torsdag den 8. august 2013

Status

Den anden dag sad jeg og læste baglæns på bloggen. Og det slog mig, at jeg i flere indlæg har skrevet om at finde hverdagslykken, om at blive rigtig glad nede i maven og om at have den rigtige mavefornemmelsen om, hvor jeg er i livet.

Og så gik det op for mig, at det har jeg jo nu! Jo jo, det er hårdt til tider, og at starte op efter ferie kombineret med planerne om at få huset malet færdigt var muligvist en kende optimistisk. Men altså, sådan har alle det jo.

Jeg indrømmer også gerne, at det har været nogle hårde år, siden jeg blev gravid med Luna Marie. Graviditeten trak tænder ud i hele familien, og det samme gjorde den første tid efter fødslen. Jeg havde svært ved at finde mig til rette som mor til 2, og jeg følte i lange perioder ikke, at jeg kunne genkende mig selv.

Men nu føles det som om, at det hele er ved at falde på plads. Min hjertebanken over den mindste uforudsete ting er forsvundet. Som nu i går aftes for eksempel, hvor jeg under et frisørbesøg kom i tanke om, at Karoline skulle have en billedecollage om sin sommerferie med i børnehave, og at jeg havde en del ting at forberede inden min fødselsdag i dag. For et halvt år siden ville jeg have mærket, at hele kroppen trak sig sammen, og jeg ville miste overblikket og se mulighederne. Det er skræmmende at tænke tilbage på, for det tog jo kun en halv time, og så havde Morten fået den printet hos sine forældre. Men da jeg stod ude på trappen og nød denne smukke solnedgang, gik det også op for mig, at jeg er ved at finde mig selv igen. Jeg er glad, og jeg er tilfreds med, hvor jeg er i livet nu. Jeg har fjernet uroen og alle de dårlige tanker. Jeg har fået mod på at udfordre mig selv igen, og jeg har fundet ud af, at hverdagslykken gemmer sig lige bag hjørnet - hvis man kigger ordenligt efter:-)

Solnedgang i går aftes - hvordan skulle man andet end være lykkelig

onsdag den 7. august 2013

Mere garn

I sommerferien tog min mor, Karoline og jeg på tur til Gug for at besøge Garnudsalg. Der var langt derop fra Thy, og jeg fortrød måske en enkelt gang, da vi kørte rundt i Aalborg for at finde en hæveautomat (note til mig selv: Der er en hæveautomat 200 m. fra butikken!!).

Men det var en rigtig rigtig god oplevelse! Butikken er hyggelig og trang, og der er masser af garn at fornøje sig med. Men mest af alt var jeg ret imponeret over den rolige stemning, som herskede. På denne fredag, hvor der var afskyeligt varmt og trykkende, havde en del andre strikkeglade damer fundet vejen derop, og der blev langet garn ud over disken mange gange, mens vi var. Men alligevel var der tid til at spørge og mærke og lave udregninger.

Jeg kom hjem med garn til 2 projekter - som nordjyde passer jeg jo på med at købe for meget ind (og ikke et ord om, at det nok blivere dyre i transport, når jeg snart må derop igen).



Første projekt bliver en kjole som denne til Karoline. Hun var selv med deroppe netop for at vælge garnet, for sådan går det, når man er blevet 5 år. Mine ideer om at strikke den i grøn eller karrygul blev med det samme fejet af bordet, og selvfølgelig skal den da være lilla. Karoline elsker lilla, og jeg indrømmer, at det nu også er lidt hyggeligt at blive mor til en ægte prinsesse, som kun kan lide lyserød og lilla.

Det sidste garn - højlandsuld og mohair - skulle gerne blive tryllet om til en sweater til mig selv. Jeg har besluttet mig for at prøve kræfter med Liselottes opskrift. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig til, hvordan min version skal være. Men jeg har jo været noget forelsket i boblerne på min cardigan, så måske kommer der også sådanne på sweateren. Men fordelen er jo også, at jeg først skal beslutte mig til sidst, fordi den strikkes oppefra. Det er jeg nu også lidt spændt på, for jeg har ikke prøvet den teknik før. Men efter at have nærstuderet opskriften, virker det næsten som om, at det er lettere end at strikke den nedefra, fordi man så slipper for at sidde med ærmerne og samle. Bagsiden er selvfølgelig, at ærmerne skal strikkes til sidst, og eftersom at jeg ikke er den store ærmestrikker, så ignorerer jeg lige det faktum. Jeg tænker, at projekterne egner sig godt til at tage med på vores tur til Tyrkiet om en måned. Jeg har en idé om, at jeg godt kunne få strikket lidt om aftenen, når pigerne sover. Men måske er det bare ønsketænkning?

Hvor om altid er, så skal jeg helt sikkert til Gug igen. Næste gang slæber vi min søster med, for hun er om muligt endnu mere garngal end mig. Så jeg er allerede i gang med at udtænke nye projekter, hvilket nok ikke kommer bag på nogen:-)

tirsdag den 6. august 2013

Lidt på forhånd


Om 2 dage er det tid til at fejre.... mig! Jeg har nemlig fødselsdag og nu kun 8 år til næste hjørne, som jeg forresten glæder mig ret meget til. 40'erne er helt klart de nye 30, og jeg har i flere år sagt, at jeg glæder mig til at runde. Men altså, det er der jo et par år til, og i mellemtiden glæder jeg mig til at blive 32.

Efter at vi har fået pigerne, har fødselsdage ikke sagt det helt store for mig. Jo, det er skønt at blive fejret, men jeg glæder mig meget mere til pigernes fødselsdag og at gøre det helt store ud af deres.

Men derfor ønsker jeg mig nu alligevel et par ting. Og som altid er de mest til huset og indretningen.

Hay Kaleido bakker // Hay mega-dot sengetæppe// Kopper med bogstaverne J U L fra Design Letters// Light House fra Normann Copenhagen



Et ønske, som jeg dog ikke har fået puttet på ønskesedlen, kunne være en overnatning her. Vi besøgte stedet for nogle år siden til brunch, og lige siden har jeg drømt om at komme tilbage. Der er så utroligt meget charme og stedet, og der er skønne muligheder for at komme ud og nyde naturen. Jeg drømmer om at tage derop i efteråret og gå en tur i skoven ved siden af. Jeg drømmer om at sidde hele søndagen og spise brunch og læse avis. Jeg drømmer om at sove længe i deres smukke værelser. Men inden jeg drømmer mig for meget afsted, kunne det tænkes, at jeg skulle fortælle nogen om drømmen?

mandag den 5. august 2013

En vinder er fundet



En vinder er fundet af fotobogen fra Cewe.

Bag loddet gemmer sig denne blogger. STORT tillykke! Send mig en mail, og så finder vi ud af det:-)





Der er endnu en give-away på vej, så kig med:-)

torsdag den 1. august 2013

Sommerstrik

Ét ord må være sommerens genganger - garnmangel. Hele to gange er jeg sluppet op for garn og har ikke kunnet gøre projektet færdig. Tsj, hvor er det altså bare irriterende.

I går aftes brugte jeg den sidste rest garn, som jeg havde til denne cardigan. Som helt sikkert bliver vinterens yndling, det kan jeg mærke allerede nu. Lige siden jeg så bølgemønstret første gang, har jeg vidst, at jeg ville prøve kræfter med det. Og da jeg kom i gang, kunne jeg se, at det var helt rigtigt. Det er gået vildt stærkt med cardiganen. Jeg startede sidste mandag og mangler vel lige et par raglanindtagninger mere, men pind 5 hjælper også med overskueligheden. Så nu venter jeg bare på, at der bliver sendt nye forsyninger.


Ponchoen herunder havde jeg med på campingferie. Og jeg havde egentligt også garn nok med, hvis det ikke var fordi, at vi lavede planerne om og tog direkte til Thy efter turen til Løkken. Men jeg indrømmer også gerne, at det var lidt rart, at jeg var nødt til at gå i gang med cardiganen i stedet. Jeg har et had/kærlighedsforhold til den poncho, for på den ene side synes jeg, at den er rigtig fin, og jeg er sikker på, at det bliver dejlig til vinter. Men på den anden side har den irriteret mig at strikke fra dag 1 - og det hjalp jo ikke mere på det, at jeg strikkede forkert og var nødt til at trævle op, da jeg var halvejs (HALVVEJS!!!), og desuden tror jeg ikke, at det vil klæde mig. Men der mangler bare 8 cm. og 10 omgange perlestrik, og det burde jeg vel næsten kunne overkomme?


Et enkelt projekt har jeg dog fået færdiggjort i ferien, selvom det ikke helt tæller, da cardiganen har ligget klar i et par måneder og kun manglet knapper. Ikke om jeg helt begriber, hvorfor jeg ikke bare har fået den gjort færdig før, men det har jo heller ikke været vejr til, at Luna Marie har kunnet have den på alligevel. Opskriften er fra Garnstudio, og garnet er højlandsuld fra Garnudsalg.



Som Marie tænker jeg også efterårets og vinterens projekter. Jeg har købt garn til en kjole til Karoline og en sweater til mig selv. Desuden drømmer jeg om at strikke huer til pigerne, og så kan jeg ikke helt glemme tanken om at strikke en 'Sarah Lund' til mig selv. Men de andre ting skal overståes i første omgang, så måske det bliver et 2014-projekt?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...