lørdag den 3. november 2012

Strik på standby

Jeg er gået i gang med en cardigan til Karoline, og det går egentligt ganske fremragende. Jeg har endeligt forstået at lave knaphuller, og på pind 5,5 sker det hele jo i fuld fart. MEN så kom jeg til ærmerne og bare tanken om alle de pinde man skal bruge, har fået mig til at lægge det lidt væk. Jeg kan slet ikke overskue at skulle holde styr på alle pindene, for lige nu synes jeg jo egentligt, at jeg også kan have problemer med bare 2 pinde. Og hvordan ved man, hvor mange masker man skal slå op på hver pind?
Det volder mig også lidt problemer at finde ud af, hvilken knapstørrelse jeg skal bruge? Er der nogen derude, som kan hjælpe? Hullerne er lavet ved at strikke 2 ret, slå om og strikke 2 masker sammen. Siger det nogen noget om størrelsen? Jeg har forelsket mig vildt og inderligt i alle knapperne herfra, men jeg aner ikke, hvilken størrelser der passer.
Og hvis blogland ikke kan hjælpe mig videre, skal jeg heldigvis være sammen med en masse superstrikkere næste weekend, som nok kan hjælpe en dumrian som mig......



Imens jeg venter på hjælp, har jeg igen kastet mig over hækleriet - det ved man hvad er....! Det er starten på julepynten til i år. Hvad det skal ende med, må I vente med at finde ud af, men gæt bare!



Og lige om straks vil jeg tage afsted mod Aarhus og mod et fint arrangement, som jeg og en masse andre bloggere skal deltage i. Og iiih, hvor jeg glæder mig!

tirsdag den 30. oktober 2012

Hæklede huse

I søndags til blogtræffet fik jeg færdiggjort et par, og i går aftes var det andet par så endeligt klar til at blive puttet i julegavekassen. De hæklede grydelapper er lavet ud fra en opskrift fra Tusindfryd og er hæklet i ganske almindeligt bomuldsgarn. Det er et anbefalelsesværdigt til nybegyndere - og så alle os andre hæklerister. Indeni har jeg fyldt op med thermo fra Stof & Stil, men dog ikke det samme som Tusindfryd anbefaler, da det var udsolgt. I stedet fik jeg et andet produkt, som ikke skulle lægges dobbelt. Og de er testet i dag og er godkendt - selvom de næsten er så fine, at jeg ikke nænner at bruge dem!



Og hvad så med næste projekt? Er der mon nogen? Den kloge læser vil vide, at jeg ALTID har flere projekter liggende. En strikket cardigan, 2 strikkede huer, hæklerier til julekort, hæklerier til adventskransen, strikket poncho i perlestrik, nederdele i retrostof, og jeg kunne blive ved og ved og ved. Og så er kreaklubben ved at introducere mig for et nyt hjørne; nemlig papir. Jeg har aldrig helt knyttet bånd med saks, papir og limstift, men efter at have set hvad de kan trylle frem, er jeg nødt til at prøve. Så jeg glæder mig til næste kreamøde, hvor limstiften skal findes frem.

søndag den 28. oktober 2012

Tak tak tak tak tak!

Hjemvendt fra kreaklubbens allerførste blogtræf sidder jeg med en fantastiske fornemmelse i kroppen. For det var nu en rigtig dejlig dag. En stor flok søde damer sørgede for en god stemning med mange forskellige kreative sysler. En stor flok søde damer sørgede for masser af snak og grin. Og en masse skønne sponsorer sørgede for, at ingen gik tomhændet hjem. 

Og søreme om ikke jeg blev begavet af nogle af blogdamerne. Jeg er så enormt benovet og glad (og lidt træt) efter en dejlig dejlig dag!









fredag den 26. oktober 2012

På randen af et blogtræf

Hvis jeg nu kunne stikke snuden lidt ind i weekenden, ville jeg måske kunne ane lidt af et kommende blogtræf.

På søndag slår vi dørene op til blogtræf i Lystrup og bare ved at skrive det, får jeg sommerfugle i maven. Jeg glæder mig helt vildt til at møde alle de søde damer. Jeg er gået i gang med at planlægge, hvad jeg skal bruge søndagen på. Kan I gætte det?



Og så glæder jeg mig ikke mindst til at få lov til at give en masse skønne give-aways, som en flok sponsorer har muliggjort. Jeg fik lov til at lure lidt på gaverne i tirsdags i kreaklubben, og jeg kan uden at overdrive sige, at jeg tabte underkæben lidt og blev meget benovet over, hvad vi har fået. Så har du meldt dig til - GLÆD dig! 




Og så lokkede Stof & Stil i dag, og nu er der nye garnforsyninger på plads - jeg glæder mig allerede til at bruge dem, for strikkepindene skal i gang, og jeg har fået en lille efterårsforelskelse i de 2 pinde.....

mandag den 22. oktober 2012

Verdens bedste kollega

- hende har jeg! For se nu her hvad hun har hjembragt til mig.
Først var det det øverste, som hun fandt på loftet under en flytning. Og i dag da jeg mødte på arbejde, lå det nederste og ventede på mig på mit kontor. Der lød et brøl fra mig, og så blev mandagen lidt pludseligt meget bedre. Det er fantastisk at møde et menneske, som i den grad tænker på andre, og som nyder at glæde andre. Det nederste tæppe fandt hun på besøg hos familie, som ikke rigtigt brugte det. Og heldigt for mig, for nu pryder det min stue. Min kollega er hjertevarm, larmende, skøn og lige sådan en kollega, som jeg holder af. Og hver gang jeg ser på tæpperne, så tænker jeg på hende.




Weekenden er blevet brugt i det nordvestjyske, og der er blevet hæklet, slappet af og lavet dette lidt skæve kastaniehjerte, som nu hænger på huset og minder mig om at smile lidt mere. 


Og så er der bare 9 uger til jul - ho ho ho!!!!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...