onsdag den 9. november 2011

Smørrebrødsjomfru?



Mens Karoline sover, forsøger jeg at hækle forkølelsen bort. Indtil videre går det egentligt ret godt, for jeg har det meget bedre end i formiddags. Det er smart, at man også kan bruge hækleri til det; sygdomsuddrivelse.

Jeg er i gang med at hækle madder til nogle bestillinger. Indrømmet, jeg er drønstolt over, at nogen gider have mine hæklede ting. Sådan stolt helt ned i lilletåen på en lidt pinlig måde. Og samtidig så pirker det til den dårlige egenskab, som jeg også har omtalt her på bloggen - nemlig at jeg ikke gider hækle flere ting at samme slags. Det kommer til at stå sin prøve, når jeg pt. har gang i 8 madder. Det er vist ret sundt for mig.

Rigtig god onsdag eftermiddag!

WAUW

10 x 6
55 + 5
100 - 40

Eller bare en runding af faste læsere! Så er jeg nået op på 60 faste læsere, hvilket jeg faktisk synes er lidt stort. Jeg ved godt, at det ikke er stort i bloglandssammenhæng. Men for mig er det altså! Jeg synes, at det er vildt. Tænk, at 60 personer (frivilligt vel og mærke) har klikket på fast læser ikonet.

TAK og tusind tak!

Billede lånt herfra

Og så tænker I nok, hvordan jeg har tid til at lave et indlæg her midt på formiddagen, hvor jeg burde være på arbejde? Hvis I tænker lidt videre, kan I sikkert godt regne det ud. SYGE BØRN! ARGH! Karoline er syg - igen kunne jeg fristes til at sige. Pigebarnet som havde 1 sygedag (1!!!!!) sidste vinter, klagede over ondt i øret, da jeg hentede hende i børnehave i går. Ondt i samme øre, hvor hun havde trommehindebetændelse for nogle uger siden. Så os afsted til lægen, som konstaterede undertryk i øret og derudover hævet i halsen. Så nu prøver vi en omgang dråber og håber på snarlig bedring. Det er SÅ synd for hende, for siden hun blev syg for 1 måned siden, har hun bare slet ikke været på toppen. Hun er træt og pirrelig, og man forstår hende jo godt. Så jeg håber, at vi snart får frække og lettere irriterende Karoline frem igen.
Så jeg måtte trække syg-barn-kortet, selvom jeg kun har været afsted i en uge. Men jeg synes ikke, at hun skulle passes af andre, når hun har det, som hun har det. Så vi har brugt morgenen og formiddagen på at sluge 2 x omgange Rosa fra Rouladegade, 1 x Klokkeblomst, 1/4 x Ratatouille og nu kører Biler! Hun er ret let at underholde i dag, den stakkel! Og moren snotter og hoster, så jeg nåede en omgang morgenlur, mens hun så Klokkeblomst. Nu er jeg vågnet lidt og overvejer, om jeg skal hækle videre på min bestillinger?

tirsdag den 8. november 2011

Jeg sætter min hat, som jeg vil!

- siger Karoline rædsel af en build-a-bear bamse!
Hatten er lavet efter opskriften, som jeg har fundet hos Fantastisk Sommerfugl, og blomsten er lavet efter Bare Wunderbars DIY.



Udover Karolines bamse får min venindes datters bamse også æren af at have en dejlig sommerhat. Og nu er jeg på jagt efter flere opskrifter på bamsetøj, for det er skønt at lave noget til Karoline, for hun JUBLER ellevildt, når hun får at vide, at det er til hende.

Og ellevild er jeg også (ihvertfald rigtig glad!). Jeg startede jo på arbejde i sidste uge og har i dag min første fridag. Jeg har valgt, at jeg bruger en del af min restferie på at holde en ugentlig fridag indtil 30.04.12. Og det er simpelthen FANTASTISK! Jeg har nået en masse praktisk OG nået at smide benene i sofaen og slappe af. Det giver energi til en ellers travl hverdag. Det er virkeligt anbefalelsesværdigt, hvis man har muligheden.

lørdag den 5. november 2011

Dizzy owl a la mig


Jeg er i gang med at lave pakkekalendergaver til min søde veninde og hendes lige så søde søn, og i den forbindelse  fandt jeg en super DIY hos Maj. Opskriften er nem at gå til, og uglen tager ikke ret lang tid at hækle, fordi den er lavet i stangmasker. Jeg tænker, at jeg skal lave en masse af uglerne, for min søde piger kunne vist godt bruge nogle på deres værelser.

onsdag den 2. november 2011

Snork

Så ramte hverdagen! Kaboom! Og jøsses, hvor er jeg fladmast! Jeg føler mig tæppebombet med informationer og har ondt i kæberne af at snakke (jeg havde slet ikke tænkt på, at når man er ude i virkeligheden, snakker man meget mere)!

Det er gået forbløffende let med at få alle ud af døren om morgenen og ind igen om eftermiddagen. Men jeg er så træt, at jeg ikke orker noget som helst - andet end at hækle selvfølgelig, for det kan jeg godt lige nå. Jeg ved, at det bliver bedre, men lige nu måtte det godt være snart, for jeg H.A.D.E.R den her omstillingstid, hvor babyen er gnaven fra hente-tid til sovetid, hvor moren savner at sidde i sofaen, og hvor faren finder ud af, hvor godt han har haft det det seneste år!

Tak for alle jeres kommentarer og for blogaward, som jeg har fået de sidste dage - jeg skal nok svare, men lige nu er der dømt familietid - og Annatid!

Billedet er fra da Karoline var lillebitte og ny, men sådan ser jeg også ud i det meste af min hjemmetid - og selvom barnet nu er 3, ligger hun stadig på samme plads.....



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...