Jeg glæder mig til weekenden. Vi har haft store flyttedag på jobbet i dag, og jeg har forsøgt at bruge mine IT-færdigheder og hjælpe rundt omkring. Og det kan mærkes, at jeg har kravlet rundt under skriveborde bakset med ledninger og skærme, så jeg glæder mig mere end normalt til i morgen kl. 15. Måske også fordi weekenden skal tilbringes i det vindblæste med masser af familietid, og så har jeg besluttet, at jeg skal prøve kræfter med noget i køkkenet. More to come.....
torsdag den 28. februar 2013
I sidste øjeblik
I sidste øjeblik sidder jeg nu ved symaskinen og håber at blive færdige med 2 lette nederdele til pigerne. Vi skal til familiefødselsdag i weekenden, og jeg har længe tænkt, at jeg da lige kunne sy lidt til pigerne. Men som det altid ender, så har jeg ikke fået gjort noget ved det, selvom symaskinen har stået klar. Og selvfølgelig sidder jeg nu og knurrer lidt over, at jeg ikke bare tog mig sammen.
I det hele taget vil jeg vildt gerne i gang med at sy mere. Når jeg kigger rundt i blogland, bliver jeg vildt inspireret af alle I dygtige damer og drømmer om at lære mere. Så jeg har planer om at lade symaskinen stå fremme, så jeg kan blive mindet om, at jeg gerne vil sy meget mere.
tirsdag den 26. februar 2013
Forårsfornemmelser
Plusgrader og solskin appelerer til en eftermiddag i haven, og det var lige, hvad vi benyttede lejligheden til at gøre i dag.
Forårshuerne fra Smutti ankom i dag, og da pigerne så dem, var der ingen tvivl om, at de skulle på, da vi gik ud.
Det var tiltrængt med lidt sol efter en lidt for lang vinter, efter min mening. Det var helt befriende bare at kunne gå ud i haven og sidde stille, uden at skulle være iført 3 lag tøj.
Nu glæder jeg mig bare til, at det bliver forår - sådan for alvor. For jeg har jo bebudet, at 2013 skal være mit haveår. Ikke at jeg har nogen grund til at tro, at vores have bliver særlig fin. Men på den anden side kan det kun gå fremad. For de sidste år har vi vist vadet rundt i babyboblen og ikke fået lavet ret meget udenfor. Så nu hvor sneen smelter og lader virkeligheden stå lidt for virkelig, får jeg næsten lyst til, at der kunne komme lidt mere sne, så det hele ikke var helt så synligt!
Jeg glæder mig til at prøve kræfter med køkkenhaven, for det er ikke gået særligt godt de sidste mange år - ja faktisk alle de år, hvor vi har haft haven. Det er startet fint nok, men på et eller andet tidspunkt har ukrudtet vundet over min lyst til at slås med det, og så går der sjældent ret langt tid, før man ikke kan se, hvad der er grønsager, og hvad der bare er grønt. Men i år håber jeg, at vi kan få lidt bedre held med haven - ellers bliver det græs det hele!
Lidt nyt er der også sket herhjemme. Fra på fredag har jeg fået en ny titel på jobbet, en koordinerende rolle, som jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med. Jeg har efterhånden været 7 år det samme sted med mange af de samme opgaver, og jeg har trængt til at forny mig og få nye udfordringer. Men samtidigt har jeg jo været enorm glad for arbejdspladsen; for afstanden, for kollegerne og for den tiltro, som de har vist mig. Så det er med sommerfugle i maven, at jeg venter på, at det bliver fredag.
Etiketter:
Arbejde,
FAMILIELIV,
HAPPY HAPPY,
Have
mandag den 25. februar 2013
Instasnaps
Jeg er som mange andre blevet bidt af Instagram og kigger nu derind, før jeg kobler mig på Facebook. Jeg elsker al den inspiration, som jeg får derinde - og så får mit snagegen nu også mine lyster opfyldt!
Følg mig gerne - jeg hedder (selvfølgelig) Fantelastika!
Strikket ræv # prints fra Boligmagasinet pynter på kontoret med lidt masking tape # har flyttet kontor, men hæklerierne følger med # lækkerier fra Kähler # slikfadet fra Liebe blev fyldt op # pigerne snuppede mulighed for at gemme sig i køleskabet, da jeg troede, at jeg skulle gøre det rent # snevejr over naboens hus
fredag den 22. februar 2013
Hjertepude på vej
Der er stille herhjemme i aften. Jeg er helt alene og skal bruge tiden på mit afgangsprojekt. Jeg glæder mig ustyrligt til at blive færdig, for jeg synes, at det er svært at skulle balancere mellem arbejde, familie, hækling og projektskrivning. Håber, at de næste to måneder går rasende stærkt.
onsdag den 20. februar 2013
Rævestreger
I weekenden fik jeg også lavet denne skønne rævesag til Karoline. Jeg har kigget på den længe hos Trine og da også købt garnet. Men starten med bare 2 masker krævede lidt overvindelse hos en nybegynderstrikker hos mig. Men med hjælp fra superstrikkeren min mor kom jeg i gang, og så var det jo et overkommeligt projekt. Jeg brugte næsten 1 nøgle rødt Lima garn fra Drops og noget mindre af det sandfarvede. Perlerne er ældgamle og fundet i en krukke hos mine forældre. De er ikke helt ens, men det er vist nok netop charmen
Nu funderer jeg så lidt over næste strikkeprojekt, men det har I jo nok kunnet regne ud fra mine seneste strikkeindlæg. Jeg tør altså ikke helt give mig i kast med en mønsterstrikket sweater til mig selv, men på den anden side ved jeg heller ikke helt, hvad jeg skal lave til pigerne. Måske den fine strikkede kjole fra Knit for you kid? Men det er jo heller ikke den nemmeste opskrift for sådan en som mig vel? Måske skulle jeg bare springe ud i det? Sådan bare for at I ikke skal høre mere på mig?
Abonner på:
Opslag (Atom)










