutikken. Samtidig var jeg på jagt efter knapper til kommende hækle- og strikkeprojekter, og jeg blev lidt skuffet. For jeg synes slet ikke, at der var det, som jeg ledte efter. Kender I det?

Mit eneste knapkøb i dag

Og så bliver jeg så ærgerlig over, at jeg ikke gemte den blogside, hvor jeg læste om en, som selv laver (og måske sælger???) skønne knapper.

Og det er her, I kommer ind i billeder - verdens sødeste blogdamer! Kan I hjælpe mig med at genfinde den blog, hvor man kan se smukke knapper og muligvis få fingrene i nogle af dem? Eller kender I steder i Østjylland eller endnu bedre på nettet, hvor man kan købe smukke (evt. betrukne) knapper?

onsdag den 8. februar 2012

I hi

Vinteren har grebet fat i os med al sin pragt og vælde - og sygdom! Efter at Luna Marie er frisk igen, har jeg måttet række armene i vejret og give fortabt. Så min ugentlige fridag bliver i dag ikke brugt på at ordne hjemmet, men i stedet på at putte mig langt ned under dynen, knurre lidt over at kreaklubben er aflyst og bladre i denne bog, som kom ind af døren i går. Bogen er en skøn gave fra Lene med bloggen Filihunkat. Dejligt med sådanne mennesker i blogland.

mandag den 6. februar 2012

Ro på

Sådan en weekend kan anbefales. Følg nedenstående vejledning:

Pak bilen
Prop mand og barn ind i den
Kør 200 km.
Besøg forældre
Bliv forkælet af forældre
Gå helt ned i tempo
Nyd livet
Første strikkeprojekt - den er ikke køn, men det tror jeg faktisk mere er mønsterets skyld (ja ja, jeg er  naiv!)

Næste strikkeprojekt er søsat - en vest til størstefrøkenen


På tur over isen med Bedstefar


..... især fordi Nemesis altid bider en i røven og bytter weekenden med et sygt barn, som bare vil bæres og krammes og slet ikke sidde selv.

onsdag den 1. februar 2012

Give-away!

Så er det atter tid til en give-away hos mig!

Jeg har fået lov til udlodde dette skønne kaktuskit fra Yarn Freak. Kender du butikken? Hvis ikke er den helt klart et besøg værd! Skønt garn, sjove kit og super service af Puk & Camilla. Jeg har desværre kun været der 1 gang, men jeg ved, at jeg snart skal tilbage igen...


Reglerne for at deltage er som altid enkle:

1 lod for at skrive en kommentar herunder
1 lod for at blive fast læser
1 lod for at linke fra din egen blog

Jeg trækker en vinder den 29. februar 2012 om aftenen, og så sender de søde damer fra Yarn Freak ud til vinderen.

Held?

Jeg tror, at det må være min lykkeuge (altså hvis man ser bort fra, at jeg bandede langt væk denne morgen og hvislede noget i retning af "det må være Tycho Brahes Dag i dag", da Luna Maries hat var væk, jeg tabte alt, hvad jeg havde i hænderne, og jeg bare manglede én ingrediens til at kunne bage en gulerodskage.

Meeeen de små irritationsmomenter opvejes til fulde af den gave, som vi fik i søndags af Farmor & Farfar. Sådan lidt henkastet under kaffedrikningen sagde de nemlig ".... og så vil vi da også gerne invitere jer på ferie til efteråret". Og ferien er ikke en tur i sommerhus eller en tur til Lalandia (selvom begge dele ville være SUPER og mere end hvad jeg forventede). Næe nej, vi skal skam en tur hertil:



Billerne er lånt herfra

1 uge på Kos til september med alt betalt! Gisp! Wauw! Vildt! Jeg er stadig lidt overvældet og har ikke helt fattet det. Sidst vi var udenlands, var i 2005(!), så det må også snart være på tide. Men med 2 barsler, 2 små børn, en kone med flyskræk og en masse projekter har hverken tiden eller økonomien været til det.    Eneste hurdle er, at jeg som sagt ikke tør flyve, og det kan jo godt være en anelse problematisk! Så jeg har besluttet at besøge en hypnotisør og håbe, at det kan hjælpe mig. For det er vigtigt for mig, at mine børn ikke bliver ramt af min angst for højder og fly, og at det ikke kommer til at fylde for meget på ferien, for vi skal jo også ligesom flyve hjem....


Og her til morgen opdagede jeg så, at jeg er den heldige vinder af en give-away hos Malene - søde søde Malene! Jeg glæder mig SÅ meget til at modtage bogen, så jeg kan komme i gang med at bage!

Hav en skøn onsdag!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...