torsdag den 30. juni 2011

To-Do vol. II

Første omgang to-do gik ikke helt som ventet, så denne gang sætter jeg lige forhåbningerne lidt ned. Ydermere går vi en lidt travl uge i møde med vennehygge i weekenden, vaccination af Mindstlingen, hudlægebesøg med størstebarnet, besøg i Bazaren med veninder og en omgang mødregruppe hos mig. Men lidt har også ret, så her er min liste for denne uge:

1. Hækle min mors tæppe færdigt
I påsken startede jeg på et tæppe til min mor med granny stripes. Jeg løb så tør for garn og kom i stedet til at kaste mig over Westmoses DIY på det hæklede tæppe. Men nu SKAL tæppet altså være færdigt, og jeg har 6 nøgler garn tilbage. Det burde altså kunne lade sig gøre! Tæppet hækles jo med en nål nr. 5, så det tager ikke så lang tid at lave en række.



2. Lave ribs- og rabarbersaft
Vi har både ribs og rabarber i haven, og efter min succes med hyldeblomstdrikken må det prøves, om det også kan lykkes med andre frugter. Først skal jeg nok lige have opsporet, hvor man kan købe nononxal. Anyone?



3. Male den gule kommode
Ja sidste uges projekt videreføres til denne, men nu SKAL det være! For lige pt. er Luna Maries tøj i hendes vugge, og den skal hjem på den fædrene gård i næste weekend, så ergo skal jeg altså være færdig med kommoden. Jeg håber, at deadlinen gør, at jeg kommer i omdrejninger. Så her skulle jeg gerne bruge en del timer den næste uge:


4. Forsøge at opstøve træknopper til kommoden
Jeg har fået den idé, at jeg vil have sorte træknopper på kommoden, men det er åbenbart mærkeligt. Ihvertfald kan jeg ikke finde knopperne nogen steder, og det kan da ikke passe?!?!?! Så den kommende uge vil jeg bruge på at lede efter dem, og hvis det ikke er lykkedes inden næste torsdag, må jeg opgive og finde på noget andet i stedet for.

Og egentligt har jeg mange flere projekter, som jeg sådan set meget gerne ville starte op i denne uge også, men jeg har LOVET mig selv, at jeg ikke gør det (muligvis set i lyset af sidste uges ikke særlige succesfulde ta-da!) igen. Men ÅÅÅÅH altså, hvor har jeg mange ting i hovedet, som jeg glæder mig til at få ud. Jeg har måttet lave en liste for ikke at glemme alle de ting, som jeg gerne vil prøve (lave plakat til stuen, male rammer til stuen, lave stjerner til vinduet, lære at hækle oldemorfirkanter, hækle bolde til Luna Marie, lave marmelade, dots til Karolines værelse, lære at sy, male legehus, male låge, lære at hækle flagranker, lære at hækle vimpler osv. osv. osv.). Men heldigvis er der jo masser af uger at tage bruge, så jeg ser frem til de næste mange ugers to-do.
Og nu vil jeg slænge mig i sofaen med min hæklenål efter at have indtaget et SKØNT måltid sammen med min familie - Karoline var meget stolt over at være på restaurant!

3 kommentarer:

  1. Ja du har meget der skal ud kan jeg godt høre - hvor er det skønt. Hmmm træknopper har de ikke det i byggemarkeder eller?

    Rigtig god arbejdslyst :-)

    SvarSlet
  2. Så godt dit svar - men nej, det har de sært nok ikke. Morten snakkede med dem hos XL Byg, og der er åbenbart ikke efterspørgsel på det mere.

    SvarSlet
  3. nonoxal kan købes i fx bilka eller brugsen :)

    SvarSlet

Tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig så absolut glad indeni :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...