Viser opslag med etiketten Hjælp. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjælp. Vis alle opslag

lørdag den 25. februar 2012

En ny afhængighed kommer sjældent alene

Velour, rib, bomuld, nål og tråd - jeg kan ikke tænke på andet. Når Morten snakker til mig, skal jeg først forsøge at fjerne tankestrømmen af drømme om bukser, bluser og kjoler, før jeg kan svare. Jeg er fanget.

Ét besøg hos Stof og Stil skulle der til. Ét!! Bedre blev det ikke af, at jeg ikke en gang skulle bruge overbevisende ord for at forklare, at jeg da er nødt til at have min egen symaskine. Hvis jeg da bare skulle have plaget og pleaset, havde min reaktion måske ikke været så irriterende. Men nu er hjernen bare fyldt med stof og mønstre og drømme.

Sagen er bare den, at jeg ikke kan sy! Og det er muligvis et mindre problem i denne sammenhæng. Jeg har ikke rørt ved en symaskine, siden jeg gik i folkeskole. Jeg aner ikke, hvordan jeg gør, men jeg tror på, at jeg kan lære det. Så nu har jeg sat min mor på sagen. I dag købte vi mønster og stof til et par bukser til Karoline. Så skal hun teste og sy, indtil vi kommer på påskeferie, hvor jeg skal i lære. Og hvis jeg lærer bare lidt, skal der investeres i en maskine. Og her kommer I ind i billedet, for hvad skal jeg købe? Hvilken symaskine kan anbefales til en nybegynder? Jeg vil gerne kunne sy simple bukser, nederdele, kjoler og toppe til pigerne. Ikke noget fancy, bare lidt til husbehov.



Udover stoffet til bukserne fik jeg også købt stof til selv at kunne betrække knapper. Jeg har bare ingen maskine til at gøre det med - igen mindre problem! Men hjemvendt læser jeg i bladet fra butikken, at de har udstyr til at betrække knapper med - til 34,95?!?! Kan det passe? Koster det virkeligt ikke mere end det? Er det sandt, må jeg vist afsted igen. Ikke at det egentligt ville gøre noget, for så kunne jeg jo lige kigge lidt på farver, mønstre og garn ikke mindst.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...