Kære 2014

Velkommen til nye år! Og tak for det gamle 2013!

Jeg siger farvel til et år, som på mange måder har været et af de bedste i mange år. Der er egentligt ikke sket så meget banebrydende, men det har også været tiltrængt for mig.

Morten startede i januar på nyt job - et job, som han altid har drømt om. Og jeg har i tilgift fået verdens gladeste mand hjem fra arbejde, hvilket er SÅ givende for os som familie. Måske arbejder han timemæssigt noget mere, end han gjorde tidligere. Men hans iver og engagement smitter af på hele familien.

De seneste år har været en rejse for mig, hvor jeg har skullet rejse mig fra en hård periode, og hvor jeg til tider ikke har kunnet kende mig selv. Men 2013 blev året, hvor Anna blev til Anna, og hvor jeg for alvor fandt ud af både at være mor, kone, kollega, veninde og bare mig! Og det er altså FEDT! Det er skønt at være med igen i stedet for altid at føle, at jeg stod på sidelinjen og ikke kunne komme ind på banen. Det er fantastisk at føle, at jeg kan være den, som jeg gerne vil, og at jeg ikke skal give afkald på alt for meget for at nå mine mål.

2013 blev også året, hvor jeg fik mulighed for at udfolde mig på mange måder kreativt. Jeg fik for alvor gang i strikkeriet, og jeg er glad for alle de ting, som jeg har fået lavet. Jeg udfordrede mig selv til at skulle strikke en sweater til mig selv i årets løb, men det endte med at blive til ikke mindre end to cardigangs og en sweater, mens den 2. sweater kun mangler det allersidste. Kreativt set fik jeg også tilbragt meget tid sammen med de sødeste kreadamer, og vi har planer om den 3. kreaweekend - weekender, som jeg sætter utrolig meget pris på.

Hvad så med 2014 - hvordan vil det år mon leve op til det forgangne? Og findes der nye mål og udfordringer, som jeg kan nå?

Jeg drømmer og drømmer om alle de ting, som man kan nå på et helt år. Ser muligheder og planer og laver masser af lister. Men mest af alt drømmer jeg egentligt bare om at få lov til at være mig. Jeg drømmer om at give mig selv mere mig-tid; prioritere mig selv når der skal shoppes tøj i stedet for at pigernes klædeskab skal bugne; udfordre mig selv til at få løbeskoene på: bruge mere tid i køkkenet, så jeg bliver mere tilfreds med mit udseende; give mig selv kreative udfordringer, så der ikke altid bliver hæklet det samme.

Kære 2014! Jeg glæder mig til alle 365 dage med dig!

Kan man strikke med den?

Det var min allerførste tanke, da jeg fik muligheden for at teste denne lille solcellelampe, Little Sun. For jeg - og sikkert alle jer, som læser med ude i blogland, er blevet så vant til bare at tænde for lyset og gerne mere lys, når vi har brug for det. Jeg indrømmer, at jeg sådan set ikke har brugt ret meget tid på at tænke over, hvor priviligeret det er. Og når jeg kigger omkring mig, mens jeg skriver indlægget, er lyset tændt i stuen, køkkenet, gangen og Karolines værelse - vel og mærke uden at vi er i rummene! Det er tankevækkende, at vi glemmer at sætte pris på noget, som er en luksus i andre verdensdele.

Så selvfølgelig sagde jeg ja, da jeg fik muligheden for at teste denne solcellelampe. Lampen er udviklet af de to danskere, Frederik Ottesen og Olafur Eliasson, og et samarbejde mellem EnergiNord og den ugandiske græsrodsbevægelse, JEEP,  sælger lamperne til familier i Uganda til en pris, hvor familierne kan være med. Det er familier, som hidtil har været nødsaget til at bruge brandfarlige petroleumslamper. Men med disse nye solcellelamper, som i opladet tilstand, kan lyse i op til fem timer, kan den ugandiske befolkning nu få lettere mulighed for at udnytte tiden, når solen er gået ned - til bl.a. håndarbejde, og det er noget, som jeg i den grad forstår mig på!

Så i går aftes satte jeg mig for at prøve. Lampen blev stablet op i sofaen, så lyset blev rettet direkte mod mig og garnet, og ja, det kan man faktisk godt! Altså strikke med den, og dagen derpå i dagslys ser resultatet fint ud - jeg har tilogmed ikke mistet en maske, hvilket i høj grad får mig til at nikke anerkendende til lampen. Pigerne herhjemme har også forelsket sig i den fine blomst, og det har givet god anledning til at snakke med især Karoline om forskellene i verden og om, hvilke muligheder vi har i forhold til andre.

Selvom jeg her til aften igen har tændt for lyset, så er jeg sikker på, at lampen bliver brugt igen og igen herhjemme. Særligt til sommer,  når vi igen skal ud i CampingDanmark, er jeg sikker på, at lampen kommer til sin ret. Og indtil da vil jeg bruge den og lige sende en tanke til Uganda og ikke mindst til EnergiNord for at søsætte lampen - dét er god stil! Skulle du selv få lyst til at købe en lampe, kan du gøre det lige her - hvor du for en lampes pris faktisk får 2, hvor den ene dog bliver sendt til Uganda. Og dét er også god stil:-)

Indlægget her er sponseret, men ord og holdninger er helt mine egne:-)

Status

Den anden dag sad jeg og læste baglæns på bloggen. Og det slog mig, at jeg i flere indlæg har skrevet om at finde hverdagslykken, om at blive rigtig glad nede i maven og om at have den rigtige mavefornemmelsen om, hvor jeg er i livet.

Og så gik det op for mig, at det har jeg jo nu! Jo jo, det er hårdt til tider, og at starte op efter ferie kombineret med planerne om at få huset malet færdigt var muligvist en kende optimistisk. Men altså, sådan har alle det jo.

Jeg indrømmer også gerne, at det har været nogle hårde år, siden jeg blev gravid med Luna Marie. Graviditeten trak tænder ud i hele familien, og det samme gjorde den første tid efter fødslen. Jeg havde svært ved at finde mig til rette som mor til 2, og jeg følte i lange perioder ikke, at jeg kunne genkende mig selv.

Men nu føles det som om, at det hele er ved at falde på plads. Min hjertebanken over den mindste uforudsete ting er forsvundet. Som nu i går aftes for eksempel, hvor jeg under et frisørbesøg kom i tanke om, at Karoline skulle have en billedecollage om sin sommerferie med i børnehave, og at jeg havde en del ting at forberede inden min fødselsdag i dag. For et halvt år siden ville jeg have mærket, at hele kroppen trak sig sammen, og jeg ville miste overblikket og se mulighederne. Det er skræmmende at tænke tilbage på, for det tog jo kun en halv time, og så havde Morten fået den printet hos sine forældre. Men da jeg stod ude på trappen og nød denne smukke solnedgang, gik det også op for mig, at jeg er ved at finde mig selv igen. Jeg er glad, og jeg er tilfreds med, hvor jeg er i livet nu. Jeg har fjernet uroen og alle de dårlige tanker. Jeg har fået mod på at udfordre mig selv igen, og jeg har fundet ud af, at hverdagslykken gemmer sig lige bag hjørnet - hvis man kigger ordenligt efter:-)

Solnedgang i går aftes - hvordan skulle man andet end være lykkelig

En stjerne er steget til vejrs

Fredag forlod Fimpe min verden og fandt sin plads i hundehimlen. Så weekenden har været tårevædet og fuld af gode minder om min bedste ven gennem 7 år.

Fimpe gav os alt det, man kan drømme om med en hund. Han var altid med, altid ved min side og altid til at stole på.

Savner...

.... en blød pote, som sniger sig vej ind under dynen om natten
..... gøende jublen, når turen går til vandet
..... et hoved på skrå, når man snakker til ham
..... den luntende gang gennem huset
..... tiggen, når en dåse hakkede tomater bliver åbnet (han troede, at det var cocktailpølser hver gang)
.... skraben på havedøren for 20. gang på en aften, når han gerne ville ind eller ud
..... at give ham et kys lige på det allerblødeste sted mellem øjnene

Det har været 7 fantastiske år med en helt fantastisk hund, og jeg er stadig lidt i chok over, at han ikke kommer tilbage. Jeg sidder tilbage med en tomhed, som er helt ubeskrivelig. Karoline spurgte i går "hvornår skal vi have en ny hund?", og det var rædselsfuldt at sige, at det skal vi ikke. For vi har 2 små børn og ikke overskuddet til at byde en ny hund velkommen i vores liv. Fimpe fyldte meget - nok også for meget - og jeg kender mig selv nok til at vide, at en ny hund ville få lige så meget opmærksomhed. Men så takker jeg for, at det var netop os, som fik lov til at få Fimpe, selvom 7 år slet slet slet ikke var nok.Og giver mig selv et kram og husker på, at en skønne dag ses vi igen.

Noget om at udfordre sig selv i livet og i lykken

Jeg har været nærmest glad det sidste stykke tid. Nærmest fordi der har været et eller andet, som har trykket på sjælen og skabt skyer, som ikke burde være der. Skyer, som er der næsten uden grund, og som generer og irriterer.

I dag vandt jeg en halvfridag. Et kursus blev aflyst pga. IT-problemer, og jeg øjnende fluks muligheden for at bruge min flextid i Aarhus C. Og jeg øjnede også straks muligheden for, at jeg for en gangs skyld skulle få garderoben opgraderet lidt. Det var nu ikke meget, det blev til, for jeg fik et mindre chok eller bare et realitetstjeck, da jeg prøvede tøjet. Det var overhovedet ikke kønt, det syn der mødte mig.

Da jeg kørte hjem, blev jeg eftertænksom og opmærksom på, hvor lidt focus jeg har på at leve det gode liv. Opmærksomheden blev også rettet på, at det jo sådan set er noget, jeg selv bestemmer. Jo jo, vi sover elendigt i tiden, og sygdom har raslet ned over os hele vinteren og foråret med. Og ja ja, det var jo ikke min egen skyld, at jeg fik en løbeskade i efteråret.

MEN jeg har derimod vundet retten til at tage en aktie i mit eget liv, og nu prøver jeg igen. Det er jo mig selv, som drikker kaffen i stedet for et dejligt glas vand, snupper kiksen  stedet for guleroden, smider mig på sofaen i stedet for at tage løbeskoene på.

Så nu udfordrer jeg mig selv.

Inden 1. september kal jeg have tabt 5 kg. Vi skal jo på solferie, og jeg har egentligt ikke særlig meget lyst til at skulle vise min krop frem, og det er da trist. Jeg har ingen forhåbning om at blive slank, men jeg har en tro på, at jeg kan få en anden fornemmelse med de første 5 kg.

1. august skal jeg kunne løbe 5 km. Der er ikke så meget at sige til det, andet end at jeg skal op på hesten og i gang. Skoene er klar, det samme er løbeprogrammet og gps'en. Den eneste lille detalje er, at min motivation ikke er i top. Men nu har jeg sagt det højt, og måske det hjælper?

Der er ikke meget krea-blog over det her, men der er masser af lyst og liv, og det skal der også være plads til her.

Hvad drømmer du om at ændre?

Verdens bedste kanelsnegle - og så på solskinsdag i haven

Det var, hvad vi oplevede i weekenden. Vi havde gæster, og i den anledning havde jeg bagt disse kanelsnegle. Aldrig bliver kanelsnegle det samme igen, og smagen var lige en tand bedre, fordi de blev nydt udenfor i solskin. Det er en skøn tanke at tænke tilbage på, når regnen pibler ned, og det er gråt i gråt. Bare tanken om, at vi har en hel sommer foran os med solskin, brune næser og masser af tid udenfor giver overskud.

Overskud er ellers ikke det, som jeg kan prale allermest med i tiden. Det har været hårdt at vende tilbage til jobbet efter en uges sygdom. Og det gjorde det ikke så meget bedre, at vores IT-systemer gik ned mandag, så jeg ikke kunne få bugt med bunkerne. Så det har været nogle hårde dage, og i går aftes sov jeg tidligere end tidligt. I dag håber jeg at vende overskuddet og få ordnet lidt, mens jeg nyder min allersidste barselsferiedag. Øj, det har været et gode at have disse onsdage, og jeg har nydt hver eneste af dem. Heldigvis venter nedsat tid, som jeg har store forventninger til....

Altså, jeg er her et eller andet sted

- og forsøger at holde hovedet oven vande.

Det er dog lidt svært lige pt. Sygdom i næreste familie har spændt ben for mig, og så har jeg været så utrolig heldig at blive syg IGEN!!! Så næsen er lige over dynehøjde, uden overskud, men jeg er her....

Dagen blir ikke altid, som man troede

Scenen var sat: Weekend forude, en aften forude med en sovende mand, som havde været på messe, 1 stk. symaskine og masser af fint stof, smukt forårsvejr, 2 søde piger og 1 glad mor, som nød eftermiddagen i haven. Karoline legede med sand og blomster, og jeg gik rundt og nød den lune vind med en grinende Lune Marie på skuldrene.

Pludselig faldt jeg. Over hvad? Jeg aner det ikke, men måske mig selv, en sten ellert hul i græsset?Det gik så uendeligt stærkt og alligevel i slow-motion, så jeg når at få mig drejet i et forsøg på at få Luna Marie væk fra fliserne. Det lykkedes desværre ikke helt, og hun rammer med hovedet ned i dem. Hun stikker i et vræl, og jeg tænker bare "det sker ikke, det sker ikke". Men jo, det gjorde det. Hun har hul i hovedet, og jeg tænker tusind tanker. Får kontaktet skadestuen, som sender os afsted mod dem. 3 timer senere er vi på vej hjem igen - nu beriget med 2 balloner, en mor, som har grædt og grædt og en lille pige med 4 sting og med en oplevelse, som vi alle egentligt gerne ville have været foruden.

Siden har jeg været plaget af dårlig samvittighed. Jeg ved jo godt, at jeg ikke gjorde det med vilje, og det var et hændeligt uheld. Men vi kommer ikke udenom, at det jo var min skyld, lige meget hvor meget vi vender og drejer det.

Luna Marie er på toppen igen - griner og snakker og skælder ud, som hun plejer. Hun virker som om, at hun helt har glemt det, og at hun ikke har ondt. Det har jeg derimod. I aftes kørte min krop uden tvivl på adrenalinen, men i dag er mine knæ dobbelt størrelse, og jeg har ondt i arm, ryg og knæ.

Men vi priser os alle lykkelige for, at det ikke gik værre, og at det kunne klares med blot 4 sting. Jeg tror, at der var en, som holdt hånden over os i går.

1 år + 4 år = fødselsdagsmekka

En rigtig cykel - MED pedaler!

Lagkage med tobleronecreme og hyldeblomstmousse

Smarte har vi ikke været - sådan at få to  piger, som har fødselsdag med 5 dages mellemrum. Eller måske har vi, for på den måde har vi slået 2 fødselsdage sammen til en - næsten da. For selvfølgelig skal de to søde piger fejres hver for sig på dagen, men festen for familien bliver slået sammen.
I dag var dagen. Karoline og Luna Marie inviterede til 5 års fødselsdagsbrunch, og vi har haft en dejlig dejlig dag med besøg af familien, gaver og tid til at nyde.
En dejlig dag havde vi også i torsdags på Karoline fødselsdag. Vi besøgte børnehaven med pasta, kødsovs og chokolademuffins, hvilket var et kæmpe hit. Og det var fantastisk at få et lille indblik i Karolines hverdag dernede.

Nu vil jeg hoppe ind under dynen, for  sammen med fødselsdagen blev jeg begavet med en omgang bihulebetændelse. Av! Pencilin og en frygtelig masse pamoler har holdt mig på benene i weekenden - for fødselsdagen SKULLE afholdes for børnenens skyld (og så har min mor gjort et kæmpe stykke arbejde for at fødselsdagen kunne afholdes - TAK!), men nu er jeg også bare klar til at sove.

Nintendo'en vakte glæde - og blev straks taget i brug

Endelig 4 år

Et ord for 2012

Jeg læste dette indlæg hos Marolle, og det ramte mig lige i hjertet. For mig skal 2012  være et år, hvor noget sker, og hvor jeg rykker mig.

Jeg har valgt ordet "kan"

Jeg kan!
Jeg kan sige fra, når nogen går mig for nær.
Jeg kan lære nye kreative egenskaber
Jeg kan lære at elske livet
Jeg kan være mig selv og finde det smil frem, som jeg havde, da dette billede blev taget.

Sært billede... Men altså, jeg var glad!

Jeg kan.......

Ordet og indlægget har sat sig særligt hos mig i aften, hvor jeg for første gang (i år.....) har følt, at nogen har overskredet mine grænser. Ofte har jeg bare ladet folk gøre det, vendt den anden kind til og gået hjem og hylet ved Morten. Men denne gang kan jeg faktisk mærke, at nu er det nok. Nu er det på tide, at jeg får sagt, hvordan JEG har det, og hvad JEG vil finde mig i. Det er på tide, at jeg viser mine grænser frem og viser, at nu er nok nok!

Fremsyn

Et nyt år = en ny begyndelse?
Næe, sådan er det jo ikke og så alligevel. Årsskiftet får mig altid til at stoppe op, tænke og træde varsomt. Vender nænsomt dagene med en forventning om, at nu er muligheden der for at foretage de ændringer, som jeg længe har ønsket. Naivt jovist, men også en portion tro på livet. Så jeg lader mig ikke snyde, i år skal ingen undtagelse være. Jeg tror på mig selv!

I 2012 vil jeg derfor:

* Lære at strikke
* Fejre nytår et andet sted end hjemme
* Få færdiggjort nogle flere projekter
* Smile mere
* Komme i gang med løbetræningen igen (hvis overlægen tillader det!!)
* Give mine børn nogle fantastiske minder
* Tabe 8 kg.
* Kysse noget mere på min mand
* Lære at elske livet igen
* Få 100 faste læsere - hvis altså nogen gider læse med

Lige nu nyder jeg roen. Luna Marie sover i barnevognen i det smukke vejr, og resten af banden er afsted for at hente det allerallervigtigste til i aften; nytårshattene. Karoline har glædet sig i dagevis - vi skal spise i stuen OG have hatte på - se det er en rigtig fest i hendes øjne. Og jeg glæder mig til en aften, hvor vi skal nyde, at vi nu er fire, og at vi har hinanden, og det er jo det vigtigste.

Godt Nytår!

Tilbageblik

2011 lakker mod enden, og i en stille stund sidder jeg og bliver en anelse sentimental over året, som snart er gået.

2011 blev sandeligt et fremragende år. Luna Marie bragede til verden bare 10 dage inde i det nye år, og selv fødslen adskilte sig i så høj en grad fra Karolines, at vi allerede der burde have vist, at Luna Marie på de fleste punkter er sin søsters modsætning. Men hun er skøn, og det har været et fantastisk år endnu en gang at få lov til at se en baby folde sig ud og blive til et lille menneske. Fra bare at være er hun nu et stædigt rad, som ved, hvad hun vil og ved, hvordan hun kan få det.

Et år ældre er Karoline også blevet, og jeg troede faktisk ikke, at der ville ske det helt store fra 3 til 4 år. Men nu hvor vi snart kan tælle på en hånd hvor mange dage der er til hendes fødselsdag, er det tydeligt, at vores lille pige er ved at blive stor. Hun er skrækkelig hysterisk som sin mor. Men samtidig ejer hun ikke en gram jalousi og elsker at gøre andre glade. Hun er sprængfyldt med fantasi og fyldt med troen på, at foran hende venter det store eventyr.

For Morten blev 2011 også et banebrydende år. I første halvdel af 2011 fik vi at vide, at Morten skulle i gang med at finde andet arbejde, da hans arbejdsgiver - og far - ville trappe ned. Det var ventet, men samtidig en stor mundfuld, fordi Morten netop havde været ufattelig glad for at arbejde der. Men heldet ville, at Morten fik arbejde i en større virksomhed med masser af sjove kolleger, spændende arbejdsopgaver og mulighed for at udvikle sig.

2011 blev et svært år for mig. Et år, hvor jeg blev sendt til tælling, og hvor jeg stadig kæmper for at finde fodfæstet. Men 2011 blev også året, hvor mit eget kreagen for alvor kom op til overfladen. Inden starten på dette år havde jeg kun hæklet tæpper, men nu flyder der muffins, oreos, nisser, gnomer, elge rundt i mit hjem. Og en trøje er på vej. Det er fedt og fantastisk, og jeg nyder det enormt.

Tak kære blogland for et fabelagtigt år! Rigtigt godt Nytår!

Sorg

En nær veninde mistede sin mor i går. Vi vidste godt, at det gik den vej, men jeg tror ikke, at nogen havde troet, at det ville gå så stærkt. Jeg går paf og lidt modløs rundt her til morgen og tænker "hvorfor". Jeg har mest af alt lyst til at smide alt, hvad jeg har i hænderne og bare kramme løs på hende. Lade hende vide, at jeg er der, og at jeg vil gøre alt for hende. Men samtidig ved jeg jo godt, at hun lige nu har nok at gøre.

Men puh en mavepumper altså!

Aaaaah!!!

Opladet batteri √
Svømmehud mellem tæerne √
Masser af kage spist √
Overskudstid med børn, hund og mand √
Gåtur ved stranden √
Hækletid √

Vi har tilbragt weekenden på Hvidbjerg Strand Feriepark i en westernhytte sammen med Mortens forældre, og det var bare lige, hvad vi trængte til. Campingpladsen har et skønt badeland, hvor vi boltrede os med ungerne. Og lørdag aften tog Morten og jeg til wellness, hvilket var mere end hvad jeg drømte om. Suk, det var lækkert! Der er udendørs bassiner med udsigt over Vesterhavet, og det gav et helt sæt i mig, så smukt var der. Vi skal HELT klart tilbage igen!

Billedet er lånt herfra

Så mandag morgen og ugens udfordringer kan bare komme an!

Mæt

Mæt af skøn brunch med alt, hvad hjertet kunne begære

Mæt af skønne omgivelser i det stille Friheden

Mæt af samvær med de dejligste mennesker i verden

Mæt af tid til at være sammen med familien 

En helt igennem dejlig dag!

Ro

Her er stille herhjemme i dag - ro med ro på! Luna Marie er syg, og hele familien er gået ned i gear. Selv Fimpe tager en slapper dag. Det er som om, at når der er syge børn, stopper alting lige op, og man bruger mest tid på at trøste og kramme og være der. Hun er bare forkølet og varm, så det er vel ovre om et par dage. Men mit modergen tramper helt igennem, og jeg nusser og nurser og kysser dagen lang.

Nu sover hun, det stakkels barn. Og imens lister jeg rundt i det stille hus og varmer op til endnu en omgang nusseri.

Sensommersolskin - helt ned i maven!

SIKKE et skønt vejr, vi havde i formiddags. Vi greb muligheden og traskede ud i det blå, Luna Marie, Fimpe og jeg. Og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvem der nød det mest. Luna Marie kiggede forundret fra side til side, mens hun hoppede lidt af fryd. Fimpe derimod hoppede en del af fryd og løb udover de nu næsten bare marker. Og jeg? Jeg tog mig selv i at gå og synge og nyde sensommersolen helt og aldeles.

Og da vi kom hjem, måtte vi lige lure på græskarret, som gemmer sig under/imellem/bagved/foran en frygtelig masse ukrudt, som har sneget sig ind i køkkenhaven. WAUW, hvor bliver det stort! Det kan godt være, at jeg ikke er særlig god til det der med køkkenhave - men et græskar - dét kan jeg lave!

Rigtig god weekend til jer alle!

Det gode i livet

Det gode i livet vil jeg finde frem nu. De ting, som gør mig godt og som har betydning. Det betyder også, at andre ting må lade livet, og det skal jeg til at gøre op med.

En af de ting, som gør mig godt, er min familie. Min fantastiske mand og mine 2 underskønne børn (ja ja, nu ignorerer jeg det faktum, at Mindstlingen har været vågen et hav af gange i nat, og at den tre årige pt. kan drive mig til vanvid på 2 minutter, og at manden min har lavet aftaler 3 aftener i denne uge!) giver mig livsglæde og livsmod og får mig til at smile. Og det vil jeg have meget mere af.

Det er ikke det værste, når mor vinder en give-away!

Jeg er begyndt næsten at holde af at løbe. Jeg er jo kommet med i et løbeprojekt fra Dano-run, og det er fedt at være med. Men bare det at skulle finde 3 gange om ugen, hvor jeg kan tage løbeskoene på og komme afsted er svært. For der er altid et barn, et gøremål, et et-eller-andet, som presser sig på og tager tiden. Det virker fuldkommen tåbeligt, at det ikke kan lykkes. Og nu skal det være. Jeg vil ikke nøjes med en enkelt løbetur om ugen. Jeg vil afsted og få nogle flere kilometer i benene.

Nogle læsere af denne blog har muligvis oplevet, at jeg er virkelig glad for at hækle. Det er kommet lidt bag på mig, hvor bidt jeg er blevet af det, og hvor mange abstinenser jeg kan få, hvis jeg ikke har gang i noget. Og det SKAL der være tid til. Lige nu er der masser af det, fordi jeg er på barsel. Men når jobbet kalder, håber jeg, at jeg får prioriteret, at jeg skal have tid og lov til at nørkle. Ihvertfald har jeg denne blog til at huske mig på det.

Men det betyder jo også, at andre ting må skæres fra. Ting, som jeg er gået ind til med tanken om at ændre noget. Jeg må sande, at Rom ikke blev bygget på én dag, og at det måske ikke er min tid nu. At det er okay at erkende, at lige nu har jeg rigeligt at gøre med at passe på min familie, og at det som gjorde mit liv spændende og indholdsrigt før, ikke er det, som gør det nu. Men det er lidt et wake-up-call for mig, kan jeg mærke. Den her fødselsdepression, som jeg til dels stadig kæmper med, har gjort mig enormt klogere på mig selv. På hvad jeg vil og ikke vil. Og den puffer til mig en gang i mellem, hvis jeg går i en retning, som jeg inderst inde godt ved, ikke er god for mig. Men derfor er det stadig svært, når man skal sige fra. Eller det er det ihvertfald for mig. Jeg kan godt mærke, at jeg har en lille knude i maven, som nok først løsner sig, når jeg får sagt de magiske ord "jeg vil ikke mere......"

At tage lykken alvorligt

- det burde jeg!
Jeg hørte ovenstående sætning i et radioprogram på P4 om den nye serie på DR2, Pessimisterne, som starter i aften. Serien følger 8 danskere, som skal træne sig til lykke. Og dét vil jeg egentligt godt være en del af. For ja; kære damer og herrer - jeg er den fødte pessimist.
Jeg husker tydeligt, at min kørelærer sagde "Anna, du behøver ikke være så pessimistisk, hver gang du kører", og mine omgivelser vil nok nikke gentagende til følgende om mig:

Jeg ser ikke muligheder, men udfordringer. Hver ny ting bliver indledt med et "det der kan jeg ihvertfald  ikke". Jeg har alting mindst én bekymring. Og når den er borte (oftest fordi det jo slet ikke gik så galt, som jeg troede), finder jeg en ny.

Men nu kommer der den her serie, som jeg faktisk glæder mig rigtig meget til at følge. Serien tager udgangspunkt i den nyere retning indenfor psykolog, positiv psykologi, som jeg har snuset en lille bitte smule til, og en retning, som jeg om nogle år regner med at skulle skrive en opgave omkring.

Måske kan serien faktisk hjælpe mig en lille smule med at se lidt mere positivt og optimistisk på tilværelsen? Måske kan den hjælpe dig?

Billede lånt fra fastcompany.com

Tilbagekig

I morgen er en stor dag. I morgen runder jeg. I morgen bliver jeg voksen.






Næsten da! Ihvertfald bliver jeg 30 i morgen, og jeg kan godt mærke, at det sætter nogle tanker i gang. Ikke som for mange andre, der er lidt ubekvemme ved at ramme det store 3 tal. Nej, jeg er godt tilfreds med, hvor jeg er i livet nu. Men det sidste årti har budt på så mange store oplevelser, at jeg er spændt og nysgerrig på, hvad det næste bringer.
Da jeg var 20, mødte jeg Morten. Faktisk mødte jeg ham nogle år tidligere, men det var som 20 årig, at vi blev kærester.
Da jeg var 22, blev jeg uddannet.
Da jeg var 23, startede jeg på en uddannelse, som jeg troede var drømmen, men allerede efter et år fandt jeg ud af, at det slet ikke var mig.
Da jeg var 24, blev vi gift. En skøn fantastisk dag lige efter vores måde at være på. Vi blev gift unge - den kommentar har jeg hørt tit. Men som sangen fortæller: Og kærligheden er og blir - og hvad end hele verden si'r - så har den vore hjerter".

Da jeg var 24, købte vi hus. Kort tid forinden havde vi lejet et hus på landet, fordi NOGEN (læs: mig) havde påstået, at jeg bestemt ikke var klar til at købe noget som helst. Men bare en måned efter at vi var flyttet ind, måtte jeg krybe til korset og indrømme, at nu ville jeg sådan set gerne have mit eget. Og på vores 1 års bryllupsdag overtog vi huset på Bakken.
Da jeg var 25, blev jeg gravid med Karoline. Et ønskebarn! 1 år præcis tog det, før jeg stod med de famøse to streger og hoppede og dansede i sengen, mens Morten stirrede vantro på mig.
Da jeg var 26, fødte jeg jordens sødeste barn! Søde søde Karoline! Med det samme hun kiggede op på mig med sine store øjne, blev jeg MOR!

Da jeg var 28, blev jeg gravid igen! Skønt! Men også med en følelse af ambivalens. Kan vi nu klare det? Er det synd for Karoline? Graviditeten blev hård. Først en massiv omgang kvalme, og til sidst var mit bækken mere end klar til at føde. De sidste uger lå jeg mest på sofaen og havde ondt, hvilket ikke altid var lige let med en 3 årig.

Da jeg var 29, fik jeg familien fuldendt, da vi blev forældre til Luna Marie. Søde skønne lillesøster, som bare med det samme passede ind i vores familie, og det virkede som om, at hun bare hørte til der.

Sikke travlt jeg har haft de sidste 10 år! Det er mærkeligt at se det på skrift - tænk at der er sket SÅ meget! Nu funderer jeg så over, hvad de næste år vil bringe. Jeg tvivler på, at de vil bringe hverken bryllup, børn eller ny bolig. Men hvad kan det så være?
Mine ønsker for det kommende årti er, at jeg bliver ved med at udfordre mig selv; såvel jobmæssigt som privat. Jeg håber, at jeg om 10 år står et sted i livet, hvor jeg måske karriemæssigt set har rykket mig, og hvor jeg stadig bruger mig selv også privat. Og så håber jeg, at jeg sammen med min familie kommer ud og oplever en masse.
Og NU har jeg slet slet slet ikke tid til at være her - der er nok at gøre, når man snart får fødselsdagsgæster....